Rollespil for voksne: At prøve det vildeste mareridt på egen krop (del I)

Af - 8. marts 2010

Et par uger før klimatopmødet i København arrangerede unge rollespillere et scenarie, der skulle vise hvad der i sin mest ekstreme konsekvens kan ske, hvis statssystemet vender sig imod uønskede borgere. parentes)slut var med og her får du første del ud af to fra reportagen.

Jeg træder ud på balkonen i enden af gymnastiksalen. Et videokamera filmer allerede ud over salen. Jeg skal bare have et par gode billeder. Jeg er hyret for at dokumentere processen mod samfundstaberne, der modsat mig selv er blevet sat i en midlertidig celle i salen. Jeg går frem mod rækværket til balkonen og tænder spejlreflekskameraet.

”Jeg vidste det, fucking kujon, stikkersvin!” råber en ung skaldet autonomtype fra indersiden af stålburet op mod mig og et par af de andre stemmer i. Jeg kan ikke lade være med at smile lidt hånligt over min position over de 13 mennesker bag tremmerne, mens jeg klikker løs på udløserknappen.

parentes)sluts udsendte er en lørdag i slutningen af november taget til liverollespilsscenariet, ”Hva du værd?”. Langt fra de arketypiske spil i skoven med elvere og skumgummivåben, foregår det i nutidens Danmark på en skole i Borup syd for København. Et socialt eksperiment der i en tid hvor borgerrettighederne i Danmark synes at erodere, sætter forholdet mellem borger og stat på spidsen.

Midtvejsworkshop

Ti dage inden cykler jeg i silende regnvejr til en midtvejsworkshop i en villa i Vangede, lige uden for København, for at høre mere om scenariet og for få en snak med de to hovedarrangører, Lasse ’Leo’ E. Oszadlik og Charles B. Nielsen, begge omkring de 20 år. Charles, der har valgt at bruge meget af sin tid på rollespil i stedet for sociologistudiet, viser nogle klip fra filmen ”Hvordan slipper vi af med de andre” fra 2007. Se en af scenerne fra filmen her.

Mens den håndfuld spillere der er mødt op udover mig, sætter sig for at tegne deres karakterer i scenariet, får jeg tid til et lille interview med Charles og Leo i Charles mors praksis i den anden ende af huset. I det lille rum er der Kleenex på bordet og en lænestol i hjørnet foran en reol hvor der står hundredvis af meget forskellige små figurer – et sjovt sted til et interview.

Charles fortæller at han et par måneder tidligere så filmen og fik lyst til at basere et liverollespilscenarie på grundideen om at en gruppe samfundsnassere bliver spærret inde i en forladt skole i en weekend, for at skulle overbevise myndighederne om deres ret til at leve. Leo kom med på vognen under rollespilskongressen Forum og skal stå for det praktiske.

Mere end underholdning

Til fælles har de interessen for at skabe en illusion og en oplevelse for deltagerne der virker, men også et socialt engagement. Det er nemlig målet at scenariet på lang sigt skal nå ud over rammerne af rollespilsmiljøet og bruges som en form for undervisning for unge.

Rollespil med humanitært fokus er set før med stor succes i Red Barnets ”Unge på flugt”, der giver et indblik i livet som flygtning ved at sætte danske unge ind i deres situation for en tid.

Leo er selv blev stærkt påvirket ved at deltage i liverollespilsscenariet, ”System Danmarc”, der blev afholdt på Toftegårds Plads i Valby over en uge i 2005. Deltagerne spillede hjemløse udskud i en ikke så nær fremtid præget af økonomisk krise og politisk diskrimination. Han forklarer, at det påvirkede ham så meget, at han begyndte at købe Hus forbi bagefter og synes det er fedt at rollespil på den måde kan rykke ved folks holdninger.

Hva du værd? lægger sig i samme samfundskritiske spor, dog ikke som fremtids-, men nutidsscenarie. De vil vise hvilke ekstreme konsekvenser den moderne velfærdsstats krav om borgerens bidrag til samfundet kan føre med sig, hvis glidebanen bliver kørt til ende; døden for uønskede eller uproduktive borgere. For samfundets bedste.

Kort sagt handler spillet derfor om at spillerne skal bevise deres værd og undgå at blive overflødiggjort.

Efter interviewet går vi ind i stuen igen og snakker lidt om de tegninger de andre har lavet i mellemtiden. Charles virker med sine rolige, kontrollerede og humoristiske kommentarer nærmest selv som en psykolog. Vi ender med lidt hyggesnak, inden folk trækker i regntøjet og går hver til sit.

Fredag aften i Borup

Det er blevet fredag aften i den weekend, hvor rollespillet skal finde sted. Forberedelserne er på plads og deltagerne er på vej. Jeg stiger af på perronen i en lille stationsby mellem Ringsted og Køge.

Jeg tager et pit-stop på hovedgadens kina-grill, hvor jeg tilfældigvis møder Maja, som jeg følges med resten af vejen til byens skole. Maja er 19 og fra Næstved. Hun har spillet rollespil i omkring seks år og skal spille hypokonder i scenariet, som hun ser som en måde, at få prøvet hendes egne grænser af på.

Skoler er udover private hjem og skove vante omgivelser for rollespillere, da det er et nemt og ofte gratis sted at låne for en weekend eller en aften om ugen. Leo har skaffet skolen i hjembyen Borup, hvor han tidligere spillede live i ungdomsskolen.

Til forskel fra mange rollespils-scenarier der spilles på skoler, så skal Borup skole hverken forestille et rumskib eller en middelalderborg, og det giver en usædvanlig grad af realisme, at det blot skal forestille det det er. Det eneste der er tilføjet, er cellerne i gymnastiksalen, der får den til at ligne det midlertidige fængsel det skal forestille.

Fredag aften er sat af til, at vi kan lære hinandens grænser at kende på en workshop, inden scenariet skal spilles i løbet af lørdag eftermiddag og aften. Charles har fundet 15 spillere, der har lavet egne karakterer og skaffet næsten lige så mange hjælpere der kan få spillet til at fungere. Hør her Charles snakke om scenariet og rollefordelingen

Efterhånden begynder folk at dukke op og workshoppen kan begynde ved nitiden.

Så skub dog for fanden!

Der er en afslappet og hyggelig stemning og det viser sig, at de fleste kender ret mange af hinanden fra forskellige scenarier, foreninger, kongresser og andet fra det lille liverollespilsmiljø. Så der bliver snakket og joket internt om forskellige fælles oplevelser og opdateringer siden sidst.

De deltagende er mellem 19 og 32 år, med størstedelen omkring de 20. Nogle af dem ser ud som om de allerede har taget udklædningstøj på som unge venstre-anarkistister. Blandt andet er en dukket op i en mørkegrøn T-shirt med et motiv af formand Mao med en lille velplaceret rød stjerne i kasketten, mens andre er helt almindeligt klædt.

En samfundsnasser på vej til henrettelse

En samfundsnasser på vej til henrettelse

Vi bliver i billedkunstlokalet og starter med nogle teateragtige øvelser, hvor vi vrede og råbende skal skubbe hinanden hårdt, for at vi dagen efter tør at gå til hinanden fysisk, hvis det bliver nødvendigt.

Eskaleringsspil

Hva du værd?, er et rollespilsscenarie i den eskalerende retning, hvor der ikke er noget resultat givet på forhånd. Roller, biroller, effekter og omgivelser er forberedte og fastsatte, men selve fortællingen udspiller sig som et drama der udvikler sig og skabes imellem de medvirkende.

Men det er ikke meningen, at det er totalt tilfældigt, hvad der kommer til at ske og det er vigtigt for Charles, ”at vi i løbet af aftenen kan finde ud af hvor hårdt spillet skal være”. Diskussionen bølger bagefter derudaf, men der kommer hurtigt bred konsensus om, at det gerne må være lidt hårdt.

Det er meningen at spillerne er fanget og ikke kan gøre reel modstand mod vagterne, så de føler sig totalt magtesløse. Det bliver også gjort klart at hvis nogen flygter stopper spillet for dem og de skal underholde sig selv resten af spillet. I modsætning til computerspil kan man ikke bare trykke ”restart level”. Man har et liv og må passe på det.

Krænkeren har det hårdest

Noget af det sværeste under diskussionen er, at ramme den hårfine balance mellem for blødt og for hårdt spil, fordi grænserne varierer fra person til person. Scenarier i den genre skal helst udfordre spillernes grænser, men samtidig ikke gå på kompromis med sikkerheden.

Arrangørerne træder meget varsomt og vil gerne have at alle bliver hørt og bliver enige om hvilke spilleregler og normer der skal gælde for spillet dagen efter.

En af rolespillets vagtledere

Rollespillets vagtledere vil gå hårdt til spillerne

For Charles er dette aspekt af rollespil på én gang meget vigtigt og meget farligt. Årsagen er, at det let kan misforstås som ren og skær sadisme for udefrakommende:

Det handler jo om at fortælle en oprigtig historie om bl.a. vold. Derfor er det på sin vis en nødvendighed at inddrage vold, for at beskrive det rigtigt. Derfor bliver vi som rollespillere en slags stuntmen til et rollespil som dette. Det gør også ondt på stuntmen i virkeligheden, men en stuntman er bare forberedt på at der kommer et slag.

Paradoksalt nok gør den halvvirkelige vold ikke nødvendigvis mest ondt på den, der modtager slagene, men det kan ifølge Charles være krænkeren, der har det hårdest.

”Det kan nemlig for os, som ikke tænder på vold, være svært at slå andre. Det kan nærmest gøre mere psykisk ondt på os, end det gør fysisk ondt på dem vi slår.”

Mange af aftenens diskussioner virker nærmest absurd underholdende, fordi der tales åbent om de ufattelige ting der kan ske i rollespillet.

Jost på 32 år, der har megen erfaring som leder af Danmarks mest kendte rollespilskongres, Fastaval, siger hans at grænser går ved lussinger, teaterspark og slag. En holdning der lader til at være bred enighed om, selvom en anden foreslår skub i stedet for slag, fordi han mener at det er mere kraftfuldt.

Der bliver også spurgt til blufærdighedsgrænser. Charles svarer, at grænsen går ved mundlige voldtægter, hvor de er semi-ragende, nedstirrende, ubehagelige: ”Pik, fisse, bryster, røv er no go! Klask er ok, men ælte er no go.”, siger en af spillerne om bordet.

Alle rollerne udenfor

Rollespilskaraktererne uden foran skolen lige inden start

Lørdag morgen: Spillet begynder

Mobilens vækkeur hiver mig ud af en let og flygtig søvn. Liggeunderlag på linoleumsgulv giver ikke de bedste betingelser for at blive udhvilet. Men det gør ikke noget, at spillerne er lidt bombede. Franskbrød og rundstykker, smør, syltetøj og pålægschokolade serveres med kaffe og juice. Charles regner med, at det hvide brød hurtigt resulterer i sult, hvilket kan øge deltagernes desperation når de som deres roller bliver buret inde uden mad og drikke senere på dagen. Et kneb der bliver taget godt imod af deltagerne, der gerne vil ud i nogle udfordrende situationer.

Folk begynder så småt at klæde sig ud og falde ind i deres roller og der er heftig aktivitet i bunkeren. De instruerede roller skal have de sidste instruktioner og de personlige journaler der er blevet lavet til diagnose af hver enkelt af rollerne skal sikres. De er lavet på baggrund af de beskrivelser spillerne selv har skabt til deres roller, men væsentlige detaljer er ændret med vilje. Den ekstra viden bruges mod spillerne, så de føler sig uretfærdigt behandlet.

Charles er ikke så nervøs og stresset ved at det hele snart går i gang. Han tager det som det som det kommer, og betror tørt til mig, at ”det gode ved scenariet er, at hvis noget går galt – så kan man slippe af med spillerne”.

Journalistrollen

Jeg har i mine overvejelser over min egen journalistrolle, valgt en pæn erhvervsjournalist-type der kunne passe ind på en konservativ avis. Jeg iklæder mig pæne pressefoldede bukser, skjorte og slips samt en mørkegrå trøje med v-hals og en slikket sideskilning. Men vigtigst; spejlreflekskameraet, der dingler på brystet.

Jeg er nærmest klar, da jeg laver et lille interview med en af spillerne. Anna er 29 år, uddannet skuespiller og har spillet liverollespil siden 1995. Hun er gået fra at ligne en almindelig kvinde i slutningen af 20’erne, til at se ud som noget, der kunne være hentet på et hjem fra sindslidende med synsbesvær. Hun har kæmpestore og stærke briller og en slåbrok på, da jeg lige inden spilstart spørger hende om karakteren ”Uskyldige Ulla” og hendes forventninger til dagens scenarie. Hør klippet her.

Her slutter første del af rollespilsreportagen ud af to. Læs og lyt til anden del fra på mandag om to uger, hvor parentes)sluts udsendte gennemlever det totale mareridtsscenarium.

    6 kommentarer

  • Super fed Artikel Tue!

    Alle der har spørgsmål til spillet eller om rollespil generelt er velkomne til at sende mig en mail :)

    Venlig hilsen
    Charles

  • Jesper siger:

    Hvis du vil se mere rollespil for voksne, så tjek de her avatarfanatikere fra Wisconsin.. De er vilde!!

    http://www.youtube.com/watch?v=yk2vR8w2sjc

  • Mulighederne er så sandelig mange ;)

  • Rasskov siger:

    Fin fin artikel – en enkel detalje: “Unge På Flugt” som nævnes, er et læringsrollespil, der køres under Ungdommens Røde Kors – og efter Røde Kors’ principper om bl.a. neutralitet. Og altså ikke under Red Barnet.

  • Charles Bo Nielsen siger:

    Det chokerer mig stadig at det her spil blev produceret kort op til COP15, hvor politiet lavede lignende fængsler til de hundredevis af klimademonstranterne, der blev arresteret før de kom til demonstrationen og måtte sidde i benlås på jorden i flere timer hvorefter de blev ført hen til lignende fængsler som vi har prøvede at efterligne i det her spil… :(

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback