Kulturelt terror-angreb i Cirkusbygningen

Af - 17. april 2009

Af Thorbjørn Nyander Poulsen og Anders Danielsen

udsendte2

Udsendte 1

Udsendte 2

Udsendte 2

Vi fandt brevet på måtten, imens dagens første stempelkande med kaffe stod til træk en lovende forårsdag i maj, sidste år. Midt i den sædvanlige bunke af rudekuverter, lokalaviser og ellers frabedte reklamer. Nydeligt adresseret med elegant skråskrift til en modtager, der aldrig har befolket vores dele-toer. Vi søger på nettet efter ham, men han eksisterer ikke. Der er ingen adresse, intet telefonnummer, ingenting.

Brevet går nærmest op af sig selv mellem fingrene – »Som tak for deres deltagelse ved vores rejsegilde«. En tak i form af to fribilletter til Wallmans Salonernes cabaret-dinnershow i Cirkusbygningen i København. Vedlagt var en flyer om sæsonens program. I rådvildhed blev gavekortet, med en stor magnet, ophængt på det lille køleskab, mens den anden stempelkande blev sat til træk.

Adskillige måneder senere stod syvårsdagen for angrebet på World Trade Center for døren. Dagen hvorpå vi alle tvinges til at skulle trættes med minderne om begivenheden, der for en stund fik Bruce Willis til at miste lysten til at lave flere actionfilm. En begivenhed som komponisten Karlheinz Stockhausen kaldte for »the greatest work of art ever« (Angrebet på WTC; ikke Bruce Willis’ manglende actionlibido). På denne dag havde vi brug for at rette blikket imod noget friskere, tryggere og mere opkvikkende end fjernsynets følelses-soma. Noget farverigt, glædeligt og ukendt. Det var i dette øjeblik vi kom i tanke om gavekortet på køleskabet.

Ankomst
Cirkusbygningens foyer er fyldt med lettere nervøst trippende mennesker, der venter på at blive lukket ind i den store sal.
De klumper sammen i grupper langs væggene og visker indbyrdes. Det lyder som en uhyggelig summen, som en flok insekter der kommer farende imod én.

Vi kigger forventningsfuldt på hinanden, da Wallmans-personalet åbner dørene ind til det store rum. Det første der rammer én, er lyden af jazz fra et tremands orkester, der er placeret på en stor scene lige midt i cirkusbygningens runde sal. Pianisten har i dagens anledning valgt en hidtil ukendt spilleuniform: sort blazerjakke og sorte hvidstribede joggingbukser fra Adidas. Alle placeres ved borde rundt i lokalet. Bordene er sat som i et amfiteater. De store selskaber bliver sat foran scenen ved de runde borde, mens alle os der er kommet i par bliver placeret øverst oppe på kærlighedsrækkerne.

Så er der show
En time efter at vi satte vores ben på den røde løber til Cirkusbygningen, er den Adidas-klædte jazzpastiche fejet af scenen, som nu forekommer meget stor og gabende. Indtil fire sangere med et springer ind fra højre, alle med et smil som havde de været under kniven hos Jokeren fra Gotham City. De bryder hysterisk ud i aftenens første sang. »Nu går det løs«, hvisker min ledsager. Ganske rigtig. Et kæmpe lysende W, udført i noget der simulerer stål og nitter, rulles ud på scenen.

Mens det to mand høje bogstav blinker kraftigt, stimler et ensemble på 20 mand sammen på scenen. Alle klædt i skinnende cirkustøj i sølv, guld og rød fra top til tå.

»We got passion for you«, synger de igen og igen. Jeg kigger bittersødt ned på vores allerede anrettede smagsprøve bestående af brød med tilbehør. En krydret mayonnaise og en grøn guacamole lignende klat, som smager af noget andet, men ikke desto mindre ryger ned i store mængder. I mørket skimter jeg svagt min ledsagers ansigt. Stivnet i et arkaisk smil, vendt mod scenen. Han ligner en marmorstøtte; nydelig men død.

Koncentrationen brydes, da aftenens første af en lang række medley’er går i gang. Close to you afløses af Raindrops keep falling on my head, som afløses af New York, New York, som afløses af… »Hmm, gad vide om det faktisk er guacamole?«. Vi er allerede endt i en længere diskussion om, hvad den grønne klat egentlig er. Er det smagen af begær? Efter længere tids undren og en halv brødkurv senere indser min ledsager det: »Ah, det er persillesmør, selvfølgelig.«

Ensemblet er imidlertid ubemærket forsvundet, og lyden af dem er erstattet af blid muzak fra de massive højtalere i hver side af scenen. Næste smagsprøve bæres ind: Grillet kylling, kyllingesylte med brødskorper, samt små såkaldte Walmannspølser (medister-style). Hertil en sauce caramel.
Dette skift mellem show og mad skal vise sig at forsætte hele aftenen ud, indtil der ikke er flere retter (smagsprøver).

Den forkrampede folkelighed sætter sine spor
Showet begynder at sætte fysiske spor. I længden gør det ondt at følge, hvordan det ene kendte nummer efter det andet fortolkes i stramme to minutters musicalskabeloner.

Maden vender sig en ekstra gang, da David Bowies gamle hit Let’s dance bliver fremført i en feel good swing, som en del af en stor dansemedley. I et hæsblæsende tempo bliver 7-8 forskellige danse fremført på ti minutter. Vi får stepdans af en langhåret svensk Michael Bolton look-a-like i stramme sorte læderbukser, der synger en bigband udgave af I wanna dance with somebody. Dancing Queen med Moonjam-sax og standardans. Vi når også rundt om latin og hiphop. Det føles som en blanding af et postmoderne eksperiment på teatervidenskab og en voldtægt af DR’s gamle 90’er program Dans på Tværs.

Alle sangerne løber ud hvert hjørne af Cirkusbygningens rum og synger de sidste linjer af Dancing Queen i fællesskab. Det er vist medley’ets klimaks. Det er ikke til undslippe de ekstreme smilende menneskers ansigt, lige meget hvor hen man kigger i salen. Nummeret slutter, roen sænker sig igen. Tjenerne begynder at komme rundt med endnu en ret, og vi falder tungt tilbage i vores stole.

De er i gang med at gøre som Muhammed Ali imod George Forman i Rumble in the jungle: Slide os langsomt op, mens vi kæmper med alle kræfter for at modstå dette snigende kulturelle terrorangreb. Men vil vores kræfter slippe op, som det skete for Forman? Måske får vi en performance direkte til kæben og må overgive os. Time out. Kalder tjeneren hen. En øl mere, stor.

Absurditeten tager til med den magtsyge lumre klovn
En keglejonglerende klovn har indtaget scenen. Han løber energisk ned af scenen og hen til et af de første borde og hiver fat i en lettere overvægtigt kvinde, der er iført i en flagrende leopardprikket skjorte. Hun er et sted mellem 45 og 55 år. Under høje klapsalver fra salen går hun modvilligt med til at hjælpe med hans jonglernummer.

»Jenny,« siger hun nervøst i mikrofonen, som klovnene presser helt tæt på hendes mund, og salen klapper igen. Klovne er kendt som garant for et godt grin. Den frække klovn, den triste klovn, den klodsede klovn. Vi er imidlertid vidner til en ny klovneskikkelse: den magtsyge lumre klovn. »Vil du holde den i den tykke eller den tynde ende?« spørger den unge klovn og holder en jonglørkegle frem, under akkompagnement af hele salens latteranfald.

Keglen ender mellem Jennys ben, og klovnen beordrer hende til at balancere med en kage på en lang stang. Rundt om den stivnende kvindeskikkelse farer klovnen nu rundt på rulleskøjter og agerer umotorisk alkoholberuset. Jeg får et flashback til halvfemsernes filmatisering af Stephen King’s It (Det onde), hvor den blodtørstige klovn, Pennywise, hjemsøger og torturer unge piger og drenge. Gad vide om galningen på scenen snart skifter form til en stor altødelæggende edderkop, på samme måde som i filmen?

Tanken om alt dette, indholdet fra min barndoms værste mareridt, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Kun med nød og næppe lykkes det mig at indfange dette rædselsslagne øjeblik med mit digitalkamera.

Hvad venter mon nu? Hvor er dette på vej hen? Der er ikke mere øl i vores glas – ej heller flere smagsprøverester på tallerkenen. Hvordan skal vi dog kunne modstå flere indslag? Vi beslutter os for tage en time out. Koldt vand i ansigtet på toilettet. Nu må det sidste slag slås – det kan ikke blive værre.

Tilbage i salen dæmpes lyset og alt bliver stille. Med et forvandles Cirkusbygningen til en biograf. De næste 5 minutter står på et reklamefremstød for vores kære hovedstad. På lærredet genkender vi sangerne og danserne, som nu løber rundt på Strøget iklædt sorte, røde og hvide farver. Som i et anden Morten Korch syngespil gjalder de i kor: »Wonderful, wonderful Kåbenhargen«.

Der er nu ingen tvivl om, at alle ansatte i denne førerbunker stammer fra ærkefjenden Sverige. I filmen går turen fra Strøget henover Rådhuspladsen, hvor statuen af H. C. Andersen bliver erobret – videre til Tivoli, hvor de storsmilende kulturterrorister besætter alle bådene i søen.

Er dette mon hævnen for Det Stockholmske Blodbad eller gøngernes terror imod det svenske rige under ledelse af Søren Pilmark? I al fald optrappes de mareridtagtige uroligheder, da karaktererne fra filmen pludselig springer frem på scenen. Alle stadig iklædt sorte, røde og hvide fascistoide uniformer.

På en gebrokken blanding af skånsk og dansk fremfører en af disse kulturterrorister med arisk udseende Nanna’s udødelige 80er-hit, Buster: »Åh buste, kigge på stjarnene,« lyder det. Imens tæer og panderynker udfører maksimale og smertelige muskelkontraktioner, vokser en urolig bekymring frem i en lille rest af uspoleret sind: Gad vide om kyllingestykkerne, der umiddelbart var velsmagende, i virkeligheden var marineret i zombiegift og stegt på en svastika-formet havegrill? Forgivet føler vi os i hvert fald – både åndeligt, kropsligt og kulturelt.
Forfærdede over walmanns-soldaternes lemfældige omgang med vores stolte folkelige fundament, halvløber vi ud af Cirkusbygningen og søger tilflugt hos pølsemanden på Axel Torv, hvor et par solide ristede med det hele bringer os på ret køl.

Her er en potpurri af levende billeder fra vores digitalkamera, samt Wallmans egen musikvideo »Wonderful wonderful Kåbenhargen«

Levende billeder fra aftenen

»Wonderful wonderful Kåbenhargen«

    1 kommentar

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback