Den sejlende forening

Af - 2. oktober 2009

martha1

25-årige Kristians venner forstår ikke, hvorfor han vælger at bruge flere uger af sin årlige ferie i selskab med folk på hans forældres alder – Og så tilmed ombord på en gammel skonnert. Jeg mødte den sejlentusiastiske Kristian over en cola til en snak om kærligheden til et gammelt træskib og om fællesskabet ombord på det.

Umiddelbart stemmer hverken pensionister eller skonnert overens med min opfattelse af, hvad ferie indebærer, da det snarere lyder som en meget lang familiefest (med en omgang potentiel søsyge oveni). Men for Kristian er denne ferieform en tilbagevendende begivenhed. Han er nemlig – ligesom ca. 90 andre – medejer af foreningsskibet Martha.

”Der er mange, der synes, det er mærkeligt, at jeg gider hænge ud med en masse på mine forældres alder, men jeg synes det er fedt. Mine venner ryster lidt på hovedet af mig, men de respekterer det fuldt ud. Jeg tror egentlig, de synes, det er mere sjovt end underligt. Så egentlig er det ikke noget, jeg umiddelbart forholder mig til.”

Kristian sidder allerede klar foran sin computer, da jeg træder ind i hans lejlighed. På skærmen ses en lang billedrække fra hans seneste sejltur med Martha, og på skabet bag ham står der et meget lidt diskret træskib til pynt. Skibet er fra Australien, hvor han for nogle år siden arbejdede på et stort træskib magen til, som sejlede turister rundt mellem øerne på østkysten. Kristians interesse for sejlads blev dog vakt meget tidligere – nemlig da han som 12årig sejlede med Martha for første gang.

martha4

Et stærkt fællesskab

Kristian peger grinende på et billede, hvor en mand og en kvinde hiver en ældre mand i hans lange grå skæg. ”Der er alt fra pensionerede fiskere til pædagoger og læger med på Martha. Man møder en masse forskellige mennesker, som man nok ellers aldrig ville komme i kontakt med. Og så er det i øvrigt en god og billig måde at have et skib på.”

Foreningsskibet Martha, der er en klassisk dansk skonnert fra 1899, er en forening som enhver anden i Danmark. Der er en kontingent, der skal betales, en bestyrelse og et klubblad. Alligevel har man ifølge Kristian et andet tilhørsforhold til foreningen, end hvis det var en fodboldklub, da man føler sig som medejer af skibet.

Kristian bladrer gennem billedrækken på computeren og fortæller ivrigt om hver situation, der dukker op på skærmen foran os. Hans levende beskrivelser af de forskellige personer på billederne, får mig automatisk til at sidde og smile for mig selv. Jeg må nu også indrømme, at det ser meget hyggeligt ud, som de står der på dækket og drikker dåseøl i solskinnet.

martha2

”På Martha lærer man folk at kende på en helt speciel måde, fordi man nærmest er sammen 24 timer i døgnet. Der er fællesspisning til alle måltider og kortspil og bajere om aftenen. Og så er vi alle sammen sejlinteresserede i større eller mindre grad.”

Kristian viser mig et billede af sin køjeseng og fortsætter: ”Som du kan se, kommer man hinanden meget ved her på Martha. I kahytten er der for eksempel ikke meget plads, så der skal man ikke være bleg for at smide bukserne foran 3-4 ældre damer.”
Kristian har siden sin indmeldelse i foreningen været med på mindst en tur hvert år.

Til at begynde med havde han af gode grunde ingen sejlererfaring, men dette er ingen hindring for at tilslutte sig klubben, da man som medlem hurtigt lærer om de forskellige gøremål, der er på et gammelt skib. På sejlturene hjælper alle nemlig til – både med at sætte sejl, lave småreparationer, frokost osv. For Kristian er det netop dette fællesskab omkring de forskellige gøremål, der gør, at man ikke føler sig som gæst på Martha.

”Andre ældre skibe i Danmark er privatejede og sejler kun med turister om sommeren. På Martha er man en del af skibet.” Kristian tilføjer, at nyere lystbåde er alt for nemme at sejle. ”Med Martha er det the real deal.”

Når Martha ikke sejler sine medlemmer rundt i de danske farvande, ligger hun fast i Vejle, hvor hun året rundt er samlingspunkt for de mennesker, der bor i omegnen. ”Der er mennesker nede på Martha hver dag, selvom hun ligger i havn. Folk hygger sig med at lave forskellige småreparationer dernede, og for mange er en stor del af deres omgangskreds også medlemmer i foreningen. Desuden bliver der tit serveret stegt flæsk og Dagmartærte, og det trækker jo også”

martha-3

For Kristian er det kombinationen af hans interesse for sejlads og foreningens medlemmer, der gør, at han år efter år tager med Martha på tur. ”Der kommer nye medlemmer til hvert år, men der er også altid en masse af de gamle med. Man lærer mange forskellige mennesker at kende, og alle er meget sociale, så der er ingen, der går i et med tapetet”

Martha er en møgsæk

Kristian finder et billede fra en tidligere sejlads, hvor en ung kvinde spiller på guitar, mens resten af besætningen – både børn og pensionister – sidder samlet om det fælles spisebord og synger med. Et andet billede fra den netop overståede kapsejlads Fyn Rundt viser hele besætningen på dæk med hver deres Gammeldansk i hånden.

”Det er en hilsen til en afdød sømand ved Svendborg. Det er en gammel tradition. Det er især de gamle sejlere, der kender til de gamle traditioner, og det er dem, der kan fortælle nogle gode røvere.” Mens den ældre del af skibets besætning hygger sig med at dele historier fra såvel hjemstavn som de syv have, nyder børnene at hjælpe til med de forskellige daglige gøremål. Kristian kunne også godt tænke sig at tage sine egne børn med på Martha en dag.

”Det er den perfekte legeplads, og børnene lærer en masse forskellige mennesker at kende.” Han tilføjer dog, at hans kæreste ikke er helt med på ideen om at holde årets ferier på havet. ”Hun synes, Martha er en møgsæk,” griner han

Kristian finder flere billeder frem på computeren: Martha i regnvejr, Martha foran en solnedgang, ham selv med et vissent blik i øjnene og en dåseøl i hånden. Der er en historie eller en anekdote til alle billederne, og Kristian er så optaget af at fortælle, at han ikke stopper, før min telefon begynder at minde mig om, at jeg er for sent på den til en aftale.

Min skepsis over for den sejlende forening, hvis medlemmer har en gennemsnitsalder på ca. 50 år, er stort set forsvundet. Da jeg på vej ud af døren fra hans lejlighed udtrykker min nyfundne interesse for livet på havet ved at proklamere, at ”jeg da godt kunne tænke mig at sejle lidt rundt med sådan en båd,” finder jeg ud af, at jeg måske ikke er klar til at agere sømand.

”Det er ikke en båd. Det er et skib. Du må endelig ikke skrive, at det er en båd.” Kristian begynder herefter at forklare mig om forskellen på både, skibe, færger og skonnerter og det ender med, at jeg må løbe til bussen for at nå min aftale.

Hvis Kristians kærlighed til skonnerten Martha har givet dig lyst til flere historier, så skal du tjekke billedfortællingen om den hårde teenage kærlighed, se hvad en heftig spinnede vindueskarm er og få et anderledes blik på vores alles måne.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback