DIN, MIN, VORES MÅNE

Af - 22. maj 2009

Månen er på mange måder et temmelig hypet himmellegeme. Der er ingen grænser for, hvad Månen bliver pålagt ansvaret for fra udvikling af sindssyge, over varulve til masse-fødsler. I den vestlige kultur er Månen blevet besunget af alle fra Pjerrot til Frank Sinatra, og så er den selvfølgelig en essentiel kulisse i et utal af science-fiction film.

Foto: Juvertson. Flickr

Foto: Juvertson. Flickr

Mangen en knægt har nok haft våde drengedrømme om et liv som astronaut på rejse mod det uendelige univers, men for langt de fleste af os slipper den konkrete viden om Månen op nogenlunde der, hvor vi er blevet forsikrede om, at den ikke er lavet af ost, og at den ikke er beboet af snarligt invaderende rumvæsener. Men hvordan er det egentlig gået med det lovede giant leap for mankind i de 40 år, der er gået, siden de første mennesker satte foden på månejord i sommeren 1969?

Fra FN’s Månetraktat:
The moon shall be used by all States Parties exclusively for peaceful purposes.

Det er sikkert de færreste der ved, at når du vender blikket mod Månen, kigger du direkte på et gigantisk juridisk vakuum. Der hersker komplet anarki i rummet, og Månen er en potentiel kampplads for videnskabelige, militære og økonomiske konflikter.

FN’s Office for Outer Space Affairs har for længst forsøgt at sætte juridisk skik på Månen med The Moon Treaty. Månetraktaten tager højde for enhver tænkelig skurkagtig udnyttelse af det ydre rum, og fremmaler et idyllisk billede af Månen, som universelt fælleseje, hvor ressourcer, viden og ansvar deles ligeligt mellem samtlige verdens mere og mindre bemidlede nationer, og kun må anvendes til fredelige formål.

Der skal dog ikke megen samfundsmæssig indsigt til for at regne ud, at indførelsen af denne orden i rummet er tæt på utopisk, og hvor smukt det end ville være med Månen som et internationalt uselvisk territorium, så er Månetraktaten kun blevet ratificeret af meget få lande og praktisk talt uden effekt.

States Parties shall offer shelter in their stations, installations, vehicles and other facilities to persons in distress on the moon.

Som brødre vi dele…

Klaus Mosegaard er forsker og lektor i planet- og geofysik ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet. Han mener, at det er ganske logisk, at de lande, der er førende inden for rumforskning, ikke har ratificeret FNs Månetraktat.

”Der er meget stor forskel på nationernes evne og mulighed for at udnytte de ressourcer, der måtte være på Månen, eller at bruge den som en del af en militærstrategi. I den slags spørgsmål er det jo ikke de store overordnede idealer der styrer, men nationale interesser”, forklarer han.

Indenfor rumfart og forskning har USA traditionelt haft en styrkeposition. For dem vil den stærkes ret – det gode gammeldags først-til-mølle princip – være fordelagtig. Derfor har de formentlig ikke været interesserede i at indgå nogle aftaler på området. Så meget for planetær fællesøkonomi.

The exploration and use of the moon shall be the province of all mankind and shall be carried out for the benefit and in the interests of all countries, irrespective of their degree of economic or scientific development

Det er dog ikke usandsynligt, at det er en situation, der vil ændre sig. Kommer der nogle reelt konkurrerende aktører på banen, vil internationale konventioner om brugsret og lignende blive både nødvendige og mere attraktive for de involverede parter.

Foto: Jurvetson. Flickr

Foto: Jurvetson. Flickr

Japan, Kina og Indien står allerede og lurer i kulissen, men ifølge Klaus Mosegaard ligger den mere omfattende udnyttelse af Månens ressourcer stadig mange årtier ude i fremtiden, ganske enkelt fordi det er for dyrt. Det er ikke ligefrem små beløb, der pryder budgettet hos NASA og andre rumfartsprogrammer, og investering i den nødvendige forskning og teknologi er et spørgsmål om prioritering – en prioritering, der formentlig først for alvor vil vende til rumfartens fordel, hvis der opstår en knaphed på essentielle ressourcer på jorden, som kan afhjælpes fra Månen.

Selvom vi skuler til ubekvemme sandheder og stigende vandstand, er det altså ikke i den nærmeste fremtid, at vi pakker sammen og takker af til Moder Jord for at flytte til Månen.

States Parties shall not place in orbit around or other trajectory to or around the moon objects carrying nuclear weapons or any other kinds of weapons of mass destruction or place or use such weapons on or in the moon.

Budgettet til rumfartsprogrammer er ifølge Klaus Mosegaard altid et politisk sensitivt område. Under Apollo missionen blev NASAs budget lagt i skyggen af et storpolitisk kapløb under den kolde krig, både med henblik på militære strategier og stormagtslig gennemslagskraft.

Siden da har NASA dog været nødt til at åbne op for mere offentlig formidling af rumforskningen, samt internationalt samarbejde for at vinde folkets sympati og goodwill til årsregnskabet. Det nyder dansk forskning, og blandt andre Klaus Mosegaard, også godt af, for på den måde får vi lov til at være med på sidelinjen, når de store drenge leger astronauter.

Neither the surface nor the subsurface of the moon, nor any part thereof or natural resources in place, shall become property of any State, international intergovernmental or non- governmental organization, national organization or non-governmental entity or of any natural person.

Foto: p_a_h. Flickr

Foto: p_a_h. Flickr

Et lille stykke land med udsigt til Jorden

Hører man til dem, der synes, at det går lige lovligt trægt med det famøse gigantiske spring for menneskeheden, er det selvfølgelig muligt at tage sit eget lille skridt på vejen mod Månen. Og hvad er mere oplagt end at lægge ud med at anskaffe sig et lille stykke måneland at lande på?

Selvom den utopiske månetraktat foreskriver, at ingen nationer eller privatpersoner kan eje hele eller dele af Månen, har adskillige personer gennem historien påstået at gøre netop det.

En af dem, amerikaneren Dennis M. Hope, har sågar gjort en god forretning ud af det. I 1980 indleverede han sin erklæring om ejerskab af Månen og samtlige andre udenjordiske planeter til FN og den amerikanske og russiske regering, og så oprettede han The Lunar Embassy.

Herfra sælger han byggegrunde på Månen til ganske overkommelige priser, for Hope er en sympatisk fyr, der forsvarer den almindelige mands ret til sin del af Månen. For sølle $22.49 kan du få ejerskab over 1 acre måneland; knap 0,4 hektar. Så får du tilmed et skøde med dit navn i svungen skrift på imiteret pergamentpapir. Lige til at ramme ind og hænge op over sofaen.

Ifølge The Lunar Embassy’s oplysninger har mere end 3 millioner jordboere købt land på Månen, heriblandt intet mindre end 250 berømtheder og 2 tidligere amerikanske præsidenter. Hvilke kändisser og præsidenter, der helt præcist er tale om, er naturligvis fortroligt.

Foto: Opo Terser. Flickr

Foto: Opo Terser. Flickr

På Lunar Embassy’s hjemmeside, henviser Hope selv til FNs månetraktat, og gør udtrykkeligt opmærksom på, at da den ikke er ratificeret, er det ikke noget, købere af månejord skal bekymre sig om.

Han vil dog tilsyneladende ikke stå direkte i vejen for nationens fremtidige rumforskning, og han er derfor storsindet nok til ikke at sælge de områder på Månen, hvor NASA planlægger landinger. Selvom han naturligvis betragter sig som den retmæssige ejer af også de arealer.

Klaus Mosegaard og resten af fagvidenskaben har ikke andet end hovedrysten til overs for Hopes såkaldte ejerskab og salg af Månen og mener ikke, at hverken han eller nogle af køberne kan forhindre andre i at benytte deres ejendom – trespassing får pludselig en udvidet betydning.

The Lunar Embassy understreger også, at de jo ikke kan garantere, at reglerne ikke bliver ændret, så den private ejendomsret ikke gælder på Månen, og i så fald fralægger Hope og hans kumpaner sig alt ansvar. I stedet henviser de til, at Månen er et symbol på håb, romantik og forandring, og det er i virkeligheden dette symbol man køber, når man investerer i ejendom på Månen.

Så er vi vist tilbage ved Pjerrot og Frank Sinatra, og så behøver man måske alligevel ikke betale §22.49 for at eje lidt af Månen.

In carrying out activities under this Agreement, States Parties shall promptly inform the Secretary-General, as well as the public and the international scientific community, of any phenomena they discover in outer space, including the moon, which could endanger human life or health, as well as of any indication of organic life.

Hvis fortællingen om Månen har givet dig lyst til flere historier, så kig forbi de her: Med løg på!, Socialrealistisk lokumspoesi og Video: Fynske havnegrill-anekdokter.

    1 kommentar

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback