En syg dag i Tysklands tropeparadis

Af - 16. november 2009

20090509-DSC_0643

parentes)sluts udsendte er i den tidligere Østtyske delstat Brandenburg 60 kilometer syd for Berlin og er på vej mod badelandsturismens storebror, et simuleret indendørs tropeparadis for sommerhungrende tyskere og andre badeturister, kaldet ”Tropical Islands”.

Af Tue Hylby Lindqvist (tekst og foto)

Jeg sidder lidt træt og forventningsfuldt og stirrer ud af bussens vindue. En klistermærkekollage af vandfald i azurblåt vand, Khmerstatuer, smilende børn i baderinge og en storsmilende blondine på en massagebriks, med teksten ”Tropical Islands – Europas grösste tropische Urlaubswelt”, der indhyller bussen som en turistbrochure, står i skærende kontrast til den grå og kedelige hverdagsrealisme, der møder mine øjne, når jeg kigger ud af busvinduet.

Efter omkring 10 minutters kørsel fra stationen ser jeg gennem bussens beklædte ruder endelig hallen. Ensom og skinnende blank hæver den sig som en gigantisk bænkebider midt i et fladt landskab af brakmarker og læhegn.

Jeg er der med en gruppe fra Potsdam Universitet, hvor jeg er udvekslingsstuderende. Jeg er den eneste, der læser geografi og forbereder mig på det kommende feltstudie. Mens vi står og venter på at få vores billetter, forsøger jeg at få nogle gode billeder af hallen udefra, men selv med den mest vidvinklede indstilling kan jeg ikke få den hele med på billedet.

En verden – to landskaber
Iført den nye uniform bestående af badeshorts, klip-klappere og et håndklæde er jeg klar til at udforske tropeparadiset, og jeg låser skabet efter mig med et vift med armbåndet efterfulgt af et bip.

Tilbage i indgangsområdet orienterer jeg mig på et stort kort, ”Eine Welt – zwei Landschaften”, står der øverst. ’Verden’ rummer alt under det kæmpemæssige vælvede tag. Det ene landskab, er et ’tropisk saunalandskab’ i den ene ende af hallen. Her er der saunaer, dampbade og oplevelsesbade i forskellige tematiske omgivelser, blandt andet er det Cambodjanske Tempel Angkor Wat brugt som kulisse for en sauna og et ’oplevelsesbad’.

20090509-DSC_0623

Det andet landskab der fylder det meste af hallen er et ’tropisk oplevelseslandskab’. Her er der blandt andet palmestrand ned til ’Sydhavet’, en ’balinesisk lagune’ samt verdens største indendørs regnskov. Disse store områder er krydret med legeland, rutschebanetårn, minigolfbaner og diverse indkvarteringsområder i telte og hytter. Lidt for meget at overskue, i stedet vælger jeg simpelthen at følge retningsanvisningen på et skilt, hvor der står ”Tropenparadies”.

Det er dog meget svært at se bort fra det matte stål der danner horisonten og himlen bag ved bevoksningen og bygningerne der i sig selv er som taget direkte ud af en rejsebrochure. Det giver sammen med den svømmehalsagtige let klorholdige luft en sær fornemmelse af uvirkelighed. En følelse af ikke rigtigt at være nogen steder eller måske nærmere at være på for mange steder på en gang.

I Tropical Islands foregår betaling som et endags-mastercard. Alt købes på en personlig kreditkonto ved et bip med chiparmbåndet, indtil man betaler for sit forbrug ved kassen på vej ud. Så slipper gæsterne for at tænke på penge og kan bare nyde det – så længe det varer. Stien er nøje lagt, så jeg går forbi alle mulige fristende ting der kan købes, souvenirbutikkerne først og derefter de autentiske bygninger, der alle er indrettet som barer eller restauranter.

Se flere billeder og læs mere ved at klikke på billedet i øverste venstre side.

Stranden
Vi er nogle stykker der går over til ’Südsee’, en cirka hundrede meter lang kurvet strandpromenade med ’regnskoven’ i baggrunden. Her er meget crowded, men vi kan alligevel finde en ledig lomme på den ikke så brede strand under liggestolshylderne og lægger os i det kølige sand. Jeg kigger op i den aflange kuppel.

Loftet over Südsee, er det eneste hvor stålet i loftet er udskiftet med et sløret gennemsigtigt materiale, som gør at sollyset ved hjælp af avanceret teknologi bliver hele hallens varmelampe. Det er også her, hvor sollysset er mest direkte, men lyset er stadig svagt og underligt diffust.

20090509-DSC_0638

Jeg har heller ikke fornemmelsen af, at her egentlig er særligt varmt og jeg fryser lidt. Det er en mærkelig ’verden’ det her, tænker jeg for mig selv. Det er både Tyskland og et udefineret tropeland uden at være nogen af delene. På den ene side minder det mig om mine rejser i Sydøstasien, om uspolerede strandøer og laguner overtaget af masseturismen med dens hoteller, butikker restauranter og barer. Her blot direkte skabt for den i en komprimeret version af troperne. Det er på en mærkelig måde både falsk og ægte.

Illusionen virker
Det er virkelig old school tyskere, der er her. Her er ikke mange trendy Berlinere, men ’familien Tyskland’ gerne lidt oppe i årene er rigt repræsenteret. Det virker heller ikke som de mest velhavende eller elitære, men den brede middelklasse, der ligger i deres badedragter og speedos og daser.

Alligevel er det badegæster i alle aldre, der nyder stedet som en tur på stranden. Endda ser det ud til, at den kæmpe pressening med blå himmel og skyer, måske 20 meter høj, der hænger som en lav horisont bag Sydhavet, virker efter hensigten, at skabe og vedligeholde illusionen om at være et helt andet sted.

Tropisk Truman show
En af de andre udvekslingsstuderende hiver mig ud af mine tanker og spørger om vi ikke skal hoppe i havet.

Vi rejser os og træder ned i vandkanten, bogstaveligt talt vandkant. I den cirka en meter brede rande der er ca. 10 centimeter dyb vasker vi sandet af tæerne inden vi træder ned i ’havet’, en stor pool ca. 1,30 meter dyb, hvor bunden er beklædt med et ensartet mønster på store metalplader. Ikke lige idealbilledet af tropestrand, men det ligner i det mindste lidt, især inde fra land. Som vi svømmer ud forbi landsbyen, der ligger midt i poolen, finder vi ud af, at dybden er den samme over det hele, vandet er ikke vildt varmt, men ok.

20090509-DSC_0721

Vi fortsætter udad langs en badebro i midten af poolen, der går fra sivhytteøen mod bagtæppet. Den fører ned til en stor dobbelport, som går i et med skyerne, som taget ud af Truman Show fører denne dør ud bag scenetæppet til verden udenfor. Vi svømmer helt tæt på og ser også, at der er et mellemrum mellem poolkanten og himmeltæppet på omkring en halv meter. I mellemrummet kan vi se en hvid gang der går langs med bagtæppet ved hallens ydermur, og vi ser en ældre mand gå forbi.

Det er som om vi har fået et glimt denne ’verdens’ pedel, manden der sørger for at vandet altid er den rigtige temperatur og at bagtæppet bliver hængende over Sydhavet. Hypotetisk set kunne man leve sit liv gratis i Tropical Islands, som en slags frivillig Truman. Man skal jo kun betale for indgangen og kan derefter forbruge løs på sit chiparmbånd, idet stedet har åbent døgnet rundt, året rundt og man først betaler ved udgangen. Et liv i i indelukket tropeluksus.

Reality?
Da vi kommer op af vandet og lægger os på stranden begynder jeg at fryse og får gåsehud. Mens de andre bliver liggende og daser, vader jeg tilbage til omklædningsrummet og tager mit halstørklæde på og tager kameratasken med, da jeg lige så godt kan tage nogle fotos til artiklen. Jeg beslutter at tage den kilometerlange gåtur gennem regnskoven. Der er dog hverken regn eller skov jeg tænker på, da jeg tager turen.

Stien er af beton og snor sig meget tæt, nærmest som landevejen på en Tour de France-stigning uden for kategori, blot uden højdeforskellen. Det bevirker, at mellemrummet mellem stierne ofte kun er lige så bredt som stien selv og skoven fremstår derfor som nøje passede planter i en velordnet have med en konstant gennemstrømning af mennesker, der slanger sig igennem.

20090509-DSC_0696

Her hænger en plastichat og en drikkedunk over et skilt hvor der står ’ekspedition’. En bambushytte står ensomt langs stien med en baggrund af vandslanger og en metalboks over et bassin med enkelte sten halvt indstøbt i betonfundamentet. Her svømmer karper og sumpskilpadder rundt som de eneste dyr jeg endnu har set i hallen.

Saunalandskabsenden af hallen har dog enkelte lyspunkter. Angkor Wat kopien står flot op i luften ved nogle planter, men døren ind i bygningen er forsøgt malet som træ, selvom den er af metal. Den nærliggende teltplads, med ens råhvide telte på række i en sandet lysning i skoven, ville uden stålmuren i nærheden, næsten virke som en kulisse til en 1800-tals safarifilm.

Mens jeg vader rundt og tager billeder, får jeg det aldrig ordentligt varmt og nyser nogle gange og overvejer hvad fanden jeg laver der. En følelse der ofte kan opstå på længere rejser alene, hvor omgivelserne og dagene og ens feriehandlinger smelter sammen og bliver rutine og derfor hverdagsagtige og pludselig ikke giver mening længere. Her er den allerede opstået efter nogle timer.

Denne dag er jeg i et tropelandskab i en hal i Tyskland og render rundt og dokumenterer galskaben, mens jeg er ved at blive syg i varmeboblen – ikke videre meningsfuldt, tænker jeg for mig selv og indfinder mig med den umiddelbare absurditet og leder videre efter nye virkeligt kunstige ting at opleve og fotografere.

Det bliver ved med at komme, tilbageturen langs Südsee-stranden overrasker. Bag beachvolley-banen åbenbarer der sig et lille TV-hold som er i gang med at filme en håndfuld meget unge piger i bikini, der poserer foran kameramanden, som panorerer op og ned for at få det hele med. Det viser sig, at Tropical Islands har sit eget reality show.

20090509-DSC_0649

Shamanshow
Jeg løber ind i et par af de studerende fra gruppen, der er på vej hjem. Jeg overvejer småhostende, om jeg skal følge med dem, men vælger at blive hængende. Os der er tilbage dropper badetøjet, klæder os på og går over til aftenens store akrobatikshow.

Der er totalt proppet på strandpromenaden ved Südsee. Betonplatforme ude i vandet tages i brug som scene og sivhytterne som projektørskjulere. Klassikeren ‘Carmina Burana’ runger i hallen. Muskuløse tyske karseklippede mænd iklædt leopardlændeklæder forsøger at fortælle en klassisk historie om synd og shamanisme. Her bliver alle tænkelige arketyper om den vilde stammekriger luftet, sammen med det absurde twist, at de drejer rundt om en stor gynge og laver akrobatik, uden nogen form for sikkerhed på en ø af beton, omkranset af klorvand og stålbund.

20090509-DSC_0790

Det er imponerende og helt vild akrobatik og de andre fortæller mig hvor fantastisk det er og siger wow og vi klapper.

Hele denne skare af mennesker kan få deres eksotiske sommerfix kort, nemt, billigt og nært, som erstatning eller supplement til den ægte vare. Måske har jeg også lidt svært ved at nyde det, fordi jeg sidder fuldt påklædt med halstørklæde og stadigvæk fryser. Min livline er lige blevet droppet, og her sidder jeg tilbage.

Se flere billeder ved at klikke på billedet i øverste venstre side.

Helbredende urter
Mørket falder på og klapsalverne efter showet har lagt sig. Det viser sig, at vi har gratis adgang til ’saunalandskabet’ som studerende. I forhåbningen om, at wellnessen vil have helbredende virkning på min stadigt mere sygelige krop, klæder jeg om igen og går med. Vi kommer ind og går over mod et hjørne med klippeomgivelser og en sauna i en hule.

I saunaerne er nøgenhed påbudt og der er ingen kønsopdeling, I den første sauna sidder man i damp ovenpå varme sten i en imiteret klippehule til lyden af blid asiatisk strengemusik. Vi prøver et par saunaer mere og et boblebad, inden de andre går ud igen. Det er Europas største saunaområde og jeg beslutter mig, i min forestilling om helbredelse, for at prøve dem alle. Der er en stor variation, tørre, våde, lunkne, varme, med eller uden aroma og musik. Alle sat i forskellige mere eller mindre tropeagtige omgivelser, eksempelvis er der en finsk sauna.

Vandvittige ting i store baderinge
Lige lidt hjælper saunabehandlingen, den udmatter mere end den hjælper. Jeg er stadig sløj og giver op. Indelukket i tropehuset drikker jeg en øl, som jeg ikke har lyst til og venter længe på en suppe, der ikke mætter.

20090509-DSC_0741

Aftenlyset gør hallen endnu køligere og hallen affolkes lidt efter lidt. Jeg møder de andre igen og de er igen helt vilde og på vej op i vandrutsjebanetårnet – Tysklands højeste på 25 meter. Jeg bliver hurtigt smittet af deres entusiasme og er snart ved at bruge mine sidste kræfter på at lege vandvittige ting i store baderinge. Vi leger fartdjævle, som 12 årige knægte på campingferie sætter vi baderinge sammen, trodser reglerne og vælter knap 10 mennesker ned igennem rutsjebanen på samme tid. Nogle kommer lidt til skade og står af, hvorefter de blot griner med og tager billeder. Mens vi andre prøver igen og igen.

Omkring midnat er der endelig enighed om, at det er tid at tage hjem. Jeg har fået det hele med, men har kuldegysninger og nyser mig vej mod omklædningen.

20090510-DSC_0456

Udenfor igen. Kulden slår hårdt, da vi når igennem slusen til den virkelige verden. Vi venter på bussen, og jeg går udmattet en sidste tur med kameraet. En gotisk fuldmåne, et fladt landskab og hvad der i mørket minder mest om et landet rumskib, gør at verden udenfor virker ligeså uvirkelig som den indenfor. Bussen kommer og sender mig tilbage mod Berlin, en smule sindsforvirret over min nyerhvervede tyske tropesygdom.

20090510-DSC_0463

Har du lyst til flere skæve fortællinger, så skal du tage med på 24 timers ophold i en lufthavn, på et vaskeægte knallerteventyr og til scootertræf.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback