Farvet hos Esther

Af - 1. marts 2010

”Det er en hel roman at være hos Esther”, sagde min arbejdsgiver engang om Esthers frisørsalon i hjertet af Nørrebro. Så jeg tog hende på ordet og skrev et kapitel, før Esther en dag går på pension.

Af Peter Bo Andersen

Mange år før Suzanne Bjerrehus havde lært danskerne at sige ”smør fyrre”, skrev hendes mor, Inger Larsen, under på Esthers svendebrev, og lige siden har Esther stået bøjet over kunderne i ”Ila Salonen” bag Blågårds Plads. Foran spejlene er der askebægre af marmor, og man ser gerne dele af det ældre dameklientel pulse på en fed cerut, mens de engang imellem sender et host gennem salonen, der ville få selv B.S. Christiansen til at føle sig som en spejderdreng.

Hver december serverer Esther gratis fadøl for kunderne, men for at der ikke skal gå helt bodega i dén, er der højst en fadøl per kunde, og hvis der alligevel går bodega i dén, henviser Esther pænt til den ”rigtige” bodega ved siden af salonen, hvor hun nogle gange giver en hånd med efter fyraften. Min arbejdsgiver, en spastisk kvinde ved navn Susheela, har talt om at besøge bodegaen, men den ene gang vi var på vej ind med kørestolen, var røgen så tyk, at man kunne klippe parykker af den. Så slemt er det ikke hos Esther.

Da vi i dag rullede indenfor i frisørsalonen, var en kvinde på vej ud, støttet af sin rollator og Esther. Kvinden hilste os med et ræb, som Esther oversatte med et ”Hej med jer!”.

Frossen fisk i håndvasken
Susheela skulle først på toilettet, og jeg fik overtøjet af os begge og kørte hende ud i baglokalet, hvor hun tog den sidste meter selv. Idet hun lukkede toiletdøren bag sig, kom Esther ud for at pulse på en smøg. Jeg nærstuderede nogle frosne fisk i håndvasken i hendes minikøkken og spurgte, om hun var begyndt at fiske. Hun havde købt frosne sild på tilbud på Netto, forklarede Esther, og hun ville stege dem i rasp og mel og dernæst lægge dem i eddikelage i to dage, for ”så smager det ligesom i gamle dage”.

Samtidig kunne vi fra toilettet høre Susheela begynde at grine, først små fnis, så en mere spruttende latter.

- ”Hvad griner af derude Louise?”, spurgte Esther, der aldrig har kaldt Susheela andet end Louise, og som – dengang hun for et år siden fandt ud af at Susheela var adopteret fra Indien af danske forældre –  bød velkommen til fællesskabet med ordene: ”Nåå, jamen så er du jo dansk!”. Susheela svarede ved at grine endnu højere.

- ”Jeg griner ellers aldrig, når jeg er på toilettet”, sagde jeg.

- ”Nej, det er jo ikke ligefrem Reimer Bo, man sidder og tænker på derude”, kommenterede Esther. Døren blev åbnet, og Susheela satte sig klukkende i sin kørestol, mens hun prøvede at fortælle, hvor sjovt det havde været at høre os snakke om sild.

- ”Du er rigtignok en fræk lille Louise, hva?”, lød det fra Esther. Ledsaget af et moderligt smil og en bevægelse med hånden, der så ud til at være på vej til at give Susheela et niv i kinden, men så fortrød.

En halv flaske vodka med danskvand
Jeg kørte den lille frække Louise ind til sin faste plads i salonen. Hun sendte mig små blink, der sagde noget i retning af, at ”Esther er godt nok i topform i dag”. Esther kom ind fra baglokalet og begyndte at smøre sort farve i Susheelas hårpragt, der ellers er sort nok, men har fået ti-femten uvelkomne grå gæster, der har været 38 år undervejs. Døren til frisørsalonen gik op, og en ældre lille kvinde med blegt gulerodsfarvet hår kom ind med en smøg dryppende fra munden, tøffende skridt og intet overtøj på, selv om efterårsvinden tudede de visne blade i marchgang forbi vinduet udenfor.

- ”Hej Annemette” hilste Esther. Og Annemette, med en hæs mumlen der ikke engang fik smøgen til at vippe:

- ”Har du set Kirsten, Esther, vi havde en aftale om at få en lille én, har Kirsten været her, Esther?” Esther svarede, at Kirsten lige var gået og at Kirsten – mens hun var blevet klippet – havde tyllet en halv flaske vodka blandet op med danskvand. Henvendt til mig sagde Esther,

- ”Det er da ikke mere end femten minutter siden dig og Louise kom, er det vel? Lige dér da den ældre dame med rolatoren gik”.

- ”Nå, hende der bøvsede”, sagde jeg.

- ”Ja hun kan sgu sagtens”, sagde Annemette og stillede sig stirrende på Susheela til højre for hendes spejl.

- ”Er det din far ham dér?”, spurgte Annemette.

- ”Det ved jeg ikke. Er du min far, Peter?”, sagde Susheela.

- ”Så er der gået koks i reinkarnationerne, for jeg er jo syv år yngre end dig”. Annemette hørte mig overhovedet ikke.

- ”Ved du at jeg aldrig har brugt make-up?”, sagde Annemette til Susheela. ”Jeg var engang meget smuk”, fortsatte hun.

- ”Du er skam stadig en flot pige”, sagde Esther, og samtidig lænede Susheela sig mod mig og hviskede: ”Annemette har ikke BH på!” Så gik Annemette en mumlende cirkel i salonen og ud i kulden igen.

“De kender dig bedre end du selv gør”
Med farven smurt i håret lignede Susheela en blanding af en bollywood-stjerne og et popikon fra firserne, og hun skulle nu vente 45 minutter, før den kunne vaskes ud. Der var også kommet flere ældre damer til, som afventede deres ugentlige eller månedlige Esther-konsultation, hvor de seneste nyheder om børnebørnene og helbredstilstanden blev vendt. Aldersgennemsnittet tog dog et lille dyk nedad, da døren igen gik op, og en dame i midten af fyrrerne med et par intense øjne farede ind. – ”Esther! Jeg bliver sgu nødt til at ændre min tid!” Og Esther, rolig som klintekongen:

- ”Jamen så gør vi da bare det søde ven, så gør vi da bare det”. Kvinden begyndte at fortælle, at hun nu havde raskmeldt sig efter en periode på sygedagpenge og i dag havde tilbragt fire ydmygende timer på arbejdsformidlingen, hvor hun skulle underskrive alle mulige papirer samt vise lønsedler fra de sidste fjorten måneder af sin sidste arbejdsperiode.

- ”Ja de kræver jo kraftedme næsten, at man skal kunne fremvise samtlige lønsedler lige fra dengang, man som tretten-årig var omdeler af gratis tamponer i Ballerup,” Sagde hun.

Da jeg fortalte, at jeg var studerende og nok snart røg på dagpenge uden at have gemt en eneste lønseddel fra de sidste to år, sagde kvinden,

- ”Er du da fuldkommen gal, mand!? Tror du det er for din scrapbogs skyld de sender dig lønsedler? Så du som firsårig kan sidde og tænke: Næh, hvor tjente jeg dog meget dengang? Nej det burde fandme stå med blokbogstaver over alle landets fødeklinikker: LØNSEDLER! Velkommen til verden, mand. LØNSEDLER!”

Jeg fremlagde den idé, at lønsedlerne kunne være gået op i røg under en brand, men kvinden var nådesløs.

- ”Den tror de sgu ikke på. De kender dig fandme bedre end dig selv, spørg bare mig, jeg aner sgu dårligt nok mere, hvem jeg er.”

- ”Har du da nogensinde gjort det?”, sagde Esther.

- ”Næ men så sig mig hvorfor helvede de skal gøre det, når jeg ikke gør det?”

I tavsheden efter dén kommentar kiggede kvinden på sit ur, sagde ”shit jeg er ved at være sent på den” og glemte på vejen ud at lukke døren efter sig. Jeg syntes pludselig, at det trak lige lovligt meget fra ”det virkelige liv”.

Esther-pensumet
Susheela klappede mig på skulderen og ledte listigt mit blik hen på stablen af dame- og sladderblade. Den resterende ventetid forløb med forskellige horoskoper, som lovede os ”kærlighed i luften”, ”knas i parforholdet”, ”mulighed for rejser” og ”gode karrieremuligheder”. Esther afbrød os med ordene:

- ”Nå Louise, er du klar til at få skyllet parykken”. Hun kørte Susheela ind hårvaskafdelingen og hjalp hende op i hårvaskstolen, hvorfra Susheela bemærkede, at en af flaskerne med balsam lignede remoulade, og Esther konstaterede,

- ”det skal man ikke putte på sin spegepølsemad”.

Shampooen, derimod, lignede tynd industrimayonnaise, og parykken var næsten ved at falde af, da Esther gnubbede det ind i Susheelas hår. Pludselig lød en velkendt stemme bagfra.

- ”Jeg har ik’ flere smøger. Kan jeg købe en smøg Esther?”

Og dér stod Annemette, ganske rigtigt uden smøg i munden, men med en sammenkrøllet tusindkroneseddel i sin fremstrakte hånd.

- ”Nej ved du hvad Annemette, dén tusindkroneseddel dér skal du sørme passe godt på, ik. Du får da bare en smøg af mig, når jeg lige har vasket hår hér”.

Og som det gerne sker, når Esther vasker hår og samtidig snakker om noget helt andet, så udstødte Susheela et mindre skrig, fordi hun som en obligatorisk del af Esther-pensumet havde fået skum i øjet. Annemette gik straks helt tæt på for at nyde synet på kortest mulig afstand.

- ”Ved du at jeg aldrig har brugt make-up?”, sagde hun 30 centimeter fra Susheelas smertegrimasserende ansigt. ”Det kommer indefra det hele er det ik rigtigt skat?”.

Susheela gned skummet ud med et stykke vat, jeg havde fundet til hende, og hendes efterfølgende latter virkede til at være et godt nok svar for Annemette. Og med tusindkronesedlen og en af Esther tændt smøg i hånden gik hun igen ud for at finde Kirsten.

Esthers brune og orange kasseapparat vidste intet om dankort, men en del om checks og kolde kontanter. Susheela havde det sidste, kontanterne, og som sidste punkt på dagsordenen gav jeg Esther de gysser, en farvning kostede. Da Susheela og jeg iført vores overtøj trillede ud i den verden, hvor også Annemette, Majbritt, A-Kasserne og – et eller andet sted – Kirsten lige nu befandt sig, holdt Esther døren for os med ordene:

- ”Jamen så ses vi til klipning om seks uger, Louise!”

Og som altid var der noget betryggende ved at høre de ord, for så går Esther i hvert fald ikke på pension indenfor de næste seks uger. Som hun selv har sagt det:

- ”Så længe jeg synes, det er sjovt, bliver jeg ved. Og hvor skal mine gamle kunder ellers blive klippet, hvis ikke de har mig?”

Se alle billederne fra Salon Ila her, ved at klikke på billedet øverst i venstre hjørne.

Hvis du kan lide historien om Esther så link til den på Facebook og gå også på opdagelse i Parentes)sluts arkiver. Her kan du komme tæt på flaskesamlerne på Roskilde Festival, tage med til Tattoo-Festival i Canada og scootertræf for teenagere eller tjekke verdens hurtigste gun-slinger skyde til måls.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback