Islantis: sagaen om finanskrisen og den islandske folkesjæl

Af - 30. marts 2009

Stilhed før storm

Island står efter 10 års bank- og låneeventyr midt i en finanskrise, som økonomisk set kan få lavaøen til at synke til bunds som et andet nemesisramt Atlantis. Det bliver dog ikke med islændingenes gode vilje, som holder fanen højt trods de håbløse udsigter. Her følger en indlevende reportage, der tager dig med til hjertet af finanskrisen og den optimistiske islandske folkesjæl.

Flyets landingshjul rammer landingsbanen i Keflavik, som ligger en times kørsel fra hovedstaden Reykjavik. Flyet skyder rystende og gyngende hen over den mørke landingsbane. Det fryser uden for i mørket, så jeg gætter på, at den gyngende landing skyldes, at landingsbanen er iset til. Efter at bagagelågen har spyttet min taske ud, går jeg mod udgangen. På vej derhen går jeg forbi en taxfree shop. Jeg får stukket en flyer i hånden af en kvinde:

”Weak Icelandic Kronur + Taxfree = Bargain”

Det første tegn på, at noget på Island ikke er helt, som det har været gennem de seneste ca. 10 års økonomiske boom. Men samtidig også et tegn på, at det ikke er alle, der tager krisen lige tungt, og at nogen tilmed ser deres snit til at vende den til noget positivt.

Hotellet ligger en times kørsel fra lufthavnen, og en kraftig sidevind får det til at føles, som om bussen kører på en gyngende grund af gelé snarere end forstenet lava.

”Mon denne ø virkelig er ved at synke i havet?” tænker jeg ved mig selv. Hjemme i Danmark har jeg fået indtryk af, at Island har levet over evne og nu betaler regningen for, at en hel befolkning har opført sig som nyrige for lånte penge. Men passer det? Er det det, der er sket, og hvad er konsekvenserne? Og er der en skurk i dette drama – en skurk som man kan sende regningen til? Det er det, jeg er kommet til Island for at undersøge nærmere.

På vej til hotellet passerer vi flere supermarkeder fra Bonus-kæden. Bonus-kæden er ejet af Jón Ásgeir Jóhannesson – den mest kendte af de såkaldte finansvikinger, som tæller omkring 30 af Islands rigeste og mest magtfulde finansmænd. Dette magtforhold illustrerede en ung aktivist på meget billedlig vis, da han for nogle uger siden, til én af de ugentlige lørdagsdemonstrationer foran parlamentsbygningen i Reykjavik, skiftede det islandske flag ud med Bonus-kædens flag – en glad sparegris på en knaldgul baggrund.

Finanskrise-sagaen
Den 6. oktober 2008 fortalte landets statsminister, Geir Haarde, på landsdækkende tv, at Islands økonomiske situation så meget grel ud. De opmærksomme islændinge havde nok lugtet lunten. Allerede i december 2007 begyndte Jón Ásgeir Jóhannessons investeringsselskab, Baugur Group, nemlig at sælge ud af aktieposterne, og en måned senere fulgte investeringsselskabet Gnupur efter, hvilket skabte en del uro på øen.

Den 29. september 2008, præcis en uge inden statsministerens tale, blev den store islandske bank, Glitnir, helt uden varsel overtaget af staten. Alligevel var mange islændinge overraskede over statsministerens tale til nationen, som sluttede med ordene ”Gud velsigne Island”. Det virkede på mange islændinge surrealistisk, at de nu skulle sætte deres lid til Gud i stedet for til cool cash, ligesom mange ikke havde forstået, hvor slemt det stod til. Det blev dog klart i ugerne efter Geir Haardes tale, da landets to største banker, Landsbanki og Kaupthing, ligeledes blev overtaget af staten.

”We are fucking kings!”
Den islandske forfatter og tidligere chefredaktør på Islands svar på Ekstra Bladet, Mikael Torfason, har anbefalet, at vi mødes på Reykjaviks fine gamle Hotel Borg. Jeg er blevet henvist til den unge herre, der er midt i trediverne, som en slags ekspert på krisen og Island i almindelighed. Hotel Borg er holdt i art deco stil, men med et topmoderne touch og blød loungemusik i højtalerne. Dyrt og smart ser det ud, og det skaber en fin ramme for interviewet, som drejer sig om udviklingen fra før krisen, da Island stadig befandt sig i den dionysiske forbrugsfest, til nu, hvor sagen er en helt anden.

Mikael Torfason

Mikael Torfason har også boet i Danmark i en årrække, så interviewet foregår på dansk, som han mestrer fint, men hvis en pointe virkelig skal slås fast, slår han over i engelsk. ”We are fucking kings!” Sådan beskriver Mikael Torfason den selvopfattelse, som har præget islændingene i de sidste 10 års finans- og bankeventyr.

Forklaringen på, hvordan en hel nation kom til at se sig selv som konger, finder Mikael Torfason i det islandske folks historie og mentalitet, der er præget af koloniseringens kølvand, identitetskrise og af generel fattigdom. Selvom Island geografisk set er en del af Norden og består af hvide, vestligsindede mennesker, er det måske ved at skele til et land som Zimbabwe, at man bedst kan forstå islændingene, filosoferer Torfason.

”Island var en dansk koloni indtil for 50 år siden, derfor skulle man måske kigge mere på, hvordan Afrika klarer sine kriser. Selvom vi ikke har blodbad og sådan noget selvfølgelig,” siger han eftertænksomt og uddyber: ”Da vi fik vores selvstændighed, var vi et meget fattigt land. Vi var ikke engang et rigtigt fiskersamfund. Det var først i 80’erne under ”The Cod Wars” (Torskekrigene) med England, hvor vi fik en egentlig identitet som fiskerination.”

Fiskeriet har ellers været rygraden i den islandske økonomi, indtil finanssagaen begyndte med privatiseringen af bankerne i 90’erne og låne- og forbrugsfest i årene efter. Selvom der ikke er nogen tvivl om, at politikerne og finansvikingerne bærer en stor del af ansvaret for den økonomiske krise, efterlyser Mikael Torfason, at islændingene kollektivt påtager sig skylden for finanskrisen i stedet for at skyde hele skylden på magthaverne:

”De islandske familier skylder ca. 550 mia. kr. væk. Vi var alle sammen sindssyge og med i festen. Selvom der har været nogen, der ikke var med i festen, så var de fleste med, hvis man ser på tallene.”

Og Mikael Torfason indrømmer gerne, at han selv har været en del af festen og det, han kalder ”en sindssyg gruppementalitet”:

”Jeg var med i festen. Jeg ejer en stor campingvogn, jeg ejer en stor bil, jeg ejer et stort rækkehus ude i forstæderne, jeg har taget til New York og spist på fancy restaurants og rejst til Canada med mine børn,” konstaterer Mikael Torfason ærligt. Han skal dog nok klare den, forsikrer han mig optimistisk, selvom han godt kan mærke, at huslånet presser rådighedsbeløbet en hel del.

The american connection
Alle islændinge skylder nu i realiteten millioner af kroner væk. Staten har overtaget gælden i bankerne, og samtidig har Island fået et lån af Den Internationale Valutafond (IMF) på 12,5 mia. danske kr. Det er første gang i mere end 30 år, at IMF låner penge til et vesteuropæisk land, så måske er der noget om snakken med de afrikanske tilstande.

Men Island skal nok komme videre, når bare der er jobs at få, mener Mikael Torfason. Ligesom i USA er der nemlig en stærk arbejdskultur på Island:

”Jeg læste i avisen i dag, at der nu er 9.000 arbejdsløse på Island. Hvis der er noget, som de fleste på Island ikke har det godt med, så er det at være arbejdsløse. Der er en stærk arbejdskultur på Island. Hvis du fx er højtuddannet økonom, men ikke kan få noget job som økonom, så vil du bringe pizza ud, indtil du får et bedre job. Vi kan godt leve med at være fattige, så længe vi bare har et job – vi er mere amerikanske på den måde.”

Det minder mig om en anden særdeles iøjnefaldende ting på Island, som leder tankerne hen på amerikanske tilstande: Firehjulstrækkere. De store benzinslugende kolosser ses overalt i Reykjaviks bybillede: Jeeps, Toyota Landcruisers, Nissan Pathfinders, Range Rovers, Hummers, Nissan Patrols, Porsche Cayenne Turbos, BMW X5’ere, BMW X3’ere, Lexus RX’ere, Mitsubishi Pajeros, Toyota RAV4’ere, Dodge Rams etc. Firehjulstrækkere i alle størrelser og afskygninger findes overalt, og de fleste af dem ser helt nye ud.

Det har været populært at optage billån på Island i enten schweizerfranc eller japanske yen, fordi det kunne betale sig, da den islandske krone var meget stærk. Men det er et risikabelt lån, og nu hvor den islandske krone er meget mindre værd end både yen og franc, skal der betales flere kroner for at dække det månedlige afdrag – ofte for et mindre rådighedsbeløb, da mange islændinge er gået ned i løn eller er blevet fyret pga. krisen.

”Hvis du har en firehjulstrækker, så er det bare pjat. Du kunne have købt en Porsche eller sådan noget, men du købte en Jeep. Du har måske behov for at bruge den fem gange om året, hvor der ligger rigtig meget sne. Vi er amerikanske på den måde,” lyder konklusionen igen.
Range Rover

Særligt den dyre og luksuriøse Range Rover og den gigantiske Hummer er nogle af de modeller, der var mest populære i 2007, læser jeg i Islands største avis Morgunblaðið (Morgenbladet), hvor de ser tilbage på 2007 og nogle af de trends, som finanseventyret førte med sig. Faktisk har jeg hørt, at Island er det land i verden, der har købt flest Range Rovers – og det er ikke pr. indbygger.

”Range Roveren. Det er næsten dumt. Den koster 10-15 millioner islandske kr., og der er optaget kæmpe lån i dem. Min firehjulstrækker koster kun 2,8 mio. kr.,” siger Mikael Torfason hovedrystende.

1 mio. islandske kr. svarer i dag til omkring 50.000 danske kr., men for bare et

år siden var det ca. tre gange mere, altså 150.000 danske kr. Så en bil til 10 mio. købt i januar 2008, svarede altså dengang til ca. 1,5 mio. danske kr. om aftenen på vej tilbage til mit hotel efter mødet med Mikael Torfason, går jeg forbi Kaupthing Banks hovedkvarter, der ligner en af de sorte glas-og-stål-bygninger fra havnefronten hjemme i København. En lille håndfuld medarbejdere sidder der endnu og stirrer i deres computerskærme. Jeg kigger ind på dem fra P-pladsen lige udenfor, hvor der holder otte biler hvoraf seks er store, nye firehjulstrækkere – dog ingen Range Rovers.

Danica Seafood Ltd.
Ægteparret Jan B. Thomsen og Laufey Johannsdottir ejer en af de berømte Range Rovers – én hver faktisk. Men de understreger, at de har kørt Range Rover siden 1993. Det er den bil, de er faldet for, og de har købt dem for rede penge. Jan og Laufey driver sammen fiskeeksportfirmaet Danica Seafood Ltd., som primært specialiserer sig i at eksportere fersk fisk fra Island via fly til det meste af den vestlige verden. Firmaet har de drevet i snart 15 år, siden de sammen tog fra Danmark til Laufeys fødeø. Det er fredag, og jeg er blevet inviteret til at spise frokost sammen med dem og deres seks medarbejdere på det hyggelige, hvidmalede kontor, som ligger midt på ”strøget” i Reykjavik.

The Cod Wars

Inden frokosten har vi været vidt omkring i den islandske finanssaga, og jeg har lyttet ivrigt til ægteparrets fortællinger. Laufey og Jan har ikke selv optaget lån, så privat mærker de ikke meget til krisen, og de værste problemer med fiskeeksporten oven på bankkrakket er også overstået i denne omgang. Til gengæld har de mange venner, som er mærkede af krisen. Deriblandt venner, som driver firmaer, der har optaget lån i milliardklassen for at udvikle forretningen, og nu er gået fra at have mange millioner på kontoen til at skylde endnu flere millioner væk.

”Hvad sker der så nu på Island?” spørger jeg.

De tøver lidt, så siger Jan:
”Jeg tror, at vi går tilbage til vores oprindelse, hvor vi solgte fisk og landbrugsprodukter. De sidste ti år har det jo været bankerne og finansverdenen, der har styret det hele. Jeg tror, at om et par år vil Island se tilbage og være taknemmelige for, at det her er sket nu. For hvis de havde fortsat deres show et par år endnu, så havde vi ikke kunnet redde det. Så havde den islandske regering ikke kunnet gøre en skid.”

Selvom bankerne også gjorde positive ting for Island ved fx at støtte kulturlivet, så nåede det en grænse – særligt i de sidste par år op til krakket:

”Det var simpelthen gået over gevind. Til sidst gik det bare ud på for bankerne at købe folk,” siger Laufey og uddyber: ”Der er ingen andre steder i verden, hvor bankerne har gjort som her på Island, hvor de fx har fyldt deres flyvemaskiner og fløjet deres kunder til operaen i Italien, som bonus for at være kunder i banken. Sådan nogle ting vakte stor forargelse blandt de mennesker, der ikke var inviteret. Derfor var der også ved at være en klasseforskel heroppe som i gamle dage.”

Efter finanskrisens udbrud er der nu sket noget helt nyt og uventet. Jan og Laufey har for første gang mærket til Janteloven på Island:

”Før i tiden var det sådan, at islændingene var stolte af de landsmænd, der gjorde noget specielt og klarede sig godt. Nu går man lidt stille med dørene, hvis man er kommet godt ud af krisen,” siger Jan lidt forsigtigt.

”Er det 90’erne inden finanseventyret, som I ønsker jer tilbage til?” spørger jeg.

”Nej, det gør vi ikke. Vi ønsker os ikke tilbage til noget, vi skal bare fremad til 2010 – det bliver bedre, end det var. Der er jo også sket en masse gode ting i den her tid. Vi vil bare sige: ’Nu har vi lært af vores fejl, og nu gør vi det endnu bedre’,” siger Jan med overbevisning i stemmen.

Optimismen fejler igen ikke noget.

”Hvad med politikerne har de ikke en stor del af skylden?” spørger jeg.

”Det havde ikke gjort nogen forskel, hvem der havde siddet ved magten. Som jeg plejer at sige, så er der kun 300.000 mennesker på Island, så det bliver nødt til at være en midtersøgende regering. Det, der irriterer mig ved situationen nu, er, at der ikke er en eneste, der har haft ben i næsen til at sige: ’Okay, min fejl, jeg går af’, så vi kan starte forfra og sammen komme ud af krisen,” siger Jan og forklarer, at han synes, at de ugentlige lørdagsdemonstrationer er en fin ting, men at de i hans øjne ikke løser problemet. Islændingene har selv valgt deres politikere, og det må de se i øjnene og komme videre på diplomatisk vis. Dommen er klar: det er islændingene selv, der har bragt dem i fedtefadet.

”Men hvad med finansvikingerne?” prøver jeg.

”Jo de har også skyld i det. Men det er ligesom et spindelvæv – de ejede jo hinandens firmaer på kryds og tværs. Jeg tror simpelthen ikke, at der er nogen, der kan forklare det fuldstændigt,” siger Jan opgivende.

”Der findes et billede af det spindelvæv som de otte største finansselskaber har lavet,” afbryder Laufey, mens hun flytter sine pegefingre rundt på bordet for at illustrere sin pointe: ”Det er ligesom at se på en rejseplan for et flyselskab, hvor de flyver hertil og dertil og med mellemlandinger alle vegne. Det er så uhyggeligt.”

Det Laufey og Jan taler om, er de berygtede såkaldte krydsejerskaber, som de islandske finansvikingerne er blevet berømte for. Noget tyder på, at udover folket selv, så er finansvikingerne, hvoraf en del også ejede bankerne, måske alligevel det tætteste man kan komme på egentlige skurke i den her krise. Den islandske forretningsmodel med de uigennemskuelige krydsejerskaber har længe været under skarp kritik fra udlandet. Et centralt kritikpunkt er, at hvis et firma falder, kan det meget nemt hive en hel stribe af ellers velfungerende firmaer med sig, hvilket også er sket nu.

På et tidspunkt undskylder Jan sig. Han må tilbage til arbejdet. Jeg snakker lidt videre med Laufey. Hun skal gå inden længe, for hun skal på arbejde i hendes venindes tøjforretning, hvor hun tager sig af regnskaberne.

- ”Ved du hvor meget hendes salg er gået ned siden oktober?” spørger Laufey mig.

- ”Nej,” svarer jeg ærligt, men tænker at det sikkert er en hel del.

- ”70 pct.” siger Laufey med store øjne og forsætter:

- ”Hun lukker butikken efter nytår, når året er omme. Det gør de fleste af de mindre butikker i Reykjavik.”

Butiksdøden taler da også sit helt eget sprog, når man går igennem strøget, hvor der allerede er sat ”Til leje” skilte op i mange af butiksvinduerne. På et tidspunkt falder snakken på den verdensberømte musiker Björk og hendes engagement i krisen og grøn energi.

- ”Hvorfor snakker du ikke med Björk?” spørger Laufey mig, som om det ville være den naturligste ting i verden.

- ”Øh… jamen er hun er hovedet på Island nu?”

- ”Ja. Det kan du sagtens gøre. Hun vil helt sikkert gerne snakke med dig.”

Jeg tænker ved mig selv, at det vil Björk helt sikkert ikke.

- ”Jamen, har du hendes nummer eller hvad?” spørger jeg vantro og for ligesom at lukke denne blindgyde af en samtale.

- ”Nej, men hun står da i telefonbogen.”

Det viser sig dog, at Björk ikke står i telefonbogen, men Laufey giver mig hendes adresse i stedet. Björk bor nemlig ikke mere end fem huse længere nede ad samme vej, som Laufey og Jan bor på. Det er et lille samfund på Island – 300.000 mennesker og alle kender hinanden, eller også kender de i hvert fald nogen, som kender nogen.

Björk skrev i en kronik i den engelske avis The Times fra den 28. oktober, at hun normalt holder sig ude af politik, men sagen om den islandske klimapolitik i kombination med finanskrisen, ligger hende meget på hjerte. Den islandske natur skal beskyttes og ikke ødelægges at store multinationale selskaber, som blot nasser på Islands billige energi. Jeg kunne godt tænke mig at høre Björk om folkets kollektive skyld, hvad angår finanskrisen. I sin kronik giver hun nemlig kun politikerne og finansvikingerne skylden.

Laufey

Björk
Gåturen fra hotellet til Björks hus tager mig godt og vel en time. Det er koldt i dag, men smukt og klart. Solen, som jeg ikke har set endnu pga. af gråvejr og storm, kan skimtes ude under horisonten. Den kommer nemlig aldrig helt op over horisonten i disse vintermåneder, fordi Island ligger så tæt på polarcirklen. Björks hus er en stor gammel firkantet klods, som er malet kulsort fra bund til top. Det skiller sig ud i mængden af de andre huse på gaden, som alle er malet i hvide og lyse farver.

Jeg ringer på: ”Ding dong”. Jeg hører en stemme, der taler bag døren, inden den bliver åbnet. Trædøren i det sorte hus går op. Det er den lille superstjerne, der selv åbner i blå heldragt og strømpefødder. Hun snakker i mobiltelefon og kigger lidt undrende på mig, mens hun snakker videre. Endelig lægger hun på og jeg spørger, om hun har tid til et lille interview.

”I normally don’t give these kind of interviews. I try to concentrate them to a few and important ones,” siger hun med sin umiskendelige accent, som i mine ører lyder en smule østeuropæisk.

Hun forklarer også, at hun ikke har tid, da hun er med til at arrangere en konference om grøn energi kl. 14, men her er alle velkomne – også mig siger hun. Fint tænker jeg, absolut bedre end ingenting. Hun forsøger at forklare mig, hvor det er. Det går der lidt tid med. Lidt irriteret siger hun:

- ”Do you know the coffee bar ’et-islandsk-uforståeligt-ord’?”

- ”Arh yes…”, siger jeg, men jeg aner ikke, hvilken kaffebar hun mener. Men jeg kan mærke på det hele, at den gode Björk er en smule presset, så jeg siger farvel og på gensyn.

Da jeg går derfra, kigger jeg på uret: ”13.30”. En halv time til at finde et sted, som jeg ikke ved hvor er. Perfekt!

Jeg sætter jagten ind, og i sidste øjeblik finder jeg stedet. Jeg træder ind i lokalet to minutter i to, og nikker forpustet til Björk. Efter et interessant foredrag på halvanden time af en amerikansk grøn-energi-forsker, som mener, at islændingene er de heldigste i verden, da de, finanskrise eller ej, har det verden har allermest brug for: ”Cheap and clean energy”, i form af deres geotermiske energi-anlæg som udnytter varmen i undergrunden, beslutter jeg mig for at gå. Jeg skal videre til den ugentlige lørdagsdemonstration, som allerede har været i gang siden kl. 15.

Der er ikke meget mere end 50 demonstranter tilbage, da jeg ankommer til pladsen foran Parlamentsbygningen. Det kolde og frostklare vejr får de fremmødtes ånde til at stå ud i luften som en sky. To demonstranter og et par politimænd står til højre for bygningen og varmer sig ved en olietønde med ild i. Den brændende olietønde er det mest revolutionere, der umiddelbart er ved denne demonstration, som ligner en forsamling, der ikke helt ved, hvad de er der for. To kvinder er der for at gøre opmærksom på bedre vilkår for handicappede. Hvad det har med finanskrisen at gøre, fatter jeg ikke helt. Indenfor en halv time har demonstrationen opløst sig selv, og jeg trasker tilbage til hotellet igennem den fine hvide puddersne.
Demo foran Altinget

I orkanens øje
En aften tager jeg i svømmehallen i Reykjavik – dvs. svømmehal på den islandske måde med bassiner både ude og inde og derudover en håndfuld termisk opvarmede pools. Udenfor blæser det med orkanstyrke, og regnen pisker ned. ”Betyder det mon at bassinerne i udendørsområdet er lukkede,” tænker jeg rationelt. Jeg spørger billetdamen:

- ”Is everything open?”

Hun kigger lidt uforstående på mig.
- ”Yes, all the pools and thermal baths are open.”

- “Also outside?” prøver jeg igen.

Nu kigger hun på mig, som jeg er idiot.
- ”Yes of course!”

Jeg har taget mig sammen og er gået uden for i svømmehallens udendørsområde. Jeg prøver at orientere mig i mørket, men kulden og regnen, der pisker mig i ansigtet, gør det temmelig svært. Efter 30 sekunder må min forfrosne krop give op, og jeg kaster mig ned i den første og bedste varme pool. Her falder jeg i snak med Helgi Svavarsson. Han har pga. krisen mistet sit arbejde som lager-manager, og han kan godt mærke, at tingene har ændret sig:

”Jeg har et billån der er lavet i schweizerfranc. Nu hvor den islandske krone er faldet, er jeg gået fra at afbetale 40.000 islandske kr. om måneden til 78.000 islandske kr.”

Lånet er altså steget til næsten det dobbelte. Det lyder som noget, jeg har hørt før, tænker jeg.

Helgi har også et lån i sin lejlighed. Den islandske rente er bundet til inflationen, så nu hvor inflationen er steget, er huslånet altså også steget. Ca. 23 pct. er renten i øjeblikket på. På trods af de dårlige vilkår, er Helgi dog ved godt mod. Han tror snart, at han kan få et nyt job – i hvert fald til marts. Jeg føler det som om, at mit blod koger i det 42 grader varme vand, og nu er den kraftige blæst og regndråberne pludselig gået hen og blevet et forfriskende og livgivende indslag.

Helgi er ligesom de øvrige islændinge, jeg har talt med, optimistisk trods krisen:

“IIsland skal nok komme sig igen om et par år,” forsikrer han. Jeg spørger ham, hvorfor han spår, at det lige bliver om et par år. Han griner lidt og svarer, at det ved hanikke, men sådan er det bare på Island og med islændinge, de kommer hurtigt videre og lægger nye planer, hvis de eksisterende viser sig uholdbare.

Da vi forlader den dampende pool, tilbyder Helgi mig helt uopfordret et lift tilbage til mit hotel. Krisetid eller optur, kulde eller varme, solskin eller mørke, så fejler venligheden ikke noget. Den islandske folkesjæl er tilsyneladende drevet af to ting: risikovillighed og optimisme. Så mon ikke sagaen forsætter og Island trods alt flyder oven vande alligevel.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback