Rollespil for voksne: At prøve det vildeste mareridt på egen krop (del II)

Af - 22. marts 2010

Et par uger før klimatopmødet i København arrangerede unge rollespillere et scenarie, der skulle vise hvad der i sin mest ekstreme konsekvens kan ske, hvis statssystemet vender sig imod uønskede borgere. parentes)slut var med og her får du anden og sidste del af  reportagen.

Scenen sættes i gang

Forestil dig, at du i din hverdag i Danmark, med de samme nyheder og de samme rettigheder som nu, pludselig bliver pågrebet af militæret og sat ind i en bil og kørt væk. Du ved ikke hvorfor og du mener ikke selv at du har gjort noget, der kan retfærdiggøre sådan en behandling. Da du bliver sat af i en skolegård og omkranset af soldater, møder du andre i samme situation. Hvad gør du?

Det er den situation spillerne står i, da de lørdag formiddag i november står på en lejeplads og fryser mens de venter. Samtidig går der en mand rundt og tager billeder af dem. Han ser nogle fortvivlede mennesker, der er blevet hevet ud af deres normale omgivelser og udsat for stress med forskelligt resultat. Han profiterer på deres situation. Det er hans job. På vegne af parentes)slut er jeg trådt ind hans rolle.

Den store rockeragtige fyr i lædervesten og med pilot-solbrillerne reagerer med vrede mod tilfældige andre, der enten giver igen eller går ind i sig selv i angst. Den krølhårede dame der står i sit fine tøj, klager over behandlingen til de nærmeste, mens den afstumpede mand i en forreven blazerjakke står for sig selv i periferien. Uskyldige Ulla sætter sig ned og græder.

Ud af frustration opstår der skænderier mellem den langhårede kommunist og en korthåret computernørd. To autonome lufter deres utilfredshed mod politistaten og den svenske kvinde forstår ikke noget. Imens vrøvler en galning i kedeldragt og en stor mand forklarer fortvivlet hvorfor situationen ikke giver mening. Det bliver ved længe, og de fryser og venter. Situationer eskalerer og falder ned igen i en kaotisk rytme.

Der var en der, var to .. tretten små lømler

Ud af en dør, hvor der strømmer tyk grå røg, kommer nogle camouflageklædte mænd med luftfiltre for munden. De omringer gruppen og tvinger dem op i en krog. Her står de, mens fotografen blitzer løs på dem og en soldat holder vagt med ladt pistol. To soldater kommer ud af samme dør og går målrettet mod gruppen. De griber en derfra og trækker ham af sted og ind ad den røgfyldte dør.

uskyldig_mand

Der går nogle minutter og en til bliver hevet indenfor og nogle minutter efter en til. Desperationen forstærkes blandt de tilbageværende. De diskuterer hvad der foregår; om det er lømmelpakken der slår igennem, om det har noget at gøre med det forestående klimatopmøde. De fleste følger med uden modstand, men særligt kommunisten og de to autonome kæmper imod og bliver slæbt hen ad jorden af de to soldater. Fotografen, som jeg spiller, bliver lidt tilbage. Han tager et par billeder mere og går ind ad døren som den sidste.

Jeg slipper indenfor igennem røgen. Foran et skrivebord står jeg usikker midt i røgen. En ung mand ligger halvt ned på gulvet og modsætter sig de to vagter der hiver i ham. Jeg tænker et øjeblik, at jeg burde hjælpe ham, men pligtfølelsen som fotograf tager over og jeg klikker på udløserknappen igen og igen. Han bliver trukket ind mod cellerne i salen, mens jeg står tilbage med en snert af dårlig samvittighed.

Jeg ved at det hele er iscenesat og for sjov, men det er svært at skille det fra virkeligheden, for jeg føler mig lidt som en hykler, der bare ser til, mens der begås forbrydelser mod mennesker som ikke ved hvorfor de skal straffes og ikke har en chance for at forsvare sig.

Jeg går ind i salen og ser stålhegn sat op på tværs af salen med presseninger sat op foran, så de kan ikke se mig. Jeg er nysgerrig og går hen imod en åbning, men vender om. Jeg kan ikke vise mig foran dem nu – som den eneste af os der ikke sidder bag tremmer. Det er for ondt.

Efter et par timer skal forhørene starte og lidt senere skal henrettelserne begynde

Jeg går i stedet ned i bunkeren og træder ud af rollen for en tid. Der er heftig aktivitet og snak om hvordan udescenen gik. Leo sidder foran en computer. Han har lavet en 3D-simulation af fængselscellerne og er i gang med at udstyre fangerne i orange Guantamo-agtige dragter med fotos af spillernes ansigter, som han lige har taget. På den måde kan de holde styr på spillerne og flytte dem rundt mellem de to celler, eller fjerne dem hvis de dør.

3D-animation af fængselscellen

Den celle de alle sammen er i nu, er den normale celle som de alle bliver sat i fra start af. Her kan de få lov til at komme på toilettet hvis de spørger pænt. Den anden kan de blive sat i, hvis de ikke opfører sig ordentligt i den første celle, eller ikke klarer sig godt under forhørene. Her er der ingen mulighed for at komme ud, men i stedet for er der et lille forhæng i hjørnet, der skjuler en spand, hvor man kan gøre det man skal, hvis man virkelig skal det.

Op på balkonen

En af vagterne har sat et videokamera op på balkonen i den ene ende af gymnastiksalen, og han forklarer mig hvordan jeg kommer derop, Jeg træder ud af bunkeren, ind i rollen og skifter til zoomlinsen på kameraet, mens jeg går op af trapperne og ud på balkonen. Foran mig står fængselscellerne og jeg ser bogstaveligt talt ned på taberne i buret til venstre.

Da jeg begynder at tage billeder og kliklydende runger i salen, er jeg opdaget. De råber af mig og jeg kan ikke undertrykke smilet der hånligt breder sig i mit ansigt. Magtforholdet er ikke til at tage fejl af; jeg er oppe, de er nede.

Det er min rolles perspektiv, men det er mine egne tanker og følelser, der bliver fremprovokeret. Jeg får mine fotos og går ned og bliver mødt af en lille vagtpatrulje på vej ind til cellen. Jeg går med og dokumenterer. Det ser ud til at der er interne stridigheder i cellen, men da soldaterne nærmer sig, handler det om dem. Fangerne er bange. Lyt til scenen her (1 minut):

parentes)sluts udsendte er blevet opdaget af fangerne

parentes)sluts udsendte er blevet opdaget af fangerne

Da de opdager at jeg er med, ser de mig som en hykler, men nogle også som deres eneste håb. Den svenske fange stiller sig helt op mod hegnet og snakker om mit ansvar som journalist, om min pligt til at modsætte mig overgreb på menneskerettigheder og der er ikke et øje tørt. Jeg siger intet, men tager mine billeder af fangerne og går med soldaterne med tilbage i bunkeren.

Jonas skal dø først

Det er planlagt at den første spiller skal dø klokken 16. Jonas, som normalt spiller i live-rollespilsforeningen Rollespilsfabrikken, er blevet udpeget. Han er lige blevet trukket ud af cellen og er nu nede i bunkeren for at få forklaret detaljerne omkring sin rolles kommende henrettelse. Rollen er en rigtig nasser, der igennem scenariet har provokeret både de andre indsatte og vagterne. Jonas tror, at mange af de andre synes han fortjener at dø.

Allerførst skal han i forhør og tages derefter ud i badet i hallens omklædningsrum og spules med koldt vand. Drivvåd skal han smides ind i den alternative isolationscelle og endelig hives ud og henrettes.

Spulet med vand

Forhørene

Forhørslederne skal snart i spil og får de sidste instruktioner af Charles. Jacob og Kristian kender begge Charles i forvejen og skal sammen lede forhørene i billedkunstlokalet. De er pænt klædt på og virker overbevisende i deres fremtoning, da jeg følger dem ind i rummet fyldt med børnetegninger og keramik.

Jacob, der spiller hovedforhørslederen fra justitsministeriet, skal bedømme folk på, om de kan bidrage med noget til samfundet. Kristian skal være økonomiforhørsleder og bedømme rollerne på, om det kan betale sig for staten at lade dem leve. Hvis de giver underskud, ”så er de ikke det værd”, siger han imens de sætter afdækningsplast op for at skærme for det værste blod efter de kommende henrettelser. De fortæller mig, at det er for de forhørtes og samfundets egen skyld, på samme måde som eksamener kan være det i uddannelsessystemet.

Forhørslederne håber, at de kan få folk ud i at argumentere for, at de skal overleve. Diskussion og snak er det fede, selvom om alle ved de måske dør. De regner også med at spille folk ud med hinanden i cellen eventuelt som påskud for døden.

Usympatisk læge, inkompetent psykolog

Udsigten fra balkonen har ændret sig. Rockertypen vandrer vred rundt i den højre celle. Forhænget ind til toiletspanden er blevet flået af. De andre er stadig i den venstre celle, hvor de sidder passivt og glor ud i luften. Måske har de en indre konflikt der ulmer nu, hvor de sidste minutter i deres liv tæller ned.

Jeg går ned ad trappen igen og der er en dør åben, som jeg kigger ind ad. Der sidder en ung dame i en hvid kittel ved et skrivebord og kigger i nogle papirer. Den 22årige medicinstuderende Anna G, spiller psykologen, der med vilje er blevet valgt til opgaven som forhører, selvom hun er elendig til sit job.

Hun har lige haft det andet forhør med Simon. Det gik ikke så godt som det første, han var afvisende og svag. Han mistede den tillid hun faktisk havde fået til, at han kunne varetage sit eget liv.

Jeg åbner den næste dør og kommer ind i omklædningsrummet. En mand står i kittel og kigger med en lygte ned i halsen på en af de indsatte, der står i boxershorts og fryser.

Under forhør

Startskuddet er gået

Døren til omklædningsrummet flås op med et brøl, da fire-fem soldater kommer slæbende ind med en fange, selvsamme person der er det første offer.

De passerer os, mens jeg tænder kameraet og følger dem ind i bagenden af rummet, hvor baderummet er. Han bliver smidt ind på gulvet, mens soldaterne grinende håner ham, ”Har du været i bad den seneste uge? Det kommer du nu.”

Vandslangen bliver rullet ud og jeg klikker løs, mens en af vagterne trykker aftrækkeren på spuleren helt ned og fangen bliver trykket tilbage af den iskolde vandstråle.

Vagterne hiver ham hele vejen ud i gymnastiksalen for at lægge ham ned på alle fire, inden nakkeskuddet går.  Den midtsjællandske folkeskole kommer med ét, langt ud over grænserne for normal gymnastikmobning og farligt tæt på Abu Ghraib og det er mig, der bestemmer om det nogensinde kommer frem i lyset.

En halv time efter Jonas blev instrueret, er han tilbage i bunkeren og ude af rollen. Han skifter glad fra sin gennemblødte orange keddeldragt til tørt tøj. Jonas synes, at det går godt i cellen og foreslår, at den næste der skal skydes skal være en ”uskyldig”, så ingen længere kan føle sig sikker.

Han har selv provokeret ”Uskyldige Ulla” så meget i cellen, at hun et øjeblik mistede kontrollen. Hun skubbede Jonas fra sig mens hun råbte, ”De [vagterne] slår ham ihjel og skærer ham i stykker”, til de andre fanger. Jonas fremhæver hende derfor som et godt bud på den næste i rækken.

Så kører maskinen

Jeg begynder efterhånden at blive bevidst om mit hykleri i takt med, at billederne bliver værre. Majas hypokonderrolle får også en tur med det kolde vand, inden hun bliver henrettet. En anden af de yngre piger, bliver efter planlægning i bunkeren smidt i bruseren og bliver bagefter sat til at vente i sin celle uden at have nok tøj på til at holde varmen.

bad

Jeg tror den svenske indsatte kan mærke min stigende ubehag ved situationen. Hun kører hårdt på mig om mit ansvar som journalist og spørger aggressivt til hvis side jeg egentligt er på. Jeg vender tilbage til billedkunstlokalet og de to forhørsledere der har været i gang et godt stykke tid. De sidder selvsikre på deres pladser da Tim, som jeg overværede blive undersøgt af lægen, bliver sendt ind. Lyt til forhøret her (3 minutter):

Jeg lytter og tager billeder af hele forhøret, konstant i konflikt med mig selv. Hvad kan jeg som journalist gøre, kan jeg bare se til at normale mennesker henrettes? Men det bliver ved det helt små. For sent.

Medlidenhed?

Det bliver ved med forhør og nakkeskud. På et tidspunkt kommer nogle vagter ind i salen med et bord og nogle stole og trækker presseningerne til cellerne fra. De giver sig til at spise udbragt junkfood foran de sultne indespærrede.

Men omkring klokken 18.30, opstår der et krisemøde i bunkeren. Fangerne er ved at blive apatiske i cellerne siger vagtlederen, ”alle tror de skal dø”. Måske skal de lade én blive frikendt nu. Svenskeren måske?

Den endelige afslutning

Vagtværnets leder går ind i salen og fortæller at alle undtagen en af de tilbageblivende dømmes til døden, folk råber og skriger, en kravler over hegnet og prøver at flygte. Det er desperate mennesker.

Jeg føler mig mindre og mindre værd, som min etiske dimension forsvinder og efterlader mig som en dokumentationsmaskine.

Alle i bunkeren er sultne og udmattede og sløve af at sidde i cellerne. På det tidspunkt går vi andre endelig går op på balkonen, tænder lyset og der bliver råbt at spillet er slut. Der går et øjeblik. De skal måske lige vænne sig tilbage til den virkelige verden. Så bryder spillerne ud i klapsalver. En syret scene der afslutter en vild oplevelse.

Efter vi alle har spist og snakket om hændelserne, taler jeg med Anna der spillede uskyldige Ulla igen (2½ minut):

- om scenariet og oplevelsen, inden jeg får et lift hjem til et København der på en eller anden måde virker anderledes, med et klimatopmøde der venter forude.

Se flere billeder her fra scenariet:

Se også den video, der samtidig blev filmet og produceret af Lukas Dornak under scenariet:

Dette var anden og sidste del af parentes)sluts reportage fra liverollespillet ‘Hva er du værd?’. Fik du ikke set eller hørt første del, har du muligheden for det her.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback