Under overskriften Tell It Your Way har tv-producent Phillips  søsat en kortfilmskonkurrence ved navn Parallel Lines med to simple benspænd:  Syv faste replikker og en længde på maks tre minutter. Og nå ja, så er der også noget med en enhjørning. Mange hundrede har taget udfordringen op og givet deres bud på, hvordan historien skal fortælles.

Filmene er vidt forskellige både hvad produktionskvalitet og indhold angår – nogle med specialeffekter som er en Hollywood-blockbuster-actionfilm værdig til simple none-budget film med hovedvægt på ide og indhold.

Vi samler handsken op
En del af parentes)sluts redaktion kastede sig selv ud i projektet som filminstruktører, fotografer og skuespillere. Efter utallige timers forberedelse, ingen penge, manuskriptskrivning, bilkørsel, lappeløsninger, shopping, retakes, body bags og redigering kom filmen ‘Going Home’ til verden:

Om filmen er så god, at den fortjener en plads i finalen blandt de 10 bedste film, skal vi ikke selv kunne bedømme. Faktum er, at den i hvert fald ikke blev udvalgt af Sir Ridley Scott og hans kumpaner, som er en del af dommerpanelet.  Blandt de mange hundrede bud fra hele verden blev disse 10 derimod udvalgt til opløbet op første pladsen (klik på Gallery).

Det er en enhjørning!
Hvis du har fået smag for flere film, hvor en enhjørning på en eller anden mystisk vis er flettet ind i historien, kan du scrolle videre ned på siden til ‘Browse All Films’ og klikke dig frem og tilbage i filmene via de små blå prikker.

Til rette vedkommende
Det vil sige dig, der er chef eller i hvert fald dig, der har alt magten, eller måske bare dig, der ikke har anden funktion end at sidde og tjekke den elektroniske postkasse og frasortere os tilbedere, fra den store arbejdsløshedssump, eller gruppere os i en frasorteringsbunke, en med måske’er og hive et par stykker til side som rent faktisk har en reel chance for at blive indkaldt til samtale, fordi de enten er i familie med dig, der er chef eller i hvert fald dig, der har alt magten eller er praktikkanten fra jeres afdeling, der har arbejdet gratis i et års tid for måske at få lov til at blive indkaldt til samtale, eller en helt tredje, som jeg ikke kan gennemskue hvem er, fordi jeg ikke har sat mig mere ind i jeres virksomhed end internettet tillader mig, og eftersom at jeres hjemmeside ikke er opdateret de sidste par måneder, kan jeg ikke helt gennemskue, hvad det egentlig er I vil have mig til at skrive, når I skriver, at I søger en engageret og ansvarsbevidst medarbejder.

Jeg er et engageret og ansvarsbevidst menneske. Hvad det så end vil sige. Jeg forestiller mig, at det vil sige, at jeg nu er nået cirka dertil i ansøgningen, hvor jeg skal overbevise dig om, hvor fleksibel jeg er: Du kan slet ikke forestille dig, hvor fleksibel jeg er.

Hvilket skyldes, at du har i gennemsnit 30 sekunder til at danne dig et indtryk af, hvilket menneske jeg er, når jeg skriver denne ansøgning, der fra din side af skrivebordet egentlig mest bare ligger og fylder mellem alle de andre. Men altså prøv. Prøv at forestille dig mig.

Jeg sidder her og flekser for vildt med min fleksibilitet. Jeg kan stå til rådighed hver sekund i sekundet, hver minut i minuttet og hele døgnet døgnet rundt. Selv når jeg får vendt det, døgnet, på hovedet, er det, hovedet, klart og fyldt til bristepunktet med gode, konstruktive og kvalitetsbevidste ideer.

I skriver, at I søger en medarbejder med en skarp pen, så jeg har netop spidset alle blyanterne i min blyantholder med min blyantspidser. Det er en af dem med drejehåndtag, blyantspidseren altså, som man skruer fast, og jeg har monteret den på mit skrivebord. Jeg kan altså fylde et helt penalhus med skarpe penne, hvis det skulle være.

Og helt tilfældigt er jeg nu nået dertil, hvor jeg får tilføjet, at jeg skam også har løbet en maraton. Det jeg vel egentlig ikke bør nævne i den her sammenhæng er, at jeg udelukkende tilbagelagde de 42,5 kilometer, for at kunne skrive det på mit cv. Det selvom samtlige jobs jeg søger, er stillinger, hvor jeg skal sidde foran en computer. Men det er vel sikkert en fordel for jer, at jeg kan styrløbe til toilettet og kaffemaskinen. På den måde sparer jeg tid og behøver ikke at holde nær så mange og lange pauser, som alle de andre i bunken.

Jeg kunne fortælle mange andre overfladiske ligegyldigheder om mig selv, og understrege alle mine kompetencer, men jeg bliver nødt til at stoppe, for jeg er blevet grundigt instrueret i, at jeg ikke må skrive ansøgninger, der fylder mere end en side. Og det trick jeg brugte i skolen, med at lave større marginer og bruge en mindre skrifttype, gælder ikke her.

Jeg håber at høre fra jer, også selvom jeg ikke bliver indkaldt til samtale eller får jobbet. Men jeg har efterhånden en pæn samling afslag, så I skal gøre jer umage, hvis jeres skal skille sig ud fra de andres.

Med venlig hilsen

A

En druksyg teenager bliver hentet af sin far og nogle tyskere med telte under armen hæver et øjenbryn ved synet af den fyldte og kaotiske campingplads. Men ellers ånder alt fred og idyl på taxaholdepladsen. En trafikfrivillig fra Polen glæder sig til Prince, nogle metalhoveder drikker en stille øl her på grænsen til resten af verden og i rabatten står en håndfuld Hjemmeværnssoldater og forebygger trafikkaos. Jeg møder Thomas, som er øverstkommanderende i den her situation. Han er premierløjtnant af rang og også øverstkommanderende til daglig, hvor han er kompagnichef for det lokale Hjemmeværn.

Under Roskilde Festival udgør Hjemmeværnet en politistyrke. Det betyder ikke, at de grønklædte samfundsborgere har lov til at foretage anholdelser. Ikke mere end alle andre har. Men alle i Danmark har faktisk lov at foretage en såkaldt civil anholdelse, hvis der er friske spor eller fersk gerning, fortæller Thomas. Det, man gør, er at fortælle vedkommende hvad klokken er og at vedkommende er anholdt. Derefter skal man så overlade vedkommende til politiet, så det kan gå rigtigt for sig. Thomas har engang anholdt en biltyv, men det er en anden historie; denne uge handler det om trafikken. Den kører godt.

Jeg er fascineret af udstyret: walkie-talkies og et bord med et detaljeret kort over Roskilde. Bordet er fastmonteret i en af kassevognene, og jeg tænker på, hvor fint det ville være at køre rundt med sådan et bord og følge med på kortet. Walkie-talkies er også seje. De er mere stabile end mobiltelefoner, signalet forsvinder ikke bare lige, og de løber ikke så hurtigt tør for strøm. Det viser sig at være en skrøne, at man siger “roger over” og “roger over and out” i walkie-talkies (til gengæld er det ikke en skrøne, at en walkie-talkie på fransk hedder en talkie-walkie). Hjemmeværnet bruger i hvert fald bare de mere mundrette ord “skift” og “slut”.

Trafikken er i meget høj grad under kontrol. Thomas og femogtyve andre arbejder i noget, der minder om døgndrift, for at det skal blive ved med at være sådan. Jeg gør honnør for indsatsen og går tilbage ind på campingpladsen, hvor de skeptiske tyskere nu har fundet et hjørne at slå deres telt op på.

The Conference Bike er opfundet af den amerikanske kunstner Eric Staller og findes indtil videre i 250 eksemplarer, som ruller rundt med generte studerende på amerikanske campusser, blinde cyklister med seende styrmænd, folk på teambuilding og folk i parker og lige for tiden også folk på Roskilde Festival.

Gefion er navnet på den nordiske gudinde for agerbrug. Og det er også navnet på den dame, der leder en offerceremoni på campingpladsen torsdag eftermiddag. Hun bor sammen med sin mand Sten og deres bulldog Thor i et hus på det, der lige nu er en campingplads. De har hele tiden haven fuld af gæster, der sidder og kigger ud på den kæmpemæssige menneskezoo, som campingpladsen ligner ligeså snart, man kommer om på den civiliserede side af hegnet. På muren hænger der et banner, som jeg til at begynde med ikke helt forstår.

Jeg spørger, om de er asatroende?

“Jeg er katolik”, siger Sten. Jeg kigger på den thorshammer, der hænger om hans hals og de tatoveringer, der pryder begge hans arme. Ingen af delene ser synderligt katolske ud.

“Må man godt lyve ifølge asatroen?”, spørger jeg, og så tager Gefion ordet: “Det må man faktisk gerne. Der er ikke rigtig noget, man ikke må ifølge asatroen. Der er bare en ting, og det er, at alle ting har konsekvenser, og dem tager man selv.”  Sten griner og tilbyder mig noget koldt at drikke. Der hænger et drikkehorn på havebænken, men vi drikker bare af dåsen. Gefion viser mig den lille blotplads, de har i haven: en stencirkel med et asketræ i midten, og det hvide flag med en fugl på, der vejrer fra flagstangen. Det viser sig at være en Ravnefane, som er det flag, der blev brugt i Danmark før Dannebrog landede for fødderne af Valdemar Sejr. Når man flager med den hvide udgave, betyder det fred. De har også en rød Ravnefane, men den betyder krig, og det er ikke aktuelt lige i dag.

At Gefion hedder Gefion skyldes i øvrigt en indskydelse, der ikke gik over. Det faldt hende pludselig ind en dag for nogle år siden, mens hun stod og kiggede ind i et bål. Beslutningen om at skifte navn tog nærmest sig selv, det var ikke specielt besværligt, og et par måneder efter hed hun Gefion.

“Hil Brage!”

Torsdag eftermiddag har Blotgruppen Sol samlet sig i Sten og Gefions have. Der skal blotes i dag, ude på pladsen. Guderne skal påkaldes og der skal ofres mjød. I dag bliver det primært til ære for Brage, som er skjaldekunstens gud og dermed medansvarlig for et arrangement som Roskilde Festival. Men der skal også blotes til Thor, der står for styrke, og Freja, der sørger for kærlighed. Blotgruppen består af godt en snes mænd og kvinder, som bloter fast fire gange om året til solhverv og jævndøgn.  Man kan også blote alene i det daglige, hvis man har brug for gudernes hjælp. Så skal man bare huske at ofre igen, når man har fået hjælpen.

Vi danner en cirkel på pladsen, og fire af gruppens erfarne medlemmer skiftes til at vende sig udad mod hver sit verdenshjørne, løfte armene i vejret og påkalde guderne. Vi råber alle sammen med på omkvædet: “Hil Brage!”, “Hil Thor!”, “Hil Odin!”, “Hil Freja!”. Gefion hælder mjød ud på den støvede plads, hun tegner en spiral med strålen. Der går et drikkehorn rundt, vi drikker, skåler, løfter hornet op over hovedet og hiller. Da dagens guder har fået deres, er der fri blot. Hornet går rundt igen og vi skiftes til at vælge hvilken gud, vi skal hylde. Med tyve deltagere når vi godt rundt om den nordiske mytologi. Jeg får i hvert fald lært nogle nye navne. Det må være Brage, der er topscoreren. Han er jo gud for skjaldekunst, og det kan vi lide.

Specialister vs. allroundguder

Efter bloten er der almindelig snak i haven. Jeg spørger Gefion, om hun har en yndlingsgud. Gefion for eksempel? Hun kan ikke rigtig vælge. Men, forklarer hun, det fine ved asatroen er jo netop, at der er så mange guder, som er specialiserede på hver sit område. Hvis man kun har en gud, skal vedkommende kunne det hele, og så er det bedre at dele arbejdet op:

“Vi har specialister, og det er en kæmpe fordel. Hvis man har et problem, ved man lige hvilken gud, man skal gå til. Nu for eksempel på den her festival, her kan Brage hjælpe musikken på vej, mens Thor kan give os styrke til at holde strabadserne ud, og Odin kan give os visdom, så vi kan opføre os ordentligt.”

Jeg klør bulldogen Thor bag ørerne og tænker over fordelene ved specialisering.

Nogen har så valgt at forene de to behov, og det kan man drage glæde af, når man opholder sig på toiletterne på Roskilde Festival. Fotoserien her bringer dig et beskedent udpluk af de kreative udladninger, der befinder sig rundt omkring på toiletterne.

Det handler primært om ikke at forhaste sig, men derimod stoppe op et øjeblik og vurdere, hvad det er for en væske, man har med at gøre i den givne situation. Bare fordi det er flydende, behøver det jo ikke at være vand. I videoen her ser man, hvad der sker, når man er lidt for hektisk på hygiejnefronten.

Efter 51 ugers intens ventetid har jeg endelig fået fødderne med mig til Roskilde. Efter at have ventet en eftermiddags på busser, armbånd og venner er jeg blevet installeret i en lejr, som blev sat op i huj og hast i lørdags, fordi der var nogen, der virkelig, virkelig ikke orkede at vente længere.

Ude på campingpladsen kan man stille sig i kø til alt muligt dejligt, og det er så det, man gør. Man står i kø til vand, mad, bad, øl, film, minigolf, toilet og internet, og man ved, man kommer til at stå i verdens længste kø til Prince. Og så bliver man utålmodig. Man begynder at stå og stampe i jorden og kigge meget på sit ur, man bestemmer måske, at man kun må kigge hvert femte minut, men hver gang, man ser på det, er der kun gået et enkelt.

Men det behøver ikke være sådan! Ventetid kan også være fun & games, og parentes)slut vil gerne fortælle dig hvordan. Her følger fem lege, man kan lege, mens man venter:

1. ”Hvem er mest?”

Kræver minimum tre personer, to til at duellere og en til at dømme.  Dommeren spørger duellanterne ”hvem er mest sporty/seriøs/naturlig/betænksom/snu ”. Det kan være hvad som helst. Det behøver ikke at være til at afgøre i virkeligheden. Duellanterne skal så på skift overbevise dommeren om, at den anden er mest det, dommeren har sagt. Man må ikke modargumentere, men gerne smøre tykt på. Den der argumenterer mest overbevisende, får et point. Hvis man vælger positivt ladede betegnelser, får den, der ikke får et point, et kompliment.

2. ”Hvad er bedst?”

Meget nem leg. Man spørger hinanden om, hvad der er bedst, hindbær eller brombær? Kop eller krus? Ballon eller konfetti? Ræv eller ulv? Det gælder så om at spørge og svare så hurtigt som muligt, for hver gang man tøver, for den anden et point. Legen er god, hvis man gerne vil holde en pause fra sin opfattelse af, at alting er nuanceret og kan ses fra flere sider.

3. ”Mur, Hjort , Gevær”

En bengalsk variant af Sten, Saks, Papir. Reglerne er de samme, man tæller til tre, og håber på at narre fjenden. Geværet (peg med den ene arm, så den ligner et geværløb, og bøj så den anden, så du er klar til at trykke på den imaginære aftrækker) kan skyde hjorten (form dine hænder som et gevir over dit hoved), som kan springe over muren (hold dine lodrette håndflader ud foran dig i strakt arm) , som geværet ikke kan skyde igennem. Man kan selv lave flere varianter.

4. ”Dilemmabattle”

Vil du helst have spyt af sperm eller sved af tis? Vil du helst være kendt for at smøre dig ind i dit eget lort, men ikke have gjort det, eller have gjort det, men aldrig blive afsløret? Det er en ulækker leg. Den, der finder på det vamleste og umuligste dilemma, har vundet.

5. “Plusperson”

En variant af den meget fredsommelige leg “plyspind”, som man kender fra Peter Plys-bøgerne. Den går som bekendt ud på at stå på en bro og kaste en pind ud på den side, hvor strømmen kommer fra. Den, hvis pind først kommer ud på den anden side af broen, har vundet. “Plusperson” er det samme, bare med mennesker i køer. Sagen er den, at nogle mennesker er bedre til at stå i kø end andre. De kommer ligesom hurtigere frem. Man kunne kalde dem møvere. Det man gør, er at man vælger hver sin møver i køen foran sig, og den hvis møver springer flest personer over inden vedkommende rammer toilettet, pitten, disken eller hvad det nu måtte være, har vundet. Denne leg egner sig bedst til meget lange køer.

I denne uges udgave af Afstikkeren er et udpluk af links, der netop kan dette. Her er tre vidt forskellige bud på hvordan kunstnere har skabt billeder ud af helt almindelige hverdagssammenhænge: toiletrullen, tyggegummi og lyden af en ældre dames lejlighed.

Toiletrullen

… eller faktisk. Der er tale om den tynde papcylinder, der med sine brune genbrugsfarve understreger det triste i at løbe tør for papir. Dette har to forskellige kunstnere (og helt sikkert mange andre) sat sig for at lave om på. Det første billede er af den franske formmager Junior Fritz Jacquet, der former ansigtsudtryk med dem og næsten får dem til at ligne Påskeøens mystiske monolitter. Det andet billede stammer fra den japanske kunster Yuken Teruya, der omdanner rullerne til en sart og spinkel blomsterstruktur.

(Billeder fra villageofjoy.com, du kan finde flere af Jacquets billeder her)

Billeder fra yukenteruyastudio.com, hvor Teruya også leger med aviser, pizzaæsker, og mange andre hverdagsting)

Tyggegummi

Det der kan få munden til at være konstant beskæftiget og maven føle sig snydt, kan også anvendes til skulptører. Den italienske tyggegummikunstner Maurizio Savini udnytter at gummiet er blødt lige efter brug, og kan anvendes næsten som ler. Det er en ny facet af genbrugskunst.

(Billeder fra blameitonthevoices.com)

Man kan ikke sige tyggegummikunst uden også at nævne engelske Ben Wilson, der især i London har lavet tyggegummi-streetart; miniaturemalerier på udtrådte klatter på gaden. Husk på at det ikke er større en ca 2×2 cm.

(Billeder fra Flickr.com)

Lyden af en lejlighed

I den svenske kortfilm/musikvideo “Music for One Apartment and Six Drummers” fra 2001, sidder en bande i en Volvo uden for en gammel dames lejlighed og venter på hun skal ud og gå tur med hunden. De 10 minutter filmen varer er den tid det tager banden at bryde ind og spille på de ting der kan findes i køkkenet, badeværelset, stuen og soveværelset. Ideen er, at der ligger musik og venter i de ting vi omgiver os med.

Carl Nielsen med tusch

I de seneste uger har den klassiske danske komponist-helt Carl Nielsen prydet plakater i det Københavnske byrum, som reklame for festivalen Athelas New Music Festival.  Med korslagte, tatoverede arme adskiller plakatens Carl Nielsen sig markant fra det billede, vi kender fra den nyligt out-datede hundredekroneseddel.

Festivalen løber af stablen på Teater Republique 5.-12. juni og ud over nye sider af Carl Nielsen byder den på ny kompositionsmusik – det de fleste måske vil omtale som ny klassisk musik.

Plakatens visuelle udtryk garanterer næsten i sig selv, at det ikke vil være nogen kedelig affære. Med lovning om elektro-akustiske uropførelser, musikalske konventioner der slår gnister og fabrikslyde forvandlet til musik, tør vi derfor godt sende vores brugere i armene på Carl Nielsen.

Fo’bol – på den intellektuelle måde

“Alt, hvad jeg i sandhed ved om moral og forpligtelser, skylder jeg fodbolden,” skal forfatteren Albert Camus efter sigende have ytret. Hvis man selv har brug for at intellektualisere lidt under sin opvarmning til sommerens VM i fodbold, er der flere udmærkede muligheder i den kommende weekend.

I Kunsthallen Nikolaj bliver fodboldens fascinations-kraft afdækket gennem billedkunstens briller. Det sker i gruppe-udstillingen Kick-Off, som kan ses helt frem til d. 8. august.

I Cinemateket vises i denne måned en række film fra værtslandet Sydafrika, der med appartheid-historie og relativt nyt demokrati langt fra kan siges at være et konflikt-frit land. Lørdag d. 12. juni kl. 19 vises filmen Crime med efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål til instruktøren Steven White.

Søndag d. 13. juni holder professor ved Institut for Idræt, Hans Bonde, foredrag i PH Caféen med titlen Fodbold med fjenden – dansk-fodbold under besættelsen, som vil gøre dig klogere på dansk fodbold under besættelsen. Det sker kl. 11 og du kan spise brunch samtidig!