Poetisk brunch, underjordisk museum eller gratis koncert

Af - 25. februar 2010

parentes)sluts huskeliste handler om alternative og skæve begivenheder, der typisk foregår i weekenderne og involverer musik, fest og alkohol. Men her på redaktionen erkender vi også, at det ofte går ud over hovedet – at tømmermænd og søvnmangel er konsekvensen.

Derfor kommer vi her med tre gode bud på, hvad du kan fylde din søndag ud med, som vil kunne dulme ubehaget ved stygge flash-backs fra lørdagens fest og nusse dig blidt bag ørene, når du har mest brug for det. Kriterierne er enkelte dagen derpå: Det skal være billigt og dejligt.

MAD: poetisk brunch

Brunch på Det Poetiske Bureau for 40 kr. pr. mand mellem kl. 11-15. Du skal være medlem for at få dette tilbud, men et års medlemsskab koster dog 20 kr – og så har man god undskyldning til at kigge forbi til andre af deres kunstarrangementer. Damn, det er billigt, og så er det meste endda øko, fairtrade og bæredygtigt. Tip: Man kan blive hængende efter brunchen nu på søndag og den japanske animationsfilm “Winter Days” kl. 15, som de viser gratis. Adressen er: Griffenfeldsgade 52, 2200 København N.

FRISK LUFT: Søndermarkens Cisterner

Tag turen til Søndermarken på Frederiksberg – hele vejen op af Valby bakke. Foruden at få en fantastisk udsigt over hele København, Frederiksberg Slot, to store parker og Zoologisk Have, har du også et overset underjordisk museum lige foran næsen af dig. Det er det to enorme underjordiske 1800-tals vandcisterner, man havde glemt alt om i mange årtier, men som nu er lavet om til et museum for moderne glaskunst. Hvis man er til glaskunst tilsat lyden af langsomt drypende vand og sandstensskulpturer fra midten af 1700 tallet, kan det godt gå hen at blive de 50 kr. værd.

cisternerne

UNDERHOLDNING: Gratis musik

Hvis glaskunst og mangel på dagslys til 50 kr. ikke er din kop the, kunne du også svinge forbi Statens Museum for Kunst omkring kl. 15. Det er nemlig her der vil være en gratis koncert med den jævnt danske titel “DJazZ Experience feat. Pede B.“. Der er lagt op til improvisation, eksperimenter og skæv lydkunst. Musikerne er Pede B (rap), Tao Højgaard (guitar), Kristor Brødsgaard (bas), ScratchMagic (dj). God deal til 0 kr. DJazZ Experience

PSSST: fest på lørdag!

Nævnte vi den store åbningsfest for undergrundens uofficielle kulturhus “Demoteket” dagen inden (lørdag) på Ragnhildgade 1 med en række pænt hotte DJs ? Det er mange af de samme folk, der stod bag arrangementerne på nu nedlagte Bolsjefabrikken. Det tegner godt.

demoteket

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback