Miraklet i Nordvest

Af - 7. september 2009

Jeg tænker så det brager, mens lyden af tohundrede menneskers andægtige mumlen og forventningsfulde hvisken sejler frem og tilbage under loftet i den imponerende pinsekirkesal. De fleste omkring mig ser sunde ud, men flere støtter sig til krykker, nogle sidder i kørestol, og mange har et forpint og opgivende udtryk i ansigtet. Og min medbragte diktafon virker pludselig sært anmassende.

Jeg er taget til mirakelmøde i Nordvest, forventningsfuld og åbensindet, for at dokumentere, hvordan håndspålæggelse tager sig ud i Danmark anno 2009. Mødet er endnu ikke gået igang, men en andægtig og meget privat stemning har allerede indtaget rummet, og det vil virke upassende, at jeg sidder og vifter med min diktafon, mens folk bryder ud i lovprisninger, tænker jeg.

En hurtig beslutning. Jeg går ud på toilettet og skjuler optageren i en aldrende hummelsok.

En gravhund blev frelst i Nykøbing
Da jeg kommer tilbage fra toilettet, tænder lyset på scenen og et ungdomsorkester indleder en sober omgang popmusik tilsat gammelkendte lovprisninger. Og efter en halv time, er der stadig ingen dånende kvindfolk eller kvaksalvere. Endnu.

Prædikanten Hans Berntsen går på scenen efter fællessangen. Den tætte mands nordjyske isse glimter i det gule scenelys og hvad der indtil nu har været et stenansigt, ændrer sig ganske langsomt til et kæmpe smil ledsaget af et par smalle øjne, der misser i det skarpe lys. ”Velkommen alle sammen!”, udbryder den pludseligt muntre Berntsen og går fluks i gang med at forsikre publikum om, at de blot ville blive de seneste helbredte i en meget lang række af mødedeltagere.

”En gammel gravhund var syg i Nykøbing Falster. De ville have mig til at bede for den. Den blev helbredt og hele familien troede på Jesus, da de gik derfra.” Folk klukker og Hans går længere frem på scenen.

”I Rødekro var der fem med diskusprolapser. Fuldstændig helbredt. De kunne simpelhen bøje sig og bevæge sig. For Gud er alle ting mulige.” Han smiler bredt til en dreng på første række.
Stemningen i salen er nu blevet munter og forventningens glæde mærkes blandt publikum, der består af både unge og gamle. Hans Berntsen er gavmild med eksemplerne og efterhånden sidder hele salen med vidt åbne øjne. Nogle rækker hænderne over hovedet, mens de svajer let på stolen.

“Gud ved bedre, end hvad der står i din journal”
Jeg får en underlig fornemmelse i maven. Berntsen har mundtøjet med sig og de utrolige fortællinger og den svulstige retorik får hele sceancen til at antage karakter af forførelse. Jeg spekulerer over, hvad i alverden, der har drevet mig herhen blandt mirakelmænd og Guds børn. Jeg har ikke et fyldestgørende svar. Andet end nysgerrighed. Det irrationelle i mennesker har altid fascineret mig. Hvorfor går pæne borgere i et ellers gennemrationaliseret samfund ind i en bygning i det københavnske nordvestkvarter for at opnå helbredelse gennem nordjyske hænder?

Det må være søde, måske lidt naive mennesker, der kaster sig ud i noget sådant, tænker jeg.

Prædikanten på scenen øser ufortrødent ud af sit bagkatalog af hændelser indtil han, efter syv-otte fantastiske historier åbenbart vurderer, at han har iklædt sig selv et tilstrækkelig lag af mirakuløs etos.

Han holder inde, og jeg trækker vejret dybt og forsøger oprigtigt at være åben overfor det, der skal til at ske. Men da prædikant Berntsen forkynder sin afsluttende bemærkning, føler jeg i stedet en stærk lyst til at slynge min undercover hummelsok efter ham.

”Når du nu kommer frem til helbredelse, behøver vi jo ikke at få en vældig lang beskrivelse af din sygdom, lige fra hvad der skete efter krigen og hele udviklingen indtil nu. Ham vi beder til han ved bedre, end det der står i din journal – hvad du har brug for. Så helt helt enkelt sig bare: ”Jeg har en depression, jeg har en knude i brystet, jeg har ondt i ryggen”, eller hvad du nu har. Bare meget enkelt. Vi beder om at Gud sender sin helbredende kraft.”

Ikke en formaning om, at bøn er et supplement til den lægelige behandling som flertallet af de deltagende tydeligvis har brug for, men en besked om at Gud ved bedre.

Jeg er lamslået. Og vred.

Håndspålæggelsen
Berntsen lægger nu ansigtet i mere alvorlige folder og udpeger via tegn fra Gud de mest syge inden selve helbredelsen. Han noterer Herrens beskeder på en lap papir og peger på de trængende.

”Hvem har trykken for brystet? Ja der, okay. Hjerterytmen. Der ja. En knude i halsen. Der ja. Så er der en, der har problemer med tyktarmen. Jep. Så er der en, der har problemer med menisken i det venstre knæ, okay. Så er der en, der har dårlig lever. Yes, okay. Hvorfor det lige er det Gud har vist mig, det ved jeg ikke. Men der er noget til jer alle sammen.”

Havde han spurgt om der var nogen, der havde hvide knoer af raseri, havde jeg måske troet på den nordjyske mirakelmager. Men knap har jeg talt til ti, førend Berntsen hopper ned fra scenen og sætter sig på den ene af to stole, der bliver sat foran ham.

Prostatakræft: “Den klarer Gud!”
Tilhørerne rejser sig og danner en lang kø, der slanger sig hen mod udgangen. Den første i køen, en midaldrende og skrøbeligt udseende mand, sætter sig på stolen overfor Berntsen.

”Jeg har aggressiv prostatakræft”, siger han kort og ser prædikanten alvorligt i øjnene. Berntsen smiler og svarer ”Den klarer Gud”. Herefter holder han let rystende hænderne over mandens underliv og beder Gud om helbredelse. Manden lukker øjnene i dyb koncentration og efter få sekunders tavshed trækker Berntsen hænderne til sig, griber den lidendes hånd og ønsker ham held og lykke.

Manden bytter plads med den næste i køen. En genert midaldrende kvinde, der meget stille, næsten lydløst hvisker til prædikanten, at hendes ben ikke er lige lange, og at hun derfor har gået ryggen skæv. ”Hjælp mig Hans”, hvisker hun med en stille hulken.

”Jesus kan hjælpe dig!” udbryder Berntsen, mens han gnidder hænderne hurtigt mod hinanden. Kvindens hulken bliver høj og indtrængende, mens Berntsen hiver hendes ben op på sit skød. ”Lad Jesu magt omslutte dig, lad troen helbrede” siger han og trækker let i kvindens ene ben. Først blidt og derefter mere bestemt. Kvinden lukker øjnene og det ene ben trækkes tilstrækkeligt ud, så kvindens to fødder for en stund er ud for hinanden. Berntsen smiler og ser på publikum, der  svarer igen med et stille gys, som langsomt breder sig bagud i rækkerne. Enkelte mumler ”Gud er stor”.

100 bliver helbredt

Manden og kvinden er de første af mere end hundrede mennesker, der denne lørdag skal opleve Guds helbredende kraft gennem håndspålæggelse og små bønner. Altid efterfulgt af et fast håndtryk og en lille joke. En gangsvag ældre dame får efter ritualet til stor moro præciseret, at ”der altså ikke er tre måneders returret her!”
Sådan går det slag i slag. Ulige ben, mavesår og livsstilssygdomme må alle vige for hellige ord. ”Benene brænder, og balancen har det ikke så godt. Jesus tag følelsen af at benene brænder væk. Jeg beder dig i dit navn. Tag smerten væk. Du har skabt ham, du kender ham. Tag smerten væk i Jesu kristi navn. Amen. Sådan!”

Som jeg står bagest i salen og betragter den andægtige, men alligevel begejstrede flok, kommer jeg i vildrede. Jeg må undertrykke en stigende frustration over ikke at kunne tage del i flokkens begejstring, men i stedet at have været vidne til mange yderst sårbare menneskers forsøg på at opnå hurtig helbredelse – og sætte lægerne i baggrunden. ”Ham vi beder til, han ved bedre, end det der står i din journal – hvad du har brug for.”

Men  folk er ikke troppet op under tvang eller manipulation, tænker jeg. De har valgt at være irrationelle, eller troende – alt efter perspektivet. Men det, der begyndte som en stille fascination i mig, har alligevel ændret karakter på blot halvanden time. Jeg forlader salen, før den sidste helbredte har istemt sit ”tak og Amen!” og har krammet nordjyske healende Hans.

Mirakelprædikanten, der trods de følgende ugers gentagne henvendelser ikke ønskede at forklare mig, hvorfor Gud valgte at gøre sin vilje gældende gennem den tidligere Volvo-direktør fra Aalborg.

Jeg står nu igen på Drejervej i Nordvest, hvor virkeligheden suser velkendt forbi. Jeg er fascineret og underligt tom.

Hvis historien har givet dig smag på mere, så tag med på Jernbanecaféen, til Vestjylland eller i Cirkusbygningen.

    2 kommentarer

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback