Stik mig en 7’er med sidevogn!

Af - 30. april 2009

Jernbanecafeen

I sommer sad jeg på en café med nogle venner og nød gode belgiske øl over burgere med vokseværk. Alt åndede hygge og afslapning, da et emne kom op, der både skabte undren og melankoli. Min gamle kammerat Karsten sad og tyggede på lidt af madens uendelige indhold af rødløg og stirrede på en af de mange barnevogne, der fyldte stedet og spurgte: ”Hva’ faen blev der af det gode gamle værtshus? Hvad skal vi nu gøre af os selv, når babyer og grøntsager invaderer vores små vandingshuller?”

Vi andre reagerede med ”tja” og ”jeg ved snart ikk’” og konstaterede blot, at tiden var løbet fra de små brune bodegaer. Men som snakken gik bredte melankolien sig. På trods af at ingen af os var gamle nok til at kunne fortælle historier, om dengang vi fortalte røverhistorier og lagde arm på den lokale, kunne vi alligevel sætte fingeren på, hvad vi savner, når vi går ud. Men er der mon stadig plads til de gode gamle tilrøgede, hyggelige steder, hvor et stykke med surt automatisk bliver ledsaget af en hof med sidevogn?

Diskussionen og længslen efter de glemte pilsnerkatedraler var for længst ebbet ud af min bevidsthed, da jeg en eftermiddag sidst på vinteren trak min flade cykel op gennem Istedgade. Selv det engang så marginaliserede Vesterbro kunne nu fremvise den ene sjælløse rødløgsburger-café efter den anden. En tynd mainstreamkultur blandede sig uskønt med insisterende mørke kvinder og byfornyede facader. Jeg følte mig lidt trist til mode og fik lyst til at holde en pause et sted.

Et modeltog tøffer forbi…

Efter at have rundet de sejlivede sexshops for enden af gaden spidsede jeg pludseligt ører. En visemelodi, jeg mente at have sunget til en familiefest i min spæde barndom, tonede frem i uartikulerede strofer. Jeg gik efter lyden, drejede til højre og stod foran et sted, som var taget lige ud af vores sommermelankoli. ”Jernbanecaféen”, stod der med store gule typer, og bedst som jeg forsøgte at lure ind gennem et vindue, kom et modeltog tøffende forbi og stjal min opmærksomhed.

Jeg listede nærmere indgangen, og det første der slog mig var den genkendelige duft af tobaksrøg og flaskeøl, der sivede ud gennem den åbne dør. Da jeg nåede nærmere, kunne jeg konstatere, at sangen jeg kunne høre nede fra Istedgade kom fra rigtige, levende struber. Scenariet der kom mig i møde, da jeg stak hovedet indenfor den tunge dør, var ganske uventet. Her sad, svajede og vuggede en yderst broget flok og sang ”Katinka Katinka smæk vinduet i, og spar dine små bommelooomer!”. Den opstemte fællessang indbød dog til alt andet end at smække noget i, så i stedet åbnede jeg salondøren helt op og begav mig ind i verden som jeg troede var gået af lave.

”Kom indenfor! Hvad drikker du?”. En storsmilende kvinde med ”Heidi” stående på et lille navneskilt på brystet tog imod. Jeg besluttede at gøre som de andre og bestilte en ”7’er” – stedets egen øl. Jeg var bestemt havnet på et sted, der på mange måder skulle vise sig at være sin egen. ”Katinka Katinka luk øjnene i, for nu er det Søren der kooommer!”. Leif bag keyboardet holdt sluttonen nogle sekunder, mens en kraftig herre med fuldskæg, kasket og blanke øjne hæst gnækkede af den lumre slutreplik.

Han bevægede sig op mod baren og bestilte en 4-dobbelt gajol – i ét glas. Jeg tog en slurk af min 7’er og nikkede til den gnækkende mand og skålede med ham. ”Ja, sådan et godt glas Gajol er sgu godt, når man er forkølet”, råbte han igennem lyden af klirrende glas og almindelig moro. Før jeg kunne nå at indvende et eller andet fornuftigt, fortsatte han: ”De kalder mig Sømanden. Jeg har været alkoholiker i 35 år og sejlet på de syv verdenshave, så jeg ved sgu hvad jeg taler om!”

Jeg forsøgte at svare tilbage med noget tilsvarende brovtent, men straks forsvandt den forkølede sømand atter i mængden og styrede målrettet ned til spillemanden igen og satte i gang: ”På en markedsplads, da jeg var færdig med at spilleee”. Jeg lænede ryggen mod den træbeklædte bardisk og gav mig tid til at suge indtrykkende til mig. Dette sted var som en blanding af værtshuset i matador, et jysk bymuseum og min farmors udestue: Vidunderligt og dybt mærkværdigt!

Istedgade

“Have a drink with us”

På væggene hang der et crazy miks af guldaldermalerier med aparte motiver. En hund der hopper op ad en madmor, et landskab fra Nordslesvig og utallige billeder af stedets gæster gennem årene. Mellem dette fandtes små Storm P. tegninger, fine modeltog og et hav af porcelænstallerkener. Jeg begyndte at tro jeg havde fundet det tabte sted. Før jeg nåede længere med min indre begejstring, bød et nyankommet par på en Jägermeister. Jeg tøvede først. ”Tjo, det går jo lige så godt…”. ”But we insist mister, have a drink with us!”. Jeg faldt i en svært forståelig samtale med en sydkoreansk forretningsmand og hans afrikanske ledsagerske.

De havde været i dagslangt drikkelag på Vesterbro og var nu endt på Jernbanecaféen til en sidste Jägermeister. ”We sing better karaoke in Seoul you know?”. Forretningsmanden var ikke helt tilfreds med den unge kasketklædte fyr, der med indlevelse sang en gammel John Mogensen-klassiker. Den lettere omtågede ledsagerske kunne dog godt lide den danske ”umba-umba” musik og følte, at hun endelig kunne finde lidt ro efter en forvirrende dag. ”We spent the whole afternoon in the middle of nowhere”, konstaterede hun og førte svajende glasset med rødvin op til de efterhånden ret blå læber. Efter få minutters samtale om den danske musiks kvaliteter, var den tyske sprut væk og parret begav sig valsende videre ud i natten.

To matroser og en hel flaske rom

Før jeg nåede at bestille en ny ”7’er”, satte der sig en midaldrende mand ned ved siden af mig og løftede sin flaske højt til en skål. Jeg måtte brødflov løfte mit tomme glas, men i det samme blev der skvulpet en frisk tår i den fra mandens flaske. Det var ikke stedet for fine fornemmelser, så vi drak og sang med på ”sidder på et værtshus…”. Manden viste sig at hedde Niels og som Sømanden havde han ligeledes tilbragt et langt liv på havet, før han fandt Jernbanecaféen. Det furede ansigt, de blanke øjne og det filtrede hår vidnede om, at denne mand havde set sin bid af verden.

Niels fortalte, at han var kommet her gennem nogle måneder. ”I begyndelsen var det et par gange om ugen. Nu er det sgu alt for meget! Ha!”. Den gamle matros stak en hjemmekrøllet i mundvigen og begyndte at fortælle om sin tid til søs. ”Den bedste havn var sgu Antwerpen du. Der var altid liv og glade dage. Og damer. For faen det var tider.”

Niels havde knap afsluttet sætningen, før Sømanden fra tidligere kom hen til vores bord og afbrød ham med et ”Nej, nu stopper du sgu!”. Han tog en stor slurk gajol og fortsatte: ”Antwerpen var beskidt og overbefolket. Nej, Famagusta du… Cypern! Den tyrkiske del. Der var sol og sommer og druk for alle pengene. Og tøserne! Man kunne nærmest ikke blive fri”.

Sømandens øjne fæstnede sig ved et punkt hinsides værtshusets vinduer og fortsatte: ”Jeg sad en aften på en taverne og havde vartet en 8-10 piger op med whisky og kærlige numseklap, da noget gik op for mig. Jeg var blevet godt vissen, da jeg pludseligt fandt ud af at jeg var den eneste, der havde fået serveret whisky. Bartenderen havde hele tiden hældt lunken the i pigernes glas! Så blev jeg fae’me sur og stak ham ordentlig én på go’dagen. Hele værtshuset røg i slagsmål. Sådan skal man ikke tage røven på en sømand fra Danmark!”.

Før Matrosen Niels kunne nå at fortælle en bedre historie fra de syv verdenshave, var Sømanden allerede forsvundet igen. Denne gang for at synge Frank Sinatra. ”Jammer”, mumlede Niels. Han fortalte, at han normalt har fem værtshuse ude i Lyngby som ”han hjælper med at holde i gang”. Når han ikke gør det, tilbringer han dagene med at se sport og ryge cigaretter hjemme i stuen. ”Men her er jeg glad”, siger han. ”Her er altid rare mennesker og søde servitricer. Jeg elsker at komme her – det er som en stor dagligstue”. Niels rettede på de mange medaljer han havde hængende rundt om halsen. Det viste sig, at det var øl-medaljer han havde indløst for de mange ”7’ere”, han havde drukket her på Jernbanecaféen. ”Jeg har sgu 2 af guld, 2 af sølv og 3 af bronze. Det er sgu da bedre end Danmark klarer sig til Legene. Ha!”.

Auf wiedersehen på indernettet

Da Niels tøffer i baren for at arbejde på sin medaljesamling, før jeg atter fik lidt tid til at løfte blikket og tage hele lokalet i øjesyn. Jeg opdagede, at det var umuligt at placere publikum i nogen tænkelig kategori. Stedet lagde ganske simpelt borde og stole til en mildest talt broget flok. Der var de unge håndværkere, der skulle have nogle håndbajere før de skulle hjem. Der var ældre ægtepar, som nød at synge med og fortabe sig i en glemt tid. Herimellem kunne man skelne studerende og drankere, rejsende og stamgæster. En herlig flok i en tid, hvor man oftest går ud og finder ligesindede.

Efterhånden var klokken blevet mange og da jeg gjorde mine til at tage hjem, kom min nye ven Niels forbi og ville sige farvel. Jeg fortalte ham, at jeg ville berette om dette fantastiske sted på internettet. Han smilede bredt og sagde: ”Ved du hvad det eneste irriterende er ved inder-nettet? Man skal have turban på… Ha!”.

Latteren smittede, og snart stod vi og skraldgrinede af den værste vits, jeg længe havde hørt. Omsider fik jeg jakken på, vinkede til Heidi bag baren og prøvede at finde døren, der var gemt bag de efterhånden ret tætte røgtåger. Atter stod jeg ude i den kolde natteluft. Den solide trædør lukkede i bag mig, og mens jeg låste min flade cykel op og forberedte mig på at møde nattens kulde, kunne jeg svagt høre tonerne af ”I did it my way” klinge ud i det fjerne. Endnu en aften med danske viser, kølige pilsnere og pibetobak var forbi.

Links

jernbanecafeen.dk

På vej hjem

Hvis Jernbane Cafeen rykkede dig rundt, så bør du også tjekke de her historier ud: Svensk kok genopstået efter seks årBankokongen og Manden de kalder “Tuborg”

    5 kommentarer

  • Maria Schwarz siger:

    Jeg har taget turban på og smil på læben. Dejlig beskrivelse af værtshusenes glæder. Godt vi har dem endnu. Må jeg anbefale Værtshuset i Århus.

  • Anja siger:

    Hø Hø her sidder jeg og researcher og er så super trist over så lidt jeg kan finde af skrevne ord om Vesterbros gamle værtshuse. Træt i låget var det dejligt lige at få genopfrisket det hyggelige islæt der er de sidste få steder. Man ved ikke hvad man har før det er for sent, puhh..alle småborgerlige individer fordømmer værtshusene, skønt der nok ikke findes mange danskere som ikke har sat deres ben i et.
    Jeg ku næsten smage den 7ér;o)

  • Udestue bajer siger:

    Ja, der er nu ikke meget der er mere hyggeligt, end at sidde med gutterne og få en gajol og en bajer på det lokale værtshus. Men vi er i gang med at bygge vores nye udestue, så der glæder jeg mig også til at nye en ´jol med øl

  • Sander siger:

    Jeg er helt enig med de ovenstående – der findes intet bedre :-)

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback