Den hemmelige have

Af - 15. september 2009

det-ogsa-din-have1

Der findes en hemmelig have i Nordvest. Du finder den hverken på Krak eller Google Maps. Du kender den kun, hvis du bor i kvarteret, eller hvis rygtet er gået gennem bekendtskabskredsen. ”Det er også din have”, lyder budskabet på indgangsskiltet. I NV Autopark kan dine grønne fingre komme væk fra tastaturet og ud i busken.

Ud til vejen vokser der stokroser og buske. En flisegang fra indgangsskiltet fører op til en forhøjet terrasse, som er placeret i midten af græsplænen. Der står stole i forskellige former og farver og et bræt, sømmet til to træstubbe, udgør en bænk. Terrassen er indrammet af blomster og planter i potter, og inde i piratskibet, på terrassens højre side, kan man forme sandkager, hvis man er barn.

Gadefest
I dag skal der være gadefest. Enkelte borde er skudt op på vejen og udgør et beskedent loppemarked. Længere nede ad vejen vil der snart stå borde, bænke, grill, en scene og et fadølsanlæg. Med penge fra overskuddet kan der nemlig købes pelargonier og græs til haven.

To voksne og et barn sidder og graver jord i potter, og på græsplænen har en større gruppe børn og voksne sat sig til rette. I dag laver folk ikke havearbejde, men slapper af og nyder stedet. De voksne griner af pinlige historier fra dagen før, mens lille Trunte vralter hen mod gyngestativet.

Mens vi går rundt og kigger på stedet, spørger en ung kvinde klædt i lilla fra top til tå, hvem vi kender her. Ikke på en afvisende måde, men imødekommende. Jeg forklarer, at vi har hørt om haven gennem en ven og blev nysgerrige. Ligesom mig selv og min makker, er der flere som er kommet herud i dag for at tjekke det mærkelige haveprojekt ud.

”Det er helt vildt, så mange som vi ikke kender, der har hørt om stedet og besøger det”, siger hun. Den lilla kvinde viser sig at være en af initiativtagerne til haven. Hun hedder Sara Kristine og bor på hjørnet af Provstevej, skråt over for haven. Fra sit vindue har hun frit udsyn til hvad der i lang tid blot var en forladt bunke skrot.

Oprindeligt var der en automekaniker, men da han fik beskeden om, at der nu skulle bygges boliger, pakkede han i en fart og efterlod en masse rod. Men boligerne kom aldrig og i tre år var det en skrammel-kirkegård.

I forsommeren traf Sara Kristine og en håndfuld andre derfor en beslutning i bedste DIY-stil. Nu skulle det ikke længere være et samlingssted for skrot og forladte murbrokker, det skulle være en blomstrende have for hele kvarteret. Sådan.

lilladamer1

Ikke til at spise
I det skyggefyldte hjørne af haven sidder Edith, Kirsten og Conny. De drikker kaffe og ryger smøger. “Ja, her kan de sgu ikke slæbe os væk fra”, siger Edith glad, og de andre griner samtykkende. De tre pensionerede damer er fra Nordvest. Her har de altid boet, og det er godt det samme.

”Inden de folk kom hertil, var der ingenting!” siger Edith og peger rundt i haven. ”Det var en stor bunke skrot! Og se nu…det er jo så skønt”, hun himler med øjnene og smiler. Pladsen de sidder på er døbt ’Solsikkepladsen’ på grund af de meter høje solsikker, som omgiver sofaarrangementet.

connyogkirsten1

Midt i mellem stokroser og margueritter, kunne man godt tænke sig, at plukke fra et hindbærkrat eller en blåbærbusk. Men det kan nok aldrig lade sig gøre i haven. Efter mange år med olie og bilos, er jorden så forurenet, at det ikke lade sig gøre at gro noget spiseligt.

Et elementært behov for at se noget gro
Anders Christoffer er et bybarn, opvokset i Brøndby Strand og lever nu på Nørrebro. Han studerer på Københavns Universitet og bruger derfor meget tid foran computeren. Fra sin lejlighed på 4. Sal, er der langt ned til jorden, fortæller han.
”Det er et elementært behov for mig at se noget gro. Og på en måde føles det som om man forbedrer noget, og forskønner området på en grøn facon. At lave hjemmesider er selvfølgelig også at se noget gro, men det at det er noget levende, det er rigtig rart.”

Anders var med første gang der blev holdt arbejdsdag i haven. ”Første gang var der ikke rigtig nogen, som vidste hvad der skulle ske. Vi var kun 5-6 stykker, og der var ingen af os, som havde noget erfaring med at bygge have. Derfor begyndte vi bare hvor vi kunne, og startede en større oprydning af pladsen. Vi slæbte masser af murbrokker og skrot væk, og kørte det på lossepladsen. Som dagen gik, blev rygtet spredt i vennekredsene, og der kom nogen til, som havde forstand på det. De lærte os så om havebrug,” siger Anders og forsætter.

”Det var vildt sjovt! Jeg har jo været i institutioner hele mit liv, og er vant til at skulle spørge om lov, hvis jeg havde en idé om noget. Her var det anderledes. Der er ikke nogen, man skal spørge om lov. Folk træffer beslutninger selv, og gør som de synes er bedst.” Anders stopper og tænker lidt.

postkasseblomst1

Men jeg spørger nu stadig de andre, om de synes min idé er god, inden jeg begynder arbejdet,” siger han og griner af, at han alligevel gør, som han altid har fået besked på. En af de ting, de talte om, imens de gik og lugede, var hvad de skulle gøre, hvis bygherren pludselig dukkede op. De havde jo indtaget stedet uden tilladelse.

”Vi fandt ud af, at det faktisk er en israelsk forretningsmand, som ejer hele grunden. Det var jo lidt sjovt fordi mange af de folk, der er engageret her hører til på venstrefløjen, som jo generelt set tager Palæstinas parti i konflikten. Derfor gik vi og jokede med, at han var det perfekte fjendebillede,” griner Anders og forsætter.

”Vi talte om, at når han kommer og vil rydde stedet, så skulle vi bare barrikadere stedet og stå fast. Men det viste sig, at han synes det var i orden, og gav os lov til at benytte grunden, indtil han skal bygge boliger der. Derudover gav han også tilladelse til at bruge den gamle automekanikers hus, som ligger lige op ad grunden.” To personer er nu flyttet ind og bor der, hvilket tilsyneladende er fint med israeleren.

I virkeligheden var der ingen af dem, der havde troet projektet ville række ud over de lokale grænser. Men at engagementet har bredt sig kan forklares med den ideologi, der ligger bag, mener Anders. ”Det er tanken om solidaritet. Det er også tanken om at udfordre, hvem der bestemmer over det offentlige rum.

pflp-piger1

“Alle stykker jord i København er jo ejet af nogen, og jeg kan forestille mig, hvilken ballade der ville komme i min boligforening, hvis jeg pludselig plantede et jordbærbed nede i gården,” griner han. ”Jeg blev egentlig inspireret af de projekter Openhagen.net laver. Men Hyskenstræde gik jo galt, fordi det ikke vandt de lokales opbakning. Projektet her er jo så fedt, fordi de lokale er totalt med på den.”

Tilbage på ”Solsikkepladsen” sidder damerne Edith, Kirsten og Conny stadig og taler. Der er mange emner, der kan rundes på en solrig lørdag. For eksempel bliver de hurtigt enige om, at internettet er overflødigt, og at Nordvest er bedst. Men de taler også længselsfuldt om gamle fællesskaber.

”Det med at mødes i gården, det gør folk ikke mere. Vi havde engang sådan en hyggelig gård. I gamle dage, der tog man bare hvad man havde i køleskabet, satte sig ned i gården med alle børnene, og så delte man hvad man havde med de andre. Men det er der ikke nogen der gør mere,” siger Kirsten. De andre nikker. I NV Autopark har de derimod fundet et nyt tilholdssted. Edith har været i kælderen og fundet to stole, som nu står i haven.

Termokanden er ved at være tom, og Edith, Kirsten og Conny har snakket længe. De pakker tasken og giver deres sæder videre til tre tyske punkere, som netop er ankommet.

    3 kommentarer

  • Anders siger:

    Sikke en dejlig artikel. Jeg har selv været på besøg i haven og er helt enig med Edith og de andre damer på Solsikkepladsen, i hvertfald det der med at Nordvest er bedst og at det er et helt fantastisk initiativ. Glæder mig til nyde haven igen!

  • Niels siger:

    Ja! Livsbekræftende

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback