Svedigt!

Af - 2. juli 2009
Foto: Jesper Knudsen

Foto: Jesper Knudsen

Ord og billeder af Jesper Knudsen
Camilla Broslev Christensen er 25 år og svedkyndig medicinstuderende med en baggrund som idrætsstuderende. Hun kender sit sved!

Camilla, her er 62 grader herinde, hvor lang tid går der før vi sveder?

Det ved jeg ikke, det er forskelligt fra person til person.

Folkene udenfor siger, at det har været ekstremt populært med den her sauna. Hvordan kan det være, tror du?

Sauna er sundt, fordi vi skiller os af med affaldstoffer igennem porerne, når vi sveder. Folk er altid meget glade for renselseskure, og så er det jo en meget nemmere måde at komme til at svede på, end at løbe en tur for eksempel.

Hvorfor smager sved af salt?

Vi har en masse transportere i huden, som sørger for at vi mister en masse saltioner, når vi sveder. Hvis vi kun mistede væske ville vores blod blive meget mere koncentreret og tyktflydende. Tykt blod kan for eksempel give blodpropper og hjertekarsygdomme.

Hvorfor lugter sved?

Faktisk er det ikke sved, men vores hudbakterier der lugter. Bakterier vokser hurtigt, hvor der er varmt og fugtigt og indelukket. Så svedige steder på kroppen er bare et godt miljø for bakterier. Det er også derfor at frisk sved ikke lugter lige så kraftigt, som gammel sved efter en lang dag med havearbejde for eksempel.

Camilla. Jeg sveder virkelig meget nu, og du sveder næsten ikke. Hvordan kan det være?

Ja, du sveder faktsik utroligt meget. Mennesker har forskellige tærskler for, hvornår de sveder, og min svedtærskel er ret høj overfor tør varme, som der er i den her sauna.

…!

Men det er noget man kan vende sig til. Hvis du for eksempel flytter til at varmt land, vil kroppen svede meget i den første periode, for at komme af med varmen. Men efterhånden vil den blive bedre til for eksempel at komme af med varmen igennem åndedrættet, som er kroppens anden måde at slipppe af med varmen på, ud over nedkøling af huden. (Som sved jo er, red.)

Hvorfor svier sved, når man får det i øjnene?

Det er fordi det indeholde natrium- og kloridioner, som er det samme som bordsalt.

Er det rigtigt, at der er urin-stoffer i sved?

ja. Vi udskiller små mængder urinstoffer igennem huden. Vi har noget e der hedder puriner og pyrimidiner i kroppen, som bliver nedbrudt til urinatkrystaller, som er et urinstof.

Ad. Har det så nogen indvirken på, at sved lugter?

Nej.

Hvad kan man udlede om en person, som lugter meget af sved?

Sveligt fortæller at en person ikke har vasket sig meget længe. Der ligger gerne mange bakterier i hudfolder, så det er derfor at overvægtige mennesker ofte lugter mere af sved.

Hvorfor står de der svenskere og pisker hinanden med grene. Og råber?

Det er fordi, at det er giver en høj blodcirkulation, så man udskiller affaldsstoffer fra steder, hvor der normalt er en lav blodcirkulation.

Ok, nu er her 64 grader, og jeg har pænt svært ved at trække vejret.

Det er nok på grund af den høje luftfugtighed. (En af de højtrående svenskere har pjasket vand på ovnen de sidste fem minutter, mens de andre råber øøøhj!, red.) Kroppen kan heller ikke komme af med varmen, når luftfugtigheden er høj, for væsken kan ikke optages i luften. så pipler den bare ned ad kroppen istedet.

Mmf. Hvor meget tror du vi har svedt?

Tja, jeg tror du har svedt en kvart til en halv liter.

Er det meget?

Ja det er ret højt. Det er også derfor at det er så vigtigt, at man drikker en masse vand, når man går  sauna, for ikke at dehydrere. Skal vi gå ud og tage et koldt bad?

Ja.

Læs om sved og om svedlidelsen hyperhidrosis på www.sved.dk og læs om folkene bag roskildes sauna på saunaeksperimentet.dk.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback