Svensk kok genopstået efter seks år

Af - 14. december 2009

lennart1

Biografi, livshistorie, livsskildring, fortælling… kald det hvad du vil, men én ting vi sikkert kan blive enige om: det er noget, der fænger os.

Af Rikke Dilling

Samme fængende interesse fik jeg, da rygtet om Lennart Åkerson florerede i min opgang på Rigensgade 21 lige ved siden af Jerusalemskirken. Rygtet siger nemlig, at denne Hr. Åkerson, der er opvokset i Sverige, er uddannet kok, har rejst land og rige rundt og lavet mads til de helt store celebrities, men endte som værende erklæret død i seks år.

Rygter der for mit vedkommende, får mig til at blive mere og mere interesseret i, hvem denne Lennart Åkerson egentlig er, og det ender med, at jeg i hele min undren begynder at observere ham fra mit vindue i al hemmelighed.

For hvordan hænger det lige sammen, at Lennart Åkerson er gået fra et liv i de højere kredse, men nu trisser rundt nede i baggården på Rigensgade, fejer, hilser pænt på de forbipasserende, lufter to plysdyr ud af sit vindue hver dag (en pony og en løve), laver mad til de hjemløse tirsdag, torsdag, lørdag og har derudover været erklæeret død i over seks år.

heste1

Den døde svensker
Lennart sidder inde i en fællesstue, hvor han har dækket op med kaffestel og flødekager. Det eneste han ikke selv kunne klare var kaffen, så den har jeg medbragt og priser mig lykkelig for, at han ligesom jeg drikker den sort, da jeg som altid har glemt at tage mælk med.

”Så du vil gerne høre hele min livshistorie”, siger Lennart, kniber det ene øje i, griner fjoget og gør tegn til, at jeg bare skal tage plads ved det anrettede kaffebord. Og der er ikke noget jeg hellere vil, for så kan jeg endelig kan jeg få stillet min nysgerrighed.

Jeg sidder nu klokken to mandag eftermiddag foran den person, jeg længe har iagttaget fra mit vindue ned til gården og er ivrig efter at få noget af vide om hans fortid.

Lennart bor sammen med fire andre personer, som han deler køkken, bad og stue med. Han er den, der har fået til ansvar at sørge for, der ser ordentligt ud og har valgt at dekorere vinduet med planter, lametta og så de to store bamser, ponyen og løven, der hænger ud af vinduet i al slags vejr.

Dette er nemlig en historie om Lennart Åkerson, der efter hans egen kommentar bliver jävla lang, for den er god nok. Manden med den lange hestehale, der stritter ud under hans kasket med titlen Meat, har nemlig engang været erklæret død i Sverige i seks år.

Det bliver en historie om en svensk kok, som elsker vacker kvinna, og gik fra at have lavet mad til Tina Turner, men endte som hjemløs i Danmark og død i Sverige. En historie om at føle sig mere tryg og fri i en tilværelse som hjemløs.

Lennarts historie starter som mange andre unge menneskers: Han uddanner sig som kok, aftjener sin værnepligt og arbejder derefter videre med sit erhverv rundt omkring i Sverige. Men en dag får Lennart tilbuddet om at komme til udlandet og drager mod Leningrad. Det svenske firma Skanska har nemlig gang i et større projekt, så Lennart skal lave mad til de svenske arbejdere, der er udstationeret.

300 dollar om ugen
Turen har givet Lennart blod på tanden og er årsag til et længere liv i udlandet. Et af de lande Lennart særligt husker, og som han fremhæver mest, er turen til Bermuda. ”Man betaler meget høj skat i Sverige, så da jeg fandt ud af, at der ikke var noget skat på Bermuda, var der ingen tvivl om, at det måtte være stedet, hvor jeg skulle hen”

I 1979 vælger Lennart derfor at tage til Bermuda intetanende om, at han først vender hjem til Sverige i 1994. ”Jeg havde 300 dollars om ugen til mig selv” og det var mange penge dengang konstaterer han og fortæller endvidere, at han levede højt på strå.

På Bermuda begynder Lennart nemlig at leve et celebrity-liv, hvor han laver gourmet mad på de fineste restauranter, forkæler film- og musikstjerner samt andre kendte og betydningsfulde mennesker. ”Jeg har blandt andet kokkereret for Tina Turner” understreger Lennart og kommenterer, at han synes Tina var en meget vacker kvinna.

Som Lennart begynder at fortælle om alle sine mange oplevelser, bliver der også sprunget en del rundt i tiden. Det hele flyder ud i små scener fra hans liv, for ikke alle årstal hænger sammen, og nogen gange foregår det i et andet land, lige som jeg troede det foregik på Bermuda.

Nuvel, jeg fanger dog blandt de mange svenske gloser, der flyver over kaffebordet, at Lennart Åkerson især er meget glad for en bestemt historie.

Historien om venskabskampen mellem Sverige og Holland.
”Det var da jeg boede i Sverige, inden jeg tog til Bermuda. Det var efter VM i Argentina, hvor Holland, som blev nummer to, lavede en aftale med det svenske landshold om en venskabskamp,” siger Lennart og blinker til mig, da han kan se, at jeg intet ved om fodbold.

Jeg prøver egentlig lidt at komme tilbage til hans liv på Bermuda, da min klare interesse ligger hos de kendte. Hvem har han mødt, hvem har han lavet mad til, festede han med dem osv., men den går ikke. Lennart er for længst smuttet ind i sin lille fodbold mandeverden, hvor der ikke er plads til en piges afbrydelser, så jeg overgiver mig og følger med, da han hiver mig ind på hans lille værelse, så jeg rigtig kan se alle hans fodboldsager.

”Jeg arbejdede på det tidspunkt for en ven, der ejede en fransk restaurant ved navn Musketeren,” siger Lennart og forsætter: ”Musketeren valgte at lægge hus til arrangementet for de to hold. De skulle som sagt spille fodbold og måtte ikke drikke, men med min hjælp fik jeg smuglet dem op til personalekantinen, så de kunne få sig en tår,” griner Lennart og viser mig guldmanchetta og to kokkehuer, hvor bl.a. Johan Cruiff, Neckens og Kaufmann har sat en autograf.

DSC_0098

”Jeg tror ikke, der er mange, der har sådan en kokkehue,” siger Lennart, mens jeg bliver nød til at få stavet navnene på de tre fodboldspillere, som jeg på ingen måder kender til. Men jeg kan til dels godt forstå hans stolthed over kokkehuerne og giver ham ret i, at han nok er én af de få, der har sådanne autograssere på en sådan hue.

Lennart vender sig igen om mod mig for at få mig til at kigge væk fra min notesblok og svinger stolt armen ud, så den markerer hele væggen. Den er nemlig prydet med hele hans liv. Kokkehuer, billeder af gamle venner, postkort fra det meste af verden og selvfølgelig en masse fodboldmerchandise.

”Tja, det var et hårdt liv til tider, men det var det hele værd,” siger Lennart frem for sig. Der var en hel del af tilværelsen, der foregik på barerne og mange var på stoffer”. Lennart påstår han aldrig selv været afhængig af hverken det ene eller det andet, hvilket jeg til dels tvivler på, eftersom han har lugtet af sødlig sprut, siden jeg satte mig ved kaffebordet.

Men det er ikke historien relevant på nuværende tidspunkt, for Lennart begynder mere at mumle noget om at være afhængighed af kvinder. ”Det er kvinderne, jeg er afhængig af,” siger han igen og igen. Lennart har nemlig en meget stor svaghed overfor kvinder og det kommer langsomt frem, at han faktisk boede i Bermuda med en dame i omkring 8 år. Men som han pointerer overfor mig, så var hun meget ældre end ham, og han synes hurtigt, hun kom til at se gammel ud.

DSC_0099

Sagt mellem linjerne, så havde Lennart vist mere end en kvinde i Bermuda, for da jeg spørger ham direkte fniser han som en lille dreng, der har været i kagedåsen uden at få lov. Han ligner i hvert fald en der har, for der sidder en anelse flødeskum i mundvigen, mens han læner sig tilbage og klukker, tager sig til hovedet, retter lidt på kasketten og kommer pludselig i tanke om endnu en anekdote, han ikke har fortalt.

Han løfter kasketten helt op og viser mig et område i venstre side, hvor der ikke længere kan gro hår. ”Jeg har haft hudkræft forstår du, men lad os tage den senere i min jävla lange historie”. Jeg må have set forskrækket eller anspændt ud for Lennart siger hurtigt, at han ikke længere har nogen smerter, så der er ikke noget at være bange for. Så jeg vælger at trække på smilebåndet, nævner at jeg glæder mig til at høre historien senere, men siger dog pænt nej tak, da han spørger, om jeg vil røre ved arret.

Lennart vender derefter pludseligt tilbage til Bermuda. ”Men jeg siger dig, der var mange smukke kvinder. Og så var de også søde. Jeg husker tydeligt, da Tina Turner kom hen og sagde tak for mad. Hun var så sød og nede på jorden, men stadig meget smuk,” eller “en vacker kvinna”, som Lennart udtaler det.

Det er efterhånden svært at få fat i Lennarts øjenkontakt, og han begynder igen at svinge rundt mellem diverse årstal og steder. Jeg prøver ihærdigt at spørge mere ind til hans liv på Bermuda, men det er som om, han enten ikke vil snakke om det, eller også er der dele af hans livshistorier, der er forsvundet fra hukommelsen.

Vi tager også derfor begge en mindre kaffepause, så han igen kan komme på banen med sit jävla lange liv.

DSC_0129

Tilbage til Sverige
Efter at have hjulpet og arbejdet for mange mennesker gennem 15 år på Bermuda, viser der sig en dag en kæmpe mulighed for Lennart. Han tager tilbage til Sverige og får muligheden for at åbne sin egen restaurant i Malmö.

Det går rigtigt godt for Lennart og alting er som en drøm, lige indtil den dag, en ny ejer, af den ejendom som Lennarts forretning ligger i, kommer til, og fra den ene dag til den anden sætter huslejen op med 100%. Nok går forretningen godt, men Lennart kommer hurtigt bagefter med alle sine udgifter – og så begynder det så småt at ramle. Lennart får dog udredet det meste og overdrager det, der er tilbage til banken. Og så går han sin vej.

Uden andet end 300 kr. på lommen sætter Lennart sig ind i det første tog, som fører ham over sundet til Danmark. Langt væk fra daglig stress og en fornemmelse af at være taget i røven, føler Lennart sig endelig fri og er for første gang hjemløs. ”Jeg har aldrig haft det så godt som dengang,” siger Lennart, der landede i de københavnske gader i påsken. ”Jeg fandt hurtigt ud til Fælledparken og samlede mine første flasker der”

Lennart kommer til at leve på gaden i Danmark de næste femten år, og lærer på alle måder den rå side af hjemløselivet at kende.

Kvinder og kræft
Han lever sammen med de hårdest ramte piger i hjemløsemiljøet og ser livets værste skyggesider og ender da også med at må ty til de stærke øl, bare for at overleve. ”Samtidig begyndte jeg at få hudkræft”. Han løfter igen kasketten op, så jeg kan se det lange ar på højre side af hovedet.

”Jeg var meget hårdt ramt og blev opereret flere steder, men det værste var svulsten på hovedet,” siger Lennart og fortæller endvidere, hvor hårdt det var at være flaskesamler samtidig med, da der ofte gik hul på bylden, når han bøjede sig ned for at samle flaskerne op.

Lennart bliver helbredt og af de bedste sygeplejersker efter hans mening. Om ikke andet, så er det dem, han omtaler mest og meget mere end selve operationen. ”Jeg kender stadig de sygeplejersker den dag i dag og kommer såment ud og laver mad til nogen af dem og deres familier”. Han trækker på smilebåndet for kvinderne er hans største svaghed. De bliver og skal altid behandles med respekt, men dejlige det synes han sgu, de er.

Lone
Som årene går og den ene nedtur afløser den anden møder Lennart Lone. Lone er både narkoman og prostitueret, men Lennart hjælper hende og får hende ud af prostitutionen og til dels stofferne. ”I de syv år jeg boede der, prøvede jeg på alle måder at hjælpe hende, så godt jeg kunne. Til sidst fik jeg hende ud af prostitutionen og narkoen, men lod hende drikke alkohol, da hun havde så mange smerter”.

Lennart bliver trist og ser bedrøvet ned i kaffen. ”Det har været den hårdeste tid i mit liv,” fortsætter han med sænket stemme, for Lone bliver meget syg i de sidste fem år, som følge af en slem trafikulykke, med efterfølgende betændelse i begge ben.

”Jeg fik med myndigheders accept lov til at fungere som hjemmeplejer for hende”. Lennart kommer derfor til at stå for madlavning, vasker tøj, gør rent og sørger i det hele taget for, at Lone har det så godt som muligt. ”Lone var en meget god ven, og man hjælper jo venner”. Men Lennart kommer til at opleve Lone svinde mere og mere ind for til sidst at bukke under for sygdommen. ”Det var forfærdeligt,” siger han og trykker sig selv i begge tindinger.

Denne kvinde har været ude af øje, men ikke ude af sind for Lennart. I de næste fire måneder efter Lones død får Lennart lov til, med Lones datters accept, at blive boende i lejligheden. Lennart tænker meget på Lone, hvad hun har betydet for ham og han for hende.

Men der går ikke længe, før Lones datter snupper lejligheden tilbage, og Lennart står igen hjemløs på gaden. Denne gang er det ikke fornemmelsen af frihed, der prikker til Lennart. Han har været for meget igennem, og vil gerne falde lidt til ro et fast sted. Rejsen derhen bliver lang, men Lennart bliver hjulpet på alle leder og kanter.

En dag kommer en gammel ven og hanker op i Lennart og tager ham med ind på Rigensgade, i Café den Varme Stue, hvor vennen tit drikker kaffe. Lennart falder i snak med lederen af Café den Varme Stue og bliver hurtigt frivillig arbejdskraft. Han hjælper med at lave mad i varmestuens køkken, og hjælper ellers til hvor han nu engang kan.

Café den Varme Stue hjælper Lennart med at få kontakt til sine forældre igen. Der har aldrig været problemer mellem Lennart og hans familie, og han har altid været hjemme hvert 2. år for at se til dem. Men den dag Lennart fik nok og forsvandt fra Sverige mistede han kontakt til alt og alle, der havde noget med Sverige at gøre.

Lennarts mor bliver derfor meget overrasket, da hendes søn en dag ringer hende op. ”Vi snakkede sammen, som havde vi snakket sammen i går.  Men jeg tror, hun altid har vidst, jeg var et sted derude”. Men som hver anden bekymret forælder, så har Lennarts mor været hos de svenske myndigheder for at spørge til den forsvundne søn.

Hendes besøg er med jævne mellemrum indtil hun en dag får af vide, at Lennart, hendes egen søn, er blevet slettet fra det svenske system. Lennarts mor fortæller Lennart og hans situation og han tager strakt til Sverige for at besøge hans hjemstavns kommune og politistation så han kan bekræfte, at han stadig eksisterer.

DSC_0145

Men lige meget hjælper det, for systemet bliver ved med at påstå, han ikke eksisterer og erklærer derfor Lennart Åkerson som værende død. ”Selv min mor var med som vidne,” griner Lennart og ryster på hovedet, mens han på syngende svensk udbryder ”Det var et helvete”.

Jeg nikker for at indikere, at jeg godt vil kunne forestille mig, hvor forfærdeligt det må være at miste sin eksistens. Men jeg har faktisk ikke nogen idé om det. Selv mister jeggodt nok min pung ca. hver tredje måned og bare det at miste sit kørekort, sygesikring, dankort, billeder og andre personlige ejendele er et helvede. Så hvor rædselsfulgt må det ikke være at være blevet slettet fra registeret og ikke engang kunne skaffe sig et pas, for man er erklæret død. Basta!

Tanken omkring det hele får mig kun til at tænke  ”syret, syret, syret,” så jeg vender tilbage til Lennart og håber på en opklaring af sagen. Næste skridt for Lennart bliver den svenske ambassade i København, hvor tilfældet vil det, at den mand, der skal behandle Lennarts sag, faktisk husker Lennart. Det viser sig nemlig at være den samme mand, der i tidernes morgen, arbejde som generalkonsul på den svenske ambassade i New York, hvor Lennart på et tidspunkt fik fornyet sit pas.

Sagen ryger derfor helt op til justitsministeren i Stockholm og ender efterfølgende i Landsretten. ”Det tog fire måneder at få alle mine svenske papirer og beviset på, at jeg skam stadig eksisterer,” siger kokken, der har haft en tilværelse ud over det sædvanlige. De efterfølgende dage tager Lennart hjem til Danmark igen, for Danmark er nu engang her, han føler sig hjemme. Det er her han føler sig og har altid følt sig tryg og fri på trods af de hårde levevilkår.

DSC_0161

Jeg fik afklaret min undren omkring Lennart Åkerson og genrangerrygtet, men fandt aldrig ud af hvorfor. Jeg er også sikker på, at Lennart Åkerson heller ikke selv er klar over det, og det har højst sandsynligt heller ikke interesseret ham.

For er man en person, som Lennart, kræver det vist, at man ikke stiller for mange spørgsmål til livet. Det kræver mere, at man kan tage de oplevelser, ulykker, glæder og sorger til sig, som de nu engang er, uden at kværulere for meget over det.

Den dag i dag
I dag bor Lennart i en beskyttet bolig på Rigensgade og laver nu mad på varmestuen ”Krypten”, der er tilknyttet Metodistkirkens Sociale Arbejde. På sit lille værelse sidder den nu 55-årig mand på sin stol og fortæller mig, at han har det godt nu, men vil nok ikke blive boende her for altid.

Hvor han ender, ved han ikke, men det bliver ikke længere væk, end at han stadig kan komme hjem og lave mad til sine sygeplejersker. Men han kan nok heller ikke helt undvære dem, for efter interviewet hjælper jeg Lennart Åkerson med at oversætte, hvad hans sygeplejerske har skrevet til ham. Og jeg får opklaret mit mysterium om, hvorfor jeg aldrig helt kom til bunds i det heftige liv på Bermuda. Lennart lider nemlig af træthed, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær og delvis tristhed. Det hele på grund af bivirkninger fra medicinen mod hudkræften.

DSC_0162

På papiret er Lennart Åkerson nu ikke længere død. Han er snarere blevet genfødt, men med en del fysiske som psykiske ar.  Han understreger dog udtrykkeligt for mig inden jeg går ud af døren, at han aldrig nogensinde vil bytte sit liv ud med noget andet.

Hvis denne fortælling om den svenske kok, har dig givet lyst til flere historier, så skal du tjekke: Manden de kalder ‘Tuborg’, Video: Bankokongen og Islantis: sagaen om finanskrisen og den islandske folkesjæl.

    3 kommentarer

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback