Med skæbnen som skygge

Af - 27. juli 2009

carsten_brandt

Det var tilfældigheder, en gåtur i Paris og skæbnens poesi, der fik Carsten Brandt til for 36 år siden at åbne sit eget teater og biograf. I en kælder i Rådhusstrædet. Lige siden har han kæmpet for Posthus Teatrets overlevelse, som flere gange har været truet, men på mirakuløs vis hver gang er blevet reddet i 11. time, når alt håb var ude. Selv er han ikke i tvivl: Skæbnen har reddet hans elskede teater. Mærkværdige hændelser og et ubegribeligt møde har mere end overbevist ham. Der må være en højere mening med det, der sker i livet.

De var i slutningen af tyverne, de var nyforelskede, de var lige blevet skuespillere som det første hold fra Statens Teaterskole. Og så var de i Paris. Men her hørte idyllen også op. I hvert fald for en stund. For faktisk var de rygende uenige. Og midt i en heftig diskussion.

Men nu stod de dér. Foran det lille og skæve tilgroede hus i en af byens små baggårde. Op ad facaden snoede sig den ene blomsterranke efter den anden og næsten skjulte det lille skilt, der afslørede, at huset bag de stærkt farvede forårsblomster ikke bare var et hus. Men et lille teater. Kaleidoskop stod der på skiltet over døren.

Det var her, Carsten Brandts kæreste Tine Blichmann foreslog, at de skulle gå inden for og se aftenens forestilling. Og det var her, at Carsten Brandt blev stædig dengang. Han ville ikke ind. Og slet ikke se teater.

”Jeg hader teater”, husker Carsten Brandt, at han sagde.

Men Tine fik overtalt ham. Sådan blev det. De gik ind, og døren til det lille parisiske teater blev døren til et helt nyt liv.

Carsten Brandt står og taler i telefon bag den lille billetluge, da jeg træder ned ad kældertrappen og ind gennem den gamle trædør med de små sprossede ruder.

Så ringer han af - et udtryk der pludselig falder lige så naturligt som den ro, der møder mig i kælderen med lav udsigt til fortovet langs Rådhusstræde i indre by.

Det er som at træde ned i en anden tid. Med sin helt egen behageligt langsomme tidszone, når man bevæger sig ned ad trappen og over dørtærsklen til det gamle teater.

Det er som om, tiden har stået stille de sidste 40 år i Posthus Teatret. I hvert fald ligner initiøret noget fra Matador.
Det er som om, tiden har stået stille de sidste 40 år i Posthus Teatret. Interiøret kunne snildt forveksles med noget fra et afsnit af Matador. Foto: Nicolas Stigstrup

I det åbne biograflokale til venstre strækker røde rækker af stolerygge sig ned mod den lille scene, der ligger badet i et dunkelt mørke. Selv ved højlys dag på en solrig eftermiddag i maj. Til højre for scenen løber en lang bar i lyst træ, som byder på alt fra Gajoler og appelsinjuice på flaske til rødvin og cognac i små fine krystalglas, som publikum kan tage med sig ind i mørket. På toppen af de fine glasskabe står en række tørrede buketter i dæmpede farver, og til højre for baren læner en rød og let falmet sofa sig op af væggen til den lille café i rummet ved siden af.

Loftet foran baren er tæt dekoreret af et mønster af sorte autografer. Spor fra flere af de instruktører og filmfolk, der har bevæget sig ned i den let dunkle kælder gennem årene.

Carsten Brandt går tilbage til billetlugen og finder et gammelt fotografi frem.

”Det var her, det hele begyndte”, siger han, da han rækker det frem mod mig og peger på den lille facade med blomsterne på det falmede fotografi.

Og så er vi tilbage i Paris. For Carsten Brandt forstår at fortælle og fange sit publikum. Det har han bevist adskillige gange gennem tiden. Som skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter. Og som fader til Posthus Teatret selvfølgelig. Da vi sidder godt tilbagelænet i hver vores røde lænestol i den lille café, gør han det igen.

Carsten Brandt og Tine Blichmann stoppede diskussionen, tog hinanden i hånden og trådte over dørtærsklen til det lille parisiske teater dengang for nu 36 år siden. Og da tæppet gik ned, og publikums bifald regnede ned over skuespillerne, havde Carsten helt glemt sin modvilje mod teatret. Han hadede ikke ubetinget teater længere. Det kunne faktisk være ret godt. Og måske skulle han og Tine slet ikke bare gå og vente på at gå til auditions og konkurrere med alle de andre skuespillere om de eftertragtede roller. Måske skulle de starte deres eget og sørge for, at københavnerne kunne få lov til at opleve forestillinger som den, de to lige havde oplevet her i den parisiske forårsaften.

Én ting var sikkert, Carsten Brandt ville have forestillingen ‘Jordbærmuskler’ med tilbage til København.

Før de så sig om, havde de lejet sig ind i lokalerne under posthuset på hjørnet af Rådhusstræde og Brolæggerstræde. Økonomien var stram, og der var ikke mange penge at lave teater for. Så både Tine og han selv spillede med, mens Carsten tilmed instruerede. Også i København blev forestillingen ‘Jordbærmuskler’ en succes. 120 forestillinger blev det til. Og den lille teatertrup turnerede rundt i hele norden.

Men økonomien blev dårligere og dårligere. Og der var ikke noget at gøre. Efter bare tre år besluttede Carsten og Tine, at de ville lave den sidste forestilling: ‘Senge for natten. Kaffe i kop’ skrevet af den samme forfatter som ‘Jordbærmuskler’. Også selv om der ikke var råd til mere end én eneste forestilling.

”Det vidste vi allerede, før vi gik i gang. Sådan var det bare”, siger Carsten Brandt og dvæler et øjeblik med blikket rettet mod vinduet mod gaden og fortovet uden for. Hans øjne flakker let, som drager de for et kort øjeblik tilbage til dengang.

Dagen efter den første og sidste visning af ‘Senge for natten. Kaffe i kop’, cyklede Carsten Brandt til prøve hos teaterdirektør Morten Grundwald, som han var nødt til at arbejde for som instruktør sideløbende med sit arbejde i Posthus Teatret. For at kontoen ikke sank i et alt for dybt minus.

Foran en kiosk på Nørre Allé fangede hans blik ganske kort en af avisernes spisesedler: Årets teaterforestilling stod der.

”Jeg tænkte: Satans! Hvem er det, der har haft præmiere samme dag som os i Posthus Teatret? Nu er der ikke en skid at gøre”, husker han.

Men da han havde sat cyklen og dumpede ind på Morten Grunwalds kontor i den lille sidegade til Strøget, hvor Grunwalds teater dengang lå, sagde Morten Grunwald bare: Tillykke!.

”Jeg sagde med hvad? Og han svarede: Jamen har du da ikke set spisesedlerne?”.

”Om eftermiddagen efter prøverne gik jeg ned og ringede til kulturminister Niels Mathiassen og spurgte: Har du læst avisernes anmeldelser? Jeg har lavet denne her forestilling, og hvis vi skal fortsætte med at lave teater, så skal vi have nogle penge”, siger han og bliver så ivrig, at armen lander hårdt på bordet, mens ordene pludselig kommer med en bestemthed, så man forstår, at det må have været svært for Niels Mathiassen at gøre andet, end det han gjorde – ryste op med 350.000 kroners statsstøtte til det lille teater. Posthusteatret havde alligevel ikke lagt scene til sin sidste forestilling. Forestillingen fortsatte i endnu to år.

Men det blev langt fra den sidste gang, Carsten Brandt måtte sige: OK det var det.

For ti år siden var han sikker. Helt sikker på at nu var enden nået. Nu var det det. Det var en tidlig aftentime, og han havde lige stillet cyklen på Rådhusstræde for at åbne teatret for aftenens forestillinger. Men da han trådte ned ad det sidste trin og ind i teatret, trådte han ned i en halv meter højt vand. Nogle vandrør var sprunget ude i gaden, og teatret sejlede. I bogstaveligste forstand. Det blev en meget hård kamp. I halvandet år var biografen nødt til at holde lukket for forestillinger på grund af de spor, vandet havde sat. Men bedst som Carsten og Tine var ved at dreje nøglen til kælderlokalet for sidste gang, dumpede en tiltrængt overraskelse ind af brevsprækken hjemme i lejligheden. De var blevet tildelt erstatning.

”Den vandskade blev vores redning. Når alt kommer til alt, havde vi ikke klaret den økonomisk, hvis ikke teatret havde stået i vand til livet, som det gjorde”, siger han.

Posthus Teatret hedder, som det gør, da bygningen tidligere husede et posthus.
Posthus Teatret hedder, som det gør, fordi bygningen tidligere husede et posthus. Foto: Nicolas Stigstrup

Hjemmecirkus og væddeløb Carsten voksede op i et lille rækkehus i Horsevænget i Islev. Hans mor var apotekstekniker på Apotek Rosen på Tuborgvej. Ham han ind til for to år siden opfattede som sin far ingeniør i cementkoncernen FLSmidth.

I rækkehuset i Horsevænget lærte Carsten Brandt tidligt at klare det hele selv. Hans forældre blev skilt, allerede da han gik i børnehave. Det var lige efter krigen, og hans mor var nødt til at bruge rigtigt mange timer på apoteket, for at pengene slog til.

Ikke sjældent skete det, at Carsten nægtede at tage i børnehave, når hans mor tog på arbejde klokken 8. Fordi det sagde ham langt mere at spille teater hjemme i kælderen. I weekenderne hentede han en flok børn i naborækkehusene hjem for at stable større forestillinger på benene, og så stod den på teater eller cirkus i det lille hjem.

Fascinationen af skuespil opstod for alvor i Hjørring Biograf. Carsten boede hos sin mormor og morfar i den nordjyske by i et par år, fra han var ti. Som en slags aflastning. Det var alt for hårdt for Carstens mor at få både børnepasning og de mange timer på apoteket til at hænge sammen. Han husker den stadig, tydeligt, oplevelsen der fik ham til allerede som ti-årig at beslutte sig for at uddanne sig til skuespiller.

Han var taget alene i biografen. Filmen handlede om væddeløb og havde Poul Richard i hovedrollen. Poul Richard stillede op til væddeløb med hesten Ibrahim. Som havde gode odds for at vinde løbet, hvis ikke det havde været for det sløvemiddel, filmens skurke havde hældt i hestens vand.

”Jeg kan bare huske, at han sagde: Kom nu, kom nu, kom nu Ibrahim, før han begyndte at synge. Og så vandt han. Jeg har vel tænkt: Det er skide fint, hvis man kan vinde her i livet ved at synge. Så er det vel det, man skal. Da jeg forlod biografen, sagde jeg til mig selv: Jeg vil være skuespiller”.

Den lille billetluge, hvor der købes billet. Foto: Nicolas Stigstrup
Den lille billetluge, hvor der købes billet. Foto: Nicolas Stigstrup

UG i skolekomedie I skolen var Carsten mest bare ham, der ikke kunne fordrage den. Og derfor blev udsat for ekstra af de byger af tæsk, der med jævne mellemrum regnede ned over de elever, der ikke rettede ind.

Som han siger:

”Jeg var totalt håbløs. Jeg gad ingenting og var ved at blive smidt ud ti gange”.

Ét godt minde har Carsten Brandt dog med sig fra Islev Skole: Skolekomedien.

Da det blev Carstens klasses tur til at levere årets forestilling, livede han pludselig op. Han lavede kulisser, kæmpeplakater med reklamer for forestillingen, skaffede sodavand fra Carlsberg og spillede selv med i stykket.

”Lærere og rektor var jo fuldstændigt målløse over, at jeg, der var et totalt fjols til alt andet i skolen, pludselig fik UG i skolekomedie”, siger han og kommer i tanke om den bemærkning, der blev noteret ved siden af den flotte karakter i hans ellers temmelig beskedne karakterbog: Man kunne ikke forstå, hvorfor Carsten ikke kunne lægge den samme energi i skolens andre fag.

Carsten Brandt er et ambitiøst menneske anbragt med sit teater i en helt forkert by i en helt forkert tid. Allerhelst vil han vise københavnerne al den skønhed, der er i de små og helt smalle film og teaterværker, der gør film og teater til langt mere end forestillinger, men små kunstværker, der giver tilskuerne meget mere end en god oplevelse.

”Publikum skal ikke bare gå i Posthus Teatret for at se en meget morsom film. Det kan de gøre så mange andre steder. Næh de skal sige: Jeg har fået en oplevelse, som jeg har meget vanskeligt ved at glemme, når de går herfra. De skal have fået noget med, der går lige ind i sjælen. Både af filmen og af stedet her”, siger han på en måde, så det virker indlysende, at han selvfølgelig har viet størstedelen af sit liv til at knokle for, at publikum kan bevæge sig ned i en slags tidslomme i centrum af København og gå derfra med følelsen af at være blevet lidt mere lykkelige.

Det må ikke være anderledes. Men det er svært. Mere end svært når man lever i en tid, hvor der ikke er mange, der kaster sig ud i at lave de små og smalle film, må han erkende. Der er simpelthen ikke nok, der vil betale for at få dem lavet, og for at de bliver vist, lyder Carsten Brandts forklaring.

Det er hans livslange svaghed. Og det er hans største styrke: Evnen til altid at vælge den sværeste udfordring.

Om det så var pengene, der ganske enkelt kun rakte til én enkelt forestilling, en vandskade der lukkede teatret i halvandet år eller dengang i 1980, hvor kulturminister Niels Mathiasen døde, og Posthus Teatret mistede den statsstøtte, han havde været med til at skaffe teatret. Eller den natklub der i de sidste to år har holdt til i lejligheden ovenpå og gjort det vanskeligt for teatret at vise film, fordi en kakofoni af musik, druk, stemmer og tunge fødder trænger ned gennem loftet og bryder ind i teatrets stille intimitet. Ingen af delene har nogensinde så meget som været i nærheden af at kunne stoppe ham i det, han tror på og kæmper for.

”Jeg er efterhånden blevet ret hårdhudet. Jeg er jo ligesom en prop, der kan dykke ned, men altid ryger op igen. Jeg kan faktisk slet ikke huske, at der er noget af det, jeg har kastet mig ud i, der bare er kørt af sig selv. Der har været modgang hele tiden”, siger han så.

Men det er samtidig de med Carstens egne ord ”helvedes mange ambitioner”, der gør, at han kan være vanskelig at arbejde sammen med. Lige meget hvad det drejer sig om, er kravene store og benhårde, når Carsten kaster sig ud i sine projekter. Og det er langt fra altid, at folk omkring ham deler den tilgang, har Carsten måtte erkende. Når det kommer til stykket, vil han egentlig også helst styre slagets gang selv. Måske er det derfor, han finder så stor tilfredsstillelse ved bare ganske alene at lade sig falde ind i de mange manuskripter til film og teaterforestillinger, han hele tiden er i gang med at forfatte.

Skæbnens poesi Carsten Brandt er ikke en mand, der tøver. Han kaster sig mere bare sådan nærmest hovedkuls ud i sine idéer og indfald uden helt at vide, hvorhen de vil bære ham, men med en stærk tro på, at det er en vej, der kommer til at give mening. På den ene eller anden måde. På et eller andet tidspunkt. Sådan er det egentlig også, når han fortæller. På en gang overbevisende og uden tøven og så alligevel søgende kommer ordene ligesom løbende ud af munden på ham for at lande i en historie, som pludselig fører til en helt anden, før den første var forbi. Carsten Brandt er en mand, der følger sin intuition og pludselige indskydelser. Hans stemme vandrer i en skov med tusind snørklede stier, som man ganske enkelt ikke kan lade være med at blive ved med at liste med ud på, selv om man egentlig også gerne vil tilbage til hovedvejen.

Som dengang han før en forestilling i frustration over, hvor få sæder der var besat til aftenens filmvisning, sprang op på scenen og holdt en lille spontan tale om, hvor vigtigt det var, at publikum fortalte deres venner og bekendte om det, hvis de gik derfra og følte sig lidt rigere i livet. Hvis ikke flere af sæderne snart blev optaget, måtte Posthus Teatret lukke og slukke. Så enkelt var det. Og det var, hvad Carsten Brandt fortalte sit publikum. Den lille tale udviklede sig med tiden til en diskussion, hvor folk, der havde noget at tilføje eller noget andet vigtigt, de ville dele med deres medpublikummer, sprang ned til Carsten på scenen. Og pludselig varede det gerne mindst en halv time, før filmen kom i gang.

”Folk elskede det! Pludselig blev jeg klar over, at det at gå i biografen her handlede om mere og andet end at gå ind og se en film. Her var et miljø og nogle, der ville hinanden noget”, husker Carsten Brandt.

Dedikerede fans øser ud af deres kærlighed til Posthus Teatret.
Dedikerede fans øser ud af deres kærlighed til Posthus Teatret. Foto: Nicolas Stigstrup

Carsten Brandt befinder sig allerbedst, når han fortæller. Historier og anekdoter vælter over hinanden, som de finder ud af ham i et tempo, så tænkepausen virker uoverskueligt lang, da han på et tidspunkt ligesom må tage tilløb i sig selv for at komme med et svar, han kan være tilfreds med. Han kigger ned i det runde cafebord, gulvet, ud på gaden, ud i luften og sukker dybt, før de endelig kommer. Ordene.

”Nu bliver jeg jo nærmest religiøs”, siger han så. Og tøver endnu nogle larmende lange sekunder.

”Jeg tror, at … Jeg ved ikke”. Han går igen i stå.

”Men man må håbe på, at der ligger en sammenhæng i, at hvis du hele tiden i alt, hvad du laver er tro over for det, hvis du aldrig nogensinde går på kompromis, så bliver du måske belønnet på en eller anden måde”.

”Jeg ved det ikke”.

”Jeg ved det ikke”, skynder han sig alligevel hurtigt at sige, som er han bange for at komme til at begå hybris.

Det ligger ham meget fjernt at gå på kompromis. Om det så er at fortsætte med at bevare Posthus Teatrets ånd og blive ved med at spille de smalle film trods en mildest talt presset økonomi eller at realisere de film, han selv skriver. Også selv om støtten udebliver. Så gør han det. Og det grundigt. Men det kræver tid. 16 år har han efterhånden brugt på at lave den film, han i øjeblikket er ved at lægge sidste hånd på.

”Jeg er nået dertil, at hvis jeg begynder at gå på kompromis, så er alt, hvad jeg har gjort tidligere, meningsløst. Så kunne jeg jo lige så godt være gået på kompromis for 25 år siden”, lyder hans forklaring.

Carsten Brandts næste filmprojekt bliver en film om livets rigtigt store spørgsmål. Måske er idéen inspireret af alt det, han selv har været igennem. I hvert fald vil han spørge 20-25 store personligheder, om de tror på, at livet er helt tilfældigt, eller om der er et mønster. Eller måske en slags Gud.

”Er der en mening med, at vi lever?”, siger han og understreger, at han mener, det er spørgsmål, som alle da bør have et detaljeret og velbegrundet svar på.

”Og eksisterer mirakler for eksempel?”

”Det er jeg fuldstændig overbevist om”, svarer han selv, næsten før han er færdig med at stille spørgsmålet.

”Jeg tror ikke på, at der er noget, der er fuldstændig tilfældigt. Måske er det hele i virkeligheden bare fuldstændig fantastisk gennemtænkt med et mønster, så man siger: Hold da kæft!”.

”Jeg er da fuldstændig overbevist om, at det giver mening at tale om skæbnen! Der er i hvert fald en eller anden skytsengel, eller jeg ved ikke, hvad det er for noget, men der er altså en eller anden årsag til, at selv når vi løber ind i de værste problemer, så er der noget, der siger – jamen lukke det skal de ikke”, siger han så med det der helt særlige tryk på ordene, der gør, at man igen ved, at man må indstille sig på, at nu går der lang tid, før man får lov til at afbryde på en naturlig måde.

”Vent lige. Jeg bliver lige nødt til at fortælle om det her også, for det er faktisk en ret vigtig historie i forhold til det med skæbnen”, siger han så og trækker vejret dybt. Så opstår den alligevel, pludselig. Pausen. Men kun ganske kort. Carsten Brandt falder tilbage i stolen, før han igen er fremme ved kanten af det lille runde cafébord mellem os. Og så kommer der endnu en historie. Den der for alvor fik ham til at tro på, at livet er langt fra tilfældigt.

Det er ikke mere end to år siden, at Carsten Brandts mor blev så syg, at hun fik amputeret sit ene ben. Carsten besøgte hende ofte på genoptræningscenteret Ørbygård på Roskildevej, hvor hun boede og skulle lære at gå med protese. En dag, da Carsten kommer derud, er hun helt ude af sig selv. Hun ryster over hele kroppen. Ligger bare der i sin seng og siger: Skæbnen har spillet mig et pus. Mere siger hun ikke. Carsten kan ikke komme i kontakt med hende og må til sidst tage derfra uden yderligere forklaring.

Da han kommer igen næste dag, er hun faldet lidt ned.

”Jeg har mødt mit livs store kærlighed, siger hun”. Og så kommer historien om hende og den mand, hun elskede højt, men som blev tvunget til at forlade hende.

Der var stadig krig i Danmark, og Carstens mor var højgravid med Carsten, da hun vinkede farvel til ham for sidste gang, før han flygtede over sundet. På flugt fra Gestapo.

Men en dag, da hun sidder nede i caféen på Ørbygård, kommer han pludselig ind ad døren. Han er politibetjent og skal aflevere nogle papirer på genoptræningscentret. Han genkender hende ikke, men hun genkender ham. Kører hen til ham i sin kørestol og siger: Jeg ved, hvem du er.

”Så genkender han min mor, og de bryder bare fuldstændig sammen begge to. Derefter besøger han hende hver eneste dag, skriver digte til hende. Kommer med røde roser”.

Tre måneder senere ånder Carstens mor ud for sidste gang i sin seng på genoptræningscentret.

”Det er fuldstændig fantastisk, at hun lige præcis når at møde ham. Og som jeg sagde til hende. Det kostede dig et ben. For hvis du ikke havde fået amputeret det ben, ville du aldrig have mødt ham igen. Og det er jo ikke noget, hun styrer selv. Det er noget udefra, der gør det – hvorfor fanden skal den mand ellers komme ind lige præcis dér?”

Således går det til, at Carstens mors store kærlighed sidder bænket blandt de andre pårørende til hendes begravelse.

Og da rustvognen kører væk fra kirken, står han ved siden af Carsten og vinker farvel.

”Hvis jeg ikke havde oplevet en masse mærkelige sammentræf tidligere, ville jeg nok have reageret anderledes. Men det overraskede mig faktisk ikke, da han lagde hånden på min skulder og sagde: Ja min søn. Jeg tænkte bare: Ja selvfølgelig, det her kan ikke overrumple mig”.

Og så er vi tilbage ved skæbnen.

”Når man oplever den slags historier…”, siger han bare, men dropper resten af sin argumentation, som bare hænger der i luften. Som en overflødig stump forklaring imellem os.

”Jeg har haft så mange oplevelser af den slags gennem årene, at jeg, når jeg oplever dem, siger: Ja selvfølgelig. Det giver mig en tryghed, en fornemmelse af, at der er en mening. Når vi pludselig lukker og er nødt til at holde lukket i halvandet år, så er der nok en mening med det”.

Og det er netop den fornemmelse, der får Carsten Brandt til at fortsætte sin kamp for sit lille teater, lige meget hvad der sker.

”Jeg tror på, at der er en mening med det… Men hvis de åbner diskoteket igen ovenpå, så lukker vi. For så vil det rent praktisk ikke kunne lade sig gøre for os at eksistere mere”, siger han så.

Tanken er alligevel for svær for ham at forholde sig til. Men sker det, er en ting sikkert, forklarer han med en stemme, som på en gang er nøgternt konstaterende og anderledes tynd, end den tidligere har været. Nærmest skrøbelig.

”Så vil jeg aldrig nogensinde mere i mit liv kunne cykle forbi stedet her”.

Hvis det sker, vil du så være tilfreds med det, du har opnået?

Her bliver der ikke plads til pause. Ordene falder med det samme:

”Ja. Jeg har oplevet meget mere i mit liv, end jeg drømte om, da jeg blev uddannet skuespiller. Meget mere. Jeg fortryder ikke noget som helst”, lyder de.

Uanset hvad der sker, har Carsten Brandt ikke tænkt sig at gøre andet end fortsat at følge den vej, han brænder for, elsker og tror på. Med skæbnen som skygge. Hvad der sker med det teater, der er som hans barn, der efterhånden er blevet voksent, er der ingen, der ved. Og dog måske…

”Jeg tænker, at det må de højere magter klare…”.

Carsten Brandt fortæller ivrigt om sin og Posthus Teatrets livshistorie.
Carsten Brandt fortæller ivrigt om sin og Posthus Teatrets livshistorie. Foto: Nicolas Stigstrup

BLÅ BOG

CARSTEN BRANDT

Født den 19. april 1944. Blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1969. Gift med skuespiller Tine Blichmann, som han åbnede Posthus Teatret sammen med i 1973. Dengang var de kærester. I dag har de datteren Kirstine Brandt sammen. Posthus Teatret ligger stadig på hjørnet af Rådhusstræde og Brolæggerstræde i det indre København og begyndte i juni igen at vise film efter i længere tid at have været lukket på grund af støj fra diskoteket i lejligheden oven på. Nu er teatret igen tvunget til at holde lukket, efter at vand fra en lækket køletank i Pinsen trængte ned i teatret og ødelagde filmmaskine og operatørrum.

Kunne du lide portrætet af Carsten Brandt, bør du også se videoportrætterne Da livet gik i stå, Storbyens skraldemand og kigge nærmere på Islantis: sagaen om finanskrisen og den islandske folkesjæl.

    1 kommentar

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback