24 timers lufthavnstransit – Dagbog fra et intet-sted

Af - 5. oktober 2009

intetsted5

Klokken er 8 om morgenen i Barcelona lufthavn. Jeg vader lidt rundt på lufthavnens sorte, spejlblanke gulve på må og få og føler mig som myre på en skinnende teflonpande. Der er 24 timer til, jeg lander i Kastrup; et døgn der ikke kan helliges meget andet end bøgerne i tasken og et studie i lufthavnes sælsomme boble.

Tekst af Bjarke Frydensberg og Fotos af Andreas Hagemann Bro

Det er som om tiden står stille i en lufthavn. Det bliver især tydeligt, hvis man selv står stille uden at have travlt. Den eneste tid, der går er øjeblikket. Det øjeblik, det tager at checke ind, spise lidt mad eller købe sprut og cigaretter toldfrit for så at bevæge sig mod gaten og flyet. Og så forfra for nye rejsende.

Øjeblikket gentages ud i en uendelighed. Det gør livet i lufthavne lidt uvirkeligt. Selvom urene postulerer, at tiden går, er man alligevel fanget i en surrealistisk boble, hvor det føles som om, det samme sekund loopes igen og igen. Mennesker i lufthavne er på vej; de hviler ikke – de er der ikke bare. Hvis de ikke bevæger sig, så venter de, men sjældent særlig længe – for det meste kun et par timer.

Derfor er hele lufthavnen også skabt med henblik på at imødekomme og udstrække øjeblikket. Alt lige fra fastfood-restauranterne, de stramme personalesmil, de store billboard-reklameskilte og den evindelige rengøring og boning af gulvene.

Alt i rummet er friskt og eksisterer kun her og nu. I morgen eksisterer det også her og nu, og det vil være det samme som i dag. Intet forandrer sig, der er ingen historie, ikke noget før og efter; kun et fastholdt øjeblik.

Gulvene bliver bonet af små el-biler, der lydløst glider frem og tilbage, vimser ind og ud mellem mennesker, så gulvet hele tiden er skinnede blankt og reflekterer det lys, der trænger ind gennem vinduesfacaderne og de store lamper i loftet. Og el-bilerne holder aldrig rigtig stille. Gulvboningen er et uendeligt sisyfos-arbejde.

Sporene efter de rejsende bliver fjernet, så snart de er kommet, fejet væk, vasket bort og tørret af, så lufthavnen hele tiden ser skinnende ny ud for den konstante strøm af rejsende, der hele tiden kommer til.

intetsted1

Kl. 12.15
Som et lille benspænd til det forestående døgn i lufthavnens vakuum, er min pung og alle mine penge blevet stjålet på rejsens sidste dag. Jeg har kun mit pas og en 10 euro-seddel, men ikke noget mad eller vand. 10 euro er ikke et budget, der egner sig til lufthavnspriserne.

Min mave knurrer og jeg danner mig nøjsomt et overblik over restauranternes udbud. Der er McDonalds, en eller anden anonym sandwich-kæde, sushi og tapas, men sushi og tapas koster mere end mine 10 euro, og så er der en wok-restaurant. De to kandidater bliver wok’en og McD’en. De er billigst.

Jeg vælger McDonalds og skammer mig lidt, men kan ikke stå imod fristelsen af den tunge junkfood, der mætter øjeblikkeligt. Hurtigt men kort. Så må vi tage den derfra.

13.30
Jeg sætter mig ved et af McDonalds’ borde over for et nydelig solbrunt, svensk kærestepar, der begge har købt en McFeast menu med salat i stedet for pomfritter. De ser så sunde og velplejede ud i et nydeligt, moderigtigt og næsten matchende tennis-lignende sommersæt.

Jeg åbner min bog, som jeg sætter mig til at læse videre i, mens jeg spiser min Big Mac. En familie med tre børn sidder et par sæder fra mig. De rejser sig pludselig for at nå et fly, inden børnene har nået at færdiggøre deres Happy Meals, og moren har næsten ikke rørt sin burger.

Jeg kaster nogle flirtende blikke fra siderne i min bog over mod resterne af deres halvspiste fangst, og overvejer om jeg diskret skal skubbe deres bakker over til mig, men skammer mig alligevel for meget ved tanken om, at nogen skulle se mig æde en børnefamilies afsuttede burger-kadavere.

15.20
Jeg sætter mig ud i den lille gårdhave og ryger en cigaret under den bagende sol. Her, uden for lufthavnens kunstige skal, kan det mærkes, at jeg er i Spanien, at vi befinder os i en geografi, under en bagende sol, der bevæger sig på himlen i takt med tidens gang.

Jeg sætter mig på en bænk og læser videre i Haruki Murakamis ’Trækopfulgens krønike’, men bliver hurtigt opmærksom på den rengøringsdame, der bevæger sig rundt i gårdhaven med en kost og en fejebakke for at feje cigaretskodder og papkrus og den slags op fra gulvet.

Hun har tydeligvis kun den ene opgave, så hun bevæger sig ligesom bilerne, der boner gulv, også rundt i gentagende bevægelser. Hendes rengøring er et ’work in proces’. Der er ikke noget resultat for enden af dagen. Hun skal bare prøve at følge med det flow af cigaretskodder og papkrus fra McDonalds, der nedfælder sig på trægulvet i gården, hvilket egentlig ikke er så svært, men nok til at holde hende på benene hele tiden.

intetsted4

Også her skal sporene efter menneskelig aktivitet helst fjernes så hurtigt, som de er dukket op. Hun bevæger sig i min retning og passerer, mens hun fejer gulvet langs bænken, jeg sidder på, og under mine fødder, som jeg løfter for hende i et smil. Jeg flytter mig, men kun for igen at blive passet op 20 minutter senere ved en anden bænk i gården.

17.25
Flyvet til Munchen afgår kl. 18 og nu begynder boardingen. Jeg stiller mig i kø med de andre og bevæger mig med strømmen gennem glasgangen ud til flyet, hvor en storsmilende steward og en stewardesse fra Lufthansa står klar til at byde passagererne velkommen. Lufthansas personale er altid ulasteligt klædt i sennepsgule charmeklude og i mørkeblå og den samme nuance sennepsgule uniformer.

intetsted7

Den mandlige steward er en lidt ældre sølvræv med grå toner i det lakerede hår. ”Gutentag… hello,” gentager stewarden som passagererne én efter én kommer ind i flyet, mens kinderne, der er holdt oppe af hele ansigtets krampagtige muskulatur truer med at give efter for tyngdelovens nådesløse kraft og afsløre et træt, rynket og midaldrende ansigt med plukkede øjenbryn. Han holder naturloven stangen og det spændte smil på plads, så længe det varer for passagererne at fylde flyet op.

Stewarderne og stewardessernes uniformer er lige så håbløst langt fra den ydre verdens tid og rum – og normer og smag. Vi befinder os i 2009 og i Barcelona, men det virker sikkert trygt for flypassagererne at føle, at de går ind i et afsnit af 70’er-serien ’Loveboat’, når de sætter sig i flyet.

Den overdrevne hårlak og de spiddende smil fra personalet er så kvalmende kitsch, at man næsten bliver bedøvet. Jeg har læst et sted, at 10 pct. af vesterlændingene er flyskræk i mere eller mindre invaliderende grad.

Hvis det vi føler, når vi balancerer på kanten af verden og frygter døden, derfor er udtryk for den inderste sandhed om menneskeracen – eller vores vesterlandske kultur – er det tankevækkende, hvad der skal til for at berolige os i en flykabine. Tilsyneladende føler vi os mere trygge ved at blive ledsaget på den skæbnesvangre færd, i det vi frygter kan blive vores død, med et personale, der ligner karakterer, der lige er trådt ud af en virkelig dårlig komedieserie fra slutningen af 70’erne eller måske en tysk pornofilm.

I flykabinen står tiden som i lufthavnen også stille, og hvorfor skulle det ikke også gøre os trygge? Der er vel næppe plads til angst, hvis man tror, man befinder sig i et retro-kitsch og idyllisk postkort fra fjernsynets parallelverden.

00.30
I Munchen lufthavn trisser jeg rundt mellem de gratis kaffeautomater med en skuldertaske med bøger og mit liggeunderlag under armen. Det næste fly letter først kl. 06.00 i morgen tidlig, så der er ikke meget andet at gøre end at få lidt søvn i løbet af natten et sted på gulvet eller på nogle af de tomme sæder.

Som timerne går, begynder det at tynde ud blandt de rejsende og personalet i lufthavnen. Det bliver altså alligevel nat i boblen, der under sin tykke skal, sine konstant svale temperaturer og kønsløse indretning virker som en døgnåben 7/11 det meste af døgnet.
Men som aftenen forsvinder, begynder nattens små figurer, at stikke hovederne frem og rende rundt på gulvet. Rengøringsfolkene tager nu helt over. Lufthavnen bliver deres og de få rejsende, der er fanget på lufthavnens område bliver deres gæster.

Næsten al flytrafikken er standset for natten og butikkerne begynder at lukke. De sidste skranke-stewardesser pakker deres ting sammen og lydene, der fylder rummet kommer nu fra rengøringsmaskinerne og de østeuropæiske rengøringsfolk, der arbejder på natteholdet.

intetsted3

En lille familie med et hyperaktivt barn, en lille håndfuld enlige rejsende, der har lagt sig på stolene rundt omkring for at sove og jeg er de eneste i hallen udover rengøringspersonalet. Det er lidt ligesom at være de sidste tilbage i børnehaven inden lukketid, dem med forældrene, der altid arbejder indtil sent og har for travlt til at nå at være der, inden børnehaven lukker, og pædagogerne skal hjem.

Jeg vader rundt med min håndbagage og mit liggeunderlag. Efter flere forgæves forsøg på at indsmigre mig hos forskellige ansatte i lufthavnen i håbet om, at jeg kunne stille mine tasker, mens jeg ledte efter noget mad, må jeg opgive.

Man må tilsyneladende ikke stille sine ting fra sig, fordi det jo kunne være en bombe. ”Airport policy,” de må ikke opbevare bagage, og man må heller ikke stille det fra sig ubevogtet. De henviser derimod til nogle skabe, hvor det koster penge. Men eftersom min pung nu er i lommen på en fyr fra Barcelonas Born-kvarter, der narrer romantiske og naive turister som mig, og hvis hvide t-shirt jeg kun lige anede forsvinde rundt om et hjørne på vej mod det gotiske kvarter, er der ikke andet at gøre end at blive ved med at slæbe rundt på bagagen.

Det er blevet nat, og jeg er sulten, og mens jeg vader rundt og undrer mig over, at det ikke er muligt at opnå en simpel menneskelig relation med gensidig tillid til nogen af de ansatte, der kun irriteret og monotont svarer, at det er ”airport-policy” ikke at opbevare genstande for de rejsende, er der en midaldrende fyr, der pifter ad mig inde bag disken til en café.

”You got a light?”, spørger han lidt lyssky. ”Yeah, sure,” siger jeg og rækker ham en lighter. Han taler med østeuropæisk accent. Han skæver op mod et overvågningskamera i loftet. ”They can’t see us here,” siger han smilende. ”Who?”, spørger jeg undrende. ”The cameras. We can smoke here,” gnækker han og kaster igen et blik op mod det kamera, der har en blind vinkel, dér hvor vi står.

Jeg tænder en cigaret og bliver stående med ham, mens han pakker sine ting sammen efter at have gjort rent i caféen. Jeg forklarer ham, at jeg ikke har nogen penge, men at jeg er sulten og spørger, om jeg kan få en af de bananer, der ligger i en frugtskål bag disken.

”Are you hungry? Wait a minute…” Han kaster igen et fordækt blik op mod kameraet og smutter ind i baglokalet. Et øjeblik efter kommer han tilbage med en pose med mad. Sandwich, pølser, frugt og juice. ”Don’t let the camera see you with it. I could get fired,” siger han og rækker mig byttet.

”Wow,” siger jeg og stirrer på al den mad, han har givet mig. ”Are you sure, it’s okay?”, spørger jeg tøvende. ”Just don’t let the cameras see you,” siger han alvorligt og begynder at tage tingene ud af posen og stoppe dem ind bag mit tøj. Under min jakke og ud af mine lommer bugner det med mad, og jeg ser lidt klodset og skævt proportioneret ud.

Han tager et sug af cigaretten og kaster et sidste blik op mod det skjulte øje i loftet. Så skodder han sin smøg og forsvinder igen. Jeg står tilbage og ligner en dårlig tegneseriefigur, der forgæves forsøger at skjule byttet efter et kup.

02.00
Jeg sætter mig i nærheden af mit boardingområde og begynder at spise af maden. Til at starte med forsøger jeg at gøre som min østeuropæiske partner-in-crime har sagt og tager maden op til munden i nogle sære, fordækte og spastiske bevægelser for at skjule maden, men indser at det er for absurd.

Big brother følger mig overalt, og man kan ikke gøre sig usynlig, når man mæsker sandwich og tyske pølser i sig. En fuldstændig overvåget lufthavn er for stor en modstander, så jeg satser på, at hverken jeg eller min Zorro – nattens snu rengøringshævner – kommer i fængsel for vores forbrydelser.
Ved siden af mig spirrer drengen fra den lille familie rundt. ”Er du dansker?”, udbryder han begejstret. Han farer glad omkring mig, selvom klokken er 2 om natten og hans forældre skiftes til at sove en tørn på rækken af stole ved siden af os. De fortæller at faren arbejder i SAS, så de kan flyve gratis, når flyene ikke er overbookede. Det eneste problem er, at flyene tit er overbookede. I hvert fald i sommerferien.

Nu kommer de fra Hawaii og har fløjet rundt mellem forskellige amerikanske og europæiske lufthavne på vejen hjem de sidste par dage. Men de ved ikke, hvornår de kan komme med et fly hjem til København. De ser slidte ud. Stakkels dreng, tænker jeg.

Han farer frem og tilbage og leger racerbil med en bagagevogn, høj på sukker og har for længst mistet begreb om dag og nat efter mange dage som transit-turist, efter flere dage i intetsteder som det her og i mange tidszoner.

Jeg lægger mig hen på nogle stole lidt længere væk for at få noget ro og trækker en sovepose hen over mig Der er heldigvis ret mørkt, og jeg kan mærke trætheden overmande mig.

”Hvaffor et fly har du fløjet med?”, hører jeg pludselig den hyperaktive dreng spørge med en speeded og begejstret stemme ca. 20 centimeter fra mine lukkede øjenlåg. Jeg åbner øjnene og kigger ind i den lille djævels stirrende blik, der kigger på mig som en lille, uhyggeligt frisk figur fra en gyserfilm.

”Det ved jeg faktisk ikke. Jeg ved ikke noget om flyvemaskiner,” svarer jeg træt. ”Vi har fløjet med en Boeing 787’er. Det er den største, der findes. Ikk’ os’ far”, råber han stolt hen mod SAS-piloten.

”Jo,” sukker faren træt og kommer langsomt på benene, så han kan aflede sin alt for friske knægt fra uskyldige transitturister, der prøver at sove de sidste par timer, inden flyet letter mod København. Endelig falder jeg i søvn.

Kl. 8:00 om morgenen i Kastrup lufthavn
Der er nu kun et øjeblik til, at jeg kommer ud i velkomstområdet, der altid giver én en særlig hjemmevant følelse, når man kommer ud fra bagageafhentningen, og hele familien Danmark har delt sig om en usynlig rød løber.

intetsted8

Det har altid forekommet mig som en lidt absurd scene, et lidt for sødt gensynsbillede af Danmark, når man har været væk i længere tid.

Men lige nu føles det som en tilbagevenden til en verden, hvor urene ikke går i ring og hvor stedet føles umiskendeligt som sit eget og ikke som et internationalt og uniformt hvor-som-helst-i-verden-sted med koncept-mad og ansigtsløst interiør, hvor man mister sin fornemmelse for tid og sted som i et sort hul. Det er, hvad det er: København.

Hvis historien har givet dig lyst til flere fortællinger, så skal du også tjekke ‘Miraklet i Nordvest’, ‘Gonzorally i Rumænien’ og ‘Da livet gik i stå’.

    3 kommentarer

  • Carsten Theede siger:

    brillant compadre. kompromisløst & elegant eksekveret. som et pregnant mangedoblet hoved forpupper du sproget i øjeblikssyn forlænget af evigheder. du satte min pause på hold… tak

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback