Mongoler og kaos: kapløbet mod de ensformige hverdage

Af - 15. februar 2010

Forestil dig selv i et mudderhul på de øde Kazakhstanske ørkenveje. Dig, din bil og din fedtede ven i hullede, uvaskede jeans. I horisonten skimtes en flok kameler, det er 40 grader og kroppen er konstant på grænsen til dehydrering. Du er mange hundrede kilometer fra civilisationen, uden mobildækning eller et pick up crew i hælene på dig, hvis alt går galt.

Lyder dette som en drøm af en sommer anno 2009? For de fleste nok ikke, nej. Men det er jo derfor netop DU er der – fordi det skal gå galt. For din verden er måske blevet lidt for sikker? Har Google Earth og GPS gjort det hele for forudsigeligt, når turen ud I verden kan kortlægges fra dagligstuen? Hvor bevæger man sig hen, hvis man ikke vil følge strømmen af adventure travels som guided tour, men derimod virkelig ønsker at bussen bryder sammen? Svaret må være Mongol Rally – fighting to make the world less boring.

Det mest gudsforladte sted på kloden

Mongol Rally tog sine første spæde skridt i 2001. Det britiske makkerpar Mr. Tom og hans ven Mr. Julian placerede i en brandert fingeren på det, der i deres øjne måtte være det mest gudsforladte sted på kloden – Mongoliet. En destination de ville opsøge i en Fiat 126. Missionen mislykkedes i første omgang totalt, men oplevelsen havde alligevel gjort et uudsletteligt indtryk, og de svor, at de ville gøre det igen.

Efter et par års planlægning og ikke mindst overtalelse lykkedes det i 2004 Tom at få samlet seks biler til afgang. Mongol Rally var hermed født.

I løbet af de følgende år løb rygtet stærkt. Mr. Tom dannede nu foreningen The Adventurists, der skulle stå for planlægningen af rallyet. The Adventurists omfatter i dag bade fuldtids, deltids og frivillige. Men vigtigst af alt for tiltagets eksistens er selvfølgelig de flere hundrede mere eller mindre gale individer, der årligt samles med adrenalin i årerne, reservedele i oppakningen og ét fælles mål – at bekæmpe en ensformig hverdag …

Et håbløst projekt?

Netop derfor begav DTU-drengene Jens og Anders sig af sted under holdnavnet Danish Delight – fordi vi er ligeså delightfulde som vi er danske. I Suzuki Alto’en Miss Daisy, købt af Peder T i Rødovre, med påklistrede mærkater fra diverse sponsorer og en hammer fra farmor Lis i bagagerummet, gik turen fra det mørke Vestjylland mod Brighton i England og dermed startskuddet til dette års Mongol Rally.

Mongol Rally II

Jack Osbourne er manden bag inspirationen til turen. Jens så et par minutter af tv-programmet Adrenaline Junkie – en udsendelse, mange mødre verden over ville ønske, aldrig havde set dagens lys. Ideen var købt med det samme. Anders hoppede dagen inden tilmelding med på det, andre af vennerne takkede blankt nej til. Der herskede en generel opfattelse af turen som en håbløs ide. Men netop dette var grunden til, at de to drenge fra Holstebro vadede direkte ud i projektet.

Jens: Det er lidt fucked up. Altså … det har det jo egentlig ikke været, men konceptet er rimelig fucked up. Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde ellers ville være kommet til Kasakhstan eller Usbekistan. Jeg anede da slet ikke, at der var et land, der hed Turkmenistan, før vi begyndte på det her.

Anders: Ja, det er hovedsageligt for sjovs skyld jo … og for mange mennesker er Centralasien en stor hvid klat på verdenskortet, som man ikke kender noget til.

 

Essensen af eventyret

Danish Delight teamet var ét ud af fem danske hold, og det var i år første gang, der var danske hold repræsenterede på turen. Rallyet er da også blevet udvidet i 2009 til 450-500 biler fra tidligere kun at omfatte 250 hold.

Jens: Der var ligesom to grupper mennesker. Mekaniker-typer og britiske bonderøve der vidste alt … og så folk, der som os ikke anede noget om biler overhovedet.

Mongol Rally er dog andet end eventyr. Overordnet fastslår rallyet tre regler…

Anders:… og dem kan man jo egentlig også betale sig fra. Motoren må dog ikke være mere end 1,2 liter, og så skal man pr. hold indsamle 1000 pund til velgørenhedsprojekter i Mongoliet. Men vi havde godt nok kun samlet 800 pund ind –  og om vi bliver opkrævet de resterende 200? Det tror jeg faktisk ikke, at vi gør. Men det er det, man binder sig til. Derudover betalte vi et engangsbeløb ved tilmeldingen for at sikre os en plads.

Jens: Pengene til projektet ville blive udbetalt under alle omstændigheder – om vi kom i mål eller ej. En helt ny regel i år var, at bilen skulle være yngre end 10 år hvis man ville donere den i Mongoliet. Så skulle man komme frem og give den ved målstregen – men vores var fire måneder for gammel, så vi skulle tage den med ud af landet igen.  Men vi kunne godt have fucket lidt med det. Vi gjorde det ikke, men vi kunne.

Derudover oplyser rallyets hjemmeside om ’The on Your Own Rule’. Du er helt igennem og hundrede procent ansvarlig for dig selv – so you can’t sue our arses when you die!

 

Øl med lokal i Mongoliet

Tid til afgang

Så under disse forudsætninger rullede Jens og Anders på eventyr mod de halsbrækkende og hullede veje i Balkan, timelang venten hos griske grænsevagter, mekanikeren Viktor i Novosibirsk, Bratislavas smukke kvinder, et utal af punkteringer, olieskift og utrolig meget andet. Alt sammen med en forhåbning om at nå den endelige destination – Mongoliet.

Umiddelbart noget af en test … og bestod de mon prøven? Nåede Danish Delight og Miss Daisy helskindet til Mongoliet? Og hvis de gjorde, hvordan? Svarene på alle dine spørgsmål er at finde på ruten, der er beskrevet på det følgende kort. Her finder du beskrivelsen af, hvilke eventyr der venter, hvis du en dag indser, at campingvognen og ligusterhækken er blevet for snæver for dig og vovsen. Tryk dig ind på opdagelserne og overvej undervejs om du skal udfordre dig selv med en tilmelding til Mongol Rally 2010!

Gå på opdagelse på kortet – start med at klikke på parentes)slut-logoet.


Vis Mongol Rally på et større kort

Den sidste krampetrækning

Så de nåede helskindede hjem igen, Jens og Anders. Hjem til en omend anelse mindre rock n’ roll verden,  præcis 63 dage, 28.143  kilometer og 24 lande senere. Det blev til tre bøder, en enkelt bestikkelse, en omgang diarré og en hel del bizarre overnatninger, fantastiske mennesker og ubeskrivelige eventyr! Ret godt og vellykket gået.

Turen hjem beskrives efterfølgende som den absolut mest udfordrende del. Det tog Jens og Anders seks døgn at tilbagelægge turen fra Mongoliets grænse gennem Rusland og tilbage til Danmark. Her skiftedes de til at bugsere Miss Daisy gennem det russiske landskab og på disse sidste 9.281 kilometer sov de kun på samme tid en enkelt gang – i fire timer.

Farvel og tak …

Kan to drenge klemme sig ind på forsæderne i en Suzuki Alto og krydse to kontinenter, uden at slå hinanden ihjel? Jens’ lækkende tarmsystem som følge af overgærede madæbler førte til lidt skrigeri på en russisk rasteplads. Men derudover, ja. Det kunne de tydeligvis godt. Der er i hvert fald ikke mange sure miner eller uoverensstemmelser at spore … og på spørgsmålet om, hvem der til sidst fortjener et special thanks, er der heller ikke stor uenighed.

Anders: Peter T i Rødovre, som vi købte Miss Daisy af, ha, ha … og Viktor i Novosibirsk.

Jens: Man kan selvfølgelig sige at Viktor stod for én nat, hvor Peter T i Rødovre sørgede for, at vi kunne komme hele vejen frem og tilbage.

Anders: Ja … Viktor inviterede os iøvrigt derover igen til vinter. Han var bestyrer af et suzuki-værksted. Så fik vi lov til at sove hos ham.  Der var vi jo alene.

Jens: Ja, der var vi helt alene. Bare os to. Dig og mig, Anders

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback