Parenteser fra en asiatisk verden

Af - 23. april 2010
Parenteser fra en asiatisk verden
”Hvad er det her? Hvad er det her?” skriger en fængselsdirektør i Cambodjas hovedstad Phnom Penh og holder en diktafon op foran Morten. Ikke umiddelbart det mest nærliggende at medbringe på en rejse til troperne, men en nødvendighed når man som Morten og Sarah er journalistpraktikanter i Bangkok, Thailand. Men hvorfor vælger man at tage ud – helt derud, hvor rejsen ikke kun indeholder solcreme, bikini og postkort, men også en risiko for at få magtsyge ordensmagter på nakken?
Det er en overophedet og hektisk torsdag formiddag på Kaho San Road i hjertet af Thailands hovedstad, Bangkok. Med en adresse nedkradset på en lille lap, en diktafon og en yderst spartansk viden om Bangkoks infrastruktur gør jeg et forsøg på at finde Gregers, Morten og Sara på en for mig fuldstændig ukendt location i Bangkok.
En galant ung Tuc Tuc-chauffør har heldigvis mod på at kaste sig ud i det engelske alfabets udfordringer, hvilket da også medfører at den fra starten aftalte pris efter en halv time bliver fordoblet. Vel egentlig okay, taget i betragtning af, at denne tur ender i næsten to timers kørsel ad diverse kaotiske veje i guderne må vide hvilken retning! Vi møder dog langt om længe et vejskilt med et ord, der kunne ligne noget fra de ti linjer på lappen i min hånd. Dog spenderes endnu en halv time op og ned af den lille vej. Mere tålmodighed. Et besøg hos 7-eleven. Voldsom gestikulation og undren. Den lille lap papir bliver nusset af et utal af mennesker, deriblandt en venlig mekaniker, der på sin scooter fører os ad endnu en smal vej. Godt fortumlet over trafik, kaotisk kørsel og manglende sikkerhedssele stiger jeg endelig, endelig ud i heden – foran hoveddøren til ScandMedia.
En anden dimension
Her i den lille reception med en skrigende ’Merry Christmas’ dekoration, bliver jeg modtaget af Gregers, Sarah, Morten og resten af de ansatte – og en udsøgt thaibuffet. Jeg er ankommet på et helt perfekt tidspunkt, og frokosten bliver sat på bordet. Det er Mortens og Sarahs sidste dag som journalistpraktikanter fra henholdsvis Journalisthøjskolen i Århus og Roskilde Universitet. Over nudler, karry og Iced coffee får vi os en snak om livet som journalist-praktikant i et miljø langt fra lokalsprøjtens rutine eller DR-kantinens morgenkaffe i det trygge danske land.
For hvorfor vælge at tage ud – helt derud, hvor man en morgen risikerer at finde en slange i redaktionskøkkenet, og hvor dagens historie efterfølgende skal hives hjem fra et korrupt fængsel i Cambodja efter utallige samtaler med usamarbejdsvillige sikkerhedsmagter og ambassader? Hvilke udfordringer, historier, opture og nedture går man igennem i et så fremmed miljø, og er det det hele værd? Og af alt dette hvad tiltrækker så en mand som Morten, i pæn, hvid skjorte og med en baggrund i Randers Kommunes kommunikationsafdeling og Søværnets presseafdeling?
Morten: Jeg ville gerne prøve noget, der var fuldstændig anderledes og komme ud i verden og opleve noget. Det er et job, hvor man bliver sluppet fri som ganske almindelig journalist, som hvis man havde været praktikant på et dagblad eller et magasin derhjemme. Dog med den ekstra dimension, at man kommer ud til steder, der er så vidt forskellige fra, hvor man er vant til at arbejde og læse artikler fra.
Sarah derimod har altid interesseret sig for udlandet og læser også Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitet. Det er dog første gang hun forsøger sig med journalistikken i praksis, men hjemme venter et år som praktikant på Ekstra Bladet.
Sarah: Jeg vidste, at jeg ville komme til at bruge min viden fra Internationale Udviklingsstudier her, og det var en af hovedgrundene til, jeg valgte at søge den her praktikplads.
Fordomme og faldskærmsjournalistik
ScandMedia startede tilbage i 1988, da Gregers kontaktede Berlingske Tidende med et ønske om at blive deres korrespondent i Sydøstasien, og de sagde ja tak.
ScandMedia i Bangkok har i dag 22-23 ansatte udover de to danske praktikanter og udgiver et skandinavisk magasin ScandAsia, for de ca. 25.000 skandinavere, der i øjeblikket er bosat i Sydøstasien. Artiklerne og temaerne i magasinet har således alle en skandinavisk vinkel.
Ingen af de to praktikanter på ScandMedia har før været i Asien, men har alligevel valgt at tage udfordringen op.
Morten: Det er meget spændende at blive kastet ned med en faldskærm et sted i en millionby i Filippinerne og lynhurtigt skulle finde et hotel med internet, finde et lokalt telefonkort og finde frem til, hvad det er man skal lave. Og så er det sjovt bare at finde historierne, for miljøerne er meget forskellige fra land til land hernede, selvom de umiddelbart ligner hinanden.
Sarah: Der er rigtig mange interessante ting, når man dykker ned i de enkelte lande og ser, hvordan tingene foregår. For eksempel foregår der ting i Cambodja, som man aldrig ville drømme om kunne foregå hjemme. Vi lever så beskyttet i Danmark.
Morten: Desuden er bredden på historierne, man kommer ud i, helt sindssyg. Fra vandkraftværker i Filippinerne og narkofængslede i Cambodja, til bankdirektører i Singapore og nødhjælpsorganisationer i Burma. Det er helt vildt!
De sendte en pige
Her sidder vi så – over en iskold kaffe på en lille cafe, hvor samtalen ofte afbrydes af forbipasserende af støjende motorkøretøjer fra vejen udenfor. To lyse danske unge, som begge pludselig står i åbenlys kontrast til omgivelserne. Hvordan bliver de mødt af den omkringliggende asiatiske verden?
Sarah: Mange ved faktisk ikke, hvad det er at være journalist, men jeg lægger aldrig låg på, hvem jeg er, og hvad jeg laver.
Morten: Som udgangspunkt interviewer vi jo ikke lokale folk, men skandinavere, som naturligvis godt ved, hvad en journalist er. Som oftest er det også positive historier, vi laver. Vi render ikke rundt og leger ond journalist. Folk er for det meste glade for, at vi kommer og tager godt imod os.
Ligestillingen indenfor journalistfaget er heller ikke sådan lige til at få øje på. Der er forskelsbehandling kønnene imellem, og især Sarah har mødt forundring over, at der kommer en pige anstigende helt alene uden mandlig ledsager.
Sarah: Ja, jeg har for eksempel prøvet, at politiet valgte ikke at videregive detaljer om seksuelle overgreb, fordi jeg er pige. De ville ikke kunne videregive slibrige detaljer til sådan en fin, lille et-eller-andet som mig. Det var nok aldrig sket derhjemme.
Det eneste tidspunkt Sarah har følt sig utryg var i Cambodja, hvor hun som det eneste sted i Sydøstasien mødte megen modstand. Hun var alene omkring dækningen af en pædofilisag og blev gentagne gange advaret om, hvor korrupte politiet er. Det fremkaldte lidt paranoia.
Sarah: På et tidspunkt er der en, der siger til mig, at ’Hvis jeg var dig, så ville jeg ikke gå ud efter mørkets frembrud, for du render rundt her og stiller alle spørgsmål og alle ved, hvem du er’. Så blev jeg lidt påpasselig.
Fingeraftryk, Khmer og bestikkelse
I Cambodja møder Morten også udfordringer, som ligger langt fra dem, han blev stillet overfor i kommunikationsafdelingen i Randers. Under et interview med danske Johanne Vinther Axelsen, der indtil marts i år har været fængslet i Cambodja for medicinsmugling, bliver mødet en anelse voldsomt. Morten havde ikke forudset, at han ikke måtte medbringe en diktafon. Det viste sig dog at være et større problem, og Morten blev revet ind på fængselsdirektørens kontor
Morten: Jeg var faktisk også ret nervøs på et tidspunkt og blev meget lillebitte overfor den her kæmpe cambodjanske fængselsdirektør, der stod og råbte af mig uden at kunne et ord engelsk. Der blev oversat temmelig gebrokkent. ’Hvad fanden jeg bildte mig ind at komme og prøve at optage i hans fængsel, og her var det kun ham, der bestemte. Han blev ved med at råbe ’Hvad er det her? Hvad er det her? Hvad har du optaget? Spil det for mig! Spil det for mig!’ Den diktafon skulle bare ud!
Seancen endte med, at Morten måtte skrive under på en erklæring om, at han havde overtrådt den cambodjanske lovgivning ved at tage en ulovlig genstand med ind i et cambodjansk fængsel. Alt dette udspillede sig kort før Sarah skulle til Cambodja, hvilket gjorde hende en anelse mere påpasselig. Hun fandt dog hurtigt ud af, at nogle penge under bordet kan gøre underværker. Sarahs fængselsdirektør var glad for penge og fik 1000 thailandske Bath hver gang, hun kom på besøg, og dermed fik Sarah adgang og lov til at filme i fængslet.
Sarah: Det er jo ligesom så mange andre steder. Det kommer an på, hvilken person man får fat i, hvilket humør han er i, og hvor meget han har lyst til penge. Der var ingen problemer, fordi jeg betalte. Men hvis jeg havde gjort det, så havde jeg ikke fået lov til noget.
Morten: Jeg ville med glæde have givet 1000 Bath til fængselsdirektøren i Phnom Penh for at få ham til at lade være med at råbe og skrige af mig og kræve mine fingeraftryk.
Morten er selv i tvivl om, hvad han skrev under på den dag i Cambodja. Han blev informeret om, at han havde overtrådt cambodjansk lovgivning ved at medbringe en diktafon. Men erklæringen var skrevet på det cambodjanske sprog Khmer, Morten kendte ikke bogstaverne, og der kunne have stået hvad som helst.
Morten: Jeg er faktisk lidt nervøs for, at jeg skrev under på noget, der viste sig at være noget fuldstændig andet – spionage for eksempel. De kan jo finde på alt.
Undercover i Burma
I den danske Oscar-nominerede dokumentar Burma VJ, fremstår det tydeligt under hvilke kummerlige og diktatoriske forhold den burmesiske befolkning lever. Burma VJ er optaget med små amatørvideokameraer af en gruppe lokale og senere smuglet ud af landet. Filmen giver således et unikt billede af et lukket land med et styre, der griber hårdt ind overfor alt, hvad der minder om presse.
Dette måtte Morten også erfare. Han blev nødt til at stave sit mellemnavn forkert i sit visum og lyve om sin profession under en rejse ind i Burma.
Morten: Så kunne de i hvert fald ikke finde mig på Google, hvis de skulle få lyst til det.
Morten måtte heller ikke tage billeder, da han var i landet, og da han under sit besøg lavede et interview med Røde Kors, foregik det på et aflukket kontor og han skulle for alt i verden holde hemmeligt, at han var journalist
Morten: Hvis jeg kunne lade det fremgå af artiklen, at jeg havde lavet interviewet i Bangkok, så ville det være udmærket.
Sarah: Folk er meget bange i nogle af de her lande. De ved, at de mennesker, der styrer landene, kan finde på hvad som helst. Derfor må man ofte love, at man ikke nævner deres navne i artiklerne.
Intet af alt dette havde Morten og Sarah skænket mange tanker, før de drog af sted. Forhindringen og udfordringer, som man under normale omstændigheder ikke ville være begrænset af som journalist derhjemme – og det er det, der skaber den spændende og anderledes hverdag, forklarer Sarah.
På gensyn med Thailand?
En tur til Thailand byder altså ikke nødvendigvis kun på sandstrand og farverige cocktails. Så spørgsmålet er, om Morten og Sarah er blevet helt afskrækkede eller kunne de finde på at tage tilbage til Gregers og ScandMedia, de pædofile, forretningsfolkene i Singapore og eventyrene?
Morten: Kun som turist. Jeg har været meget glad for at være her, men jeg kunne aldrig nogensinde finde på at arbejde i udlandet igen. Jeg er så glad for Danmark. Jeg vil aldrig nogensinde væk fra det igen. Jeg ville ikke bytte det her praktikophold væk, men jeg har bare fundet ud af, at jeg ikke ville gøre det igen.
Sarah: Der er jeg nok fuldstændig modsat af dig. Jeg elsker krim og der simpelthen så meget krim-stof hernede og der foregår så mange mærkelige ting. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at arbejde hernede igen, men jeg ved ikke helt hvordan.
Indimellem fornemmer jeg en klar forskel i tilgangen til dét at tage ud i verden, og enkelte gange går bølgerne højt ved det lille bord.
Hos Gregers, som ejer ScandMedia, hersker der dog ikke så megen tvivl – han kunne aldrig drømme om at forlade Thailand. Nærheden til kilderne, opmærksomheden omkring informationens modtagelse, samt ansvaret for et lokalsamfunds ve og vel, har fået for stor betydning for ham her.
Og så står han der pludselig igen – den unge, velklædte taxachauffør. Jeg mindes ikke at have aftalt noget gensyn, men er da ærlig talt utrolig lettet over udsigten til en mindre problematisk hjemtur.
Sarah: Ha, ha! Så kan du godt regne med, at han på vejen hjem spørger, om du har en kæreste.
Heldigvis viser mit ikke-eksisterende thai og hans ikke-eksisterende engelsk endelig at være en fordel, og Khao San Road er det eneste forståelige ord, der bliver udvekslet imellem os. Et par timer efter er jeg tilbage i det hektiske backpacker miljø, langt fra de inspirerende og adrenalinfremkaldende historier. Historierne som eksisterer derude et sted.
Anne Troldtoft Hjorth. Bangkok.

”Hvad er det her? Hvad er det her?” skriger en fængselsdirektør i Cambodjas hovedstad Phnom Penh og holder en diktafon op foran Morten. Ikke umiddelbart det mest nærliggende at medbringe på en rejse til troperne, men en nødvendighed når man som Morten og Sarah er journalistpraktikanter i Bangkok, Thailand.

Men hvorfor vælger man at tage ud – helt derud, hvor rejsen ikke kun indeholder solcreme, bikini og postkort, men også en risiko for at få magtsyge ordensmagter på nakken?

Det er en overophedet og hektisk torsdag formiddag på Kaho San Road i hjertet af Thailands hovedstad, Bangkok. Med en adresse nedkradset på en lille lap, en diktafon og en yderst spartansk viden om Bangkoks infrastruktur gør jeg et forsøg på at finde Gregers, Morten og Sara på en for mig fuldstændig ukendt location i Bangkok.

En galant ung Tuc Tuc-chauffør har heldigvis mod på at kaste sig ud i det engelske alfabets udfordringer, hvilket da også medfører at den fra starten aftalte pris efter en halv time bliver fordoblet. Vel egentlig okay, taget i betragtning af, at denne tur ender i næsten to timers kørsel ad diverse kaotiske veje i guderne må vide hvilken retning! Vi møder dog langt om længe et vejskilt med et ord, der kunne ligne noget fra de ti linjer på lappen i min hånd. Dog spenderes endnu en halv time op og ned af den lille vej. Mere tålmodighed. Et besøg hos 7-eleven. Voldsom gestikulation og undren. Den lille lap papir bliver nusset af et utal af mennesker, deriblandt en venlig mekaniker, der på sin scooter fører os ad endnu en smal vej. Godt fortumlet over trafik, kaotisk kørsel og manglende sikkerhedssele stiger jeg endelig, endelig ud i heden – foran hoveddøren til ScandMedia.

En anden dimension
Her i den lille reception med en skrigende ’Merry Christmas’ dekoration, bliver jeg modtaget af Gregers, Sarah, Morten og resten af de ansatte – og en udsøgt thaibuffet. Jeg er ankommet på et helt perfekt tidspunkt, og frokosten bliver sat på bordet. Det er Mortens og Sarahs sidste dag som journalistpraktikanter fra henholdsvis Journalisthøjskolen i Århus og Roskilde Universitet. Over nudler, karry og iced coffee får vi os en snak om livet som journalist-praktikant i et miljø langt fra lokalsprøjtens rutine eller DR-kantinens morgenkaffe i det trygge danske land.

For hvorfor vælge at tage ud – helt derud, hvor man en morgen risikerer at finde en slange i redaktionskøkkenet, og hvor dagens historie efterfølgende skal hives hjem fra et korrupt fængsel i Cambodja efter utallige samtaler med usamarbejdsvillige sikkerhedsmagter og ambassader? Hvilke udfordringer, historier, opture og nedture går man igennem i et så fremmed miljø, og er det det hele værd? Og af alt dette hvad tiltrækker så en mand som Morten, i pæn, hvid skjorte og med en baggrund i Randers Kommunes kommunikationsafdeling og Søværnets presseafdeling?

Morten: Jeg ville gerne prøve noget, der var fuldstændig anderledes og komme ud i verden og opleve noget. Det er et job, hvor man bliver sluppet fri som ganske almindelig journalist, som hvis man havde været praktikant på et dagblad eller et magasin derhjemme. Dog med den ekstra dimension, at man kommer ud til steder, der er så vidt forskellige fra, hvor man er vant til at arbejde og læse artikler fra.

Sarah derimod har altid interesseret sig for udlandet og læser også Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitet. Det er dog første gang hun forsøger sig med journalistikken i praksis, men hjemme venter et år som praktikant på Ekstra Bladet.

Sarah: Jeg vidste, at jeg ville komme til at bruge min viden fra Internationale Udviklingsstudier her, og det var en af hovedgrundene til, jeg valgte at søge den her praktikplads.

Morten på arbejde i Singapore

Fordomme og faldskærmsjournalistik
ScandMedia startede tilbage i 1988, da Gregers kontaktede Berlingske Tidende med et ønske om at blive deres korrespondent i Sydøstasien, og de sagde ja tak.

ScandMedia i Bangkok har i dag 22-23 ansatte udover de to danske praktikanter og udgiver et skandinavisk magasin ScandAsia, for de ca. 25.000 skandinavere, der i øjeblikket er bosat i Sydøstasien. Artiklerne og temaerne i magasinet har således alle en skandinavisk vinkel.

Ingen af de to praktikanter på ScandMedia har før været i Asien, men har alligevel valgt at tage udfordringen op.

Morten: Det er meget spændende at blive kastet ned med en faldskærm et sted i en millionby i Filippinerne og lynhurtigt skulle finde et hotel med internet, finde et lokalt telefonkort og finde frem til, hvad det er man skal lave. Og så er det sjovt bare at finde historierne, for miljøerne er meget forskellige fra land til land hernede, selvom de umiddelbart ligner hinanden.

Sarah: Der er rigtig mange interessante ting, når man dykker ned i de enkelte lande og ser, hvordan tingene foregår. For eksempel foregår der ting i Cambodja, som man aldrig ville drømme om kunne foregå hjemme. Vi lever så beskyttet i Danmark.

Morten: Desuden er bredden på historierne, man kommer ud i, helt sindssyg. Fra vandkraftværker i Filippinerne og narkofængslede i Cambodja, til bankdirektører i Singapore og nødhjælpsorganisationer i Burma. Det er helt vildt!

De sendte en pige
Her sidder vi så – over en iskold kaffe på en lille cafe, hvor samtalen ofte afbrydes af forbipasserende af støjende motorkøretøjer fra vejen udenfor. To lyse danske unge, som begge pludselig står i åbenlys kontrast til omgivelserne. Hvordan bliver de mødt af den omkringliggende asiatiske verden?

Sarah: Mange ved faktisk ikke, hvad det er at være journalist, men jeg lægger aldrig låg på, hvem jeg er, og hvad jeg laver.

Morten: Som udgangspunkt interviewer vi jo ikke lokale folk, men skandinavere, som naturligvis godt ved, hvad en journalist er. Som oftest er det også positive historier, vi laver. Vi render ikke rundt og leger ond journalist. Folk er for det meste glade for, at vi kommer og tager godt imod os.

Ligestillingen indenfor journalistfaget er heller ikke sådan lige til at få øje på. Der er forskelsbehandling kønnene imellem, og især Sarah har mødt forundring over, at der kommer en pige anstigende helt alene uden mandlig ledsager.

Sarah: Ja, jeg har for eksempel prøvet, at politiet valgte ikke at videregive detaljer om seksuelle overgreb, fordi jeg er pige. De ville ikke kunne videregive slibrige detaljer til sådan en fin, lille et-eller-andet som mig. Det var nok aldrig sket derhjemme.

Det eneste tidspunkt Sarah har følt sig utryg var i Cambodja, hvor hun som det eneste sted i Sydøstasien mødte megen modstand. Hun var alene omkring dækningen af en pædofilisag og blev gentagne gange advaret om, hvor korrupte politiet er. Det fremkaldte lidt paranoia.

Sarah: På et tidspunkt er der en, der siger til mig, at ’Hvis jeg var dig, så ville jeg ikke gå ud efter mørkets frembrud, for du render rundt her og stiller alle spørgsmål og alle ved, hvem du er’. Så blev jeg lidt påpasselig.

Sarah på kontoret (Small)

Fingeraftryk, Khmer og bestikkelse
I Cambodja møder Morten også udfordringer, som ligger langt fra dem, han blev stillet overfor i kommunikationsafdelingen i Randers. Under et interview med danske Johanne Vinther Axelsen, der indtil marts i år har været fængslet i Cambodja for medicinsmugling, bliver mødet en anelse voldsomt. Morten havde ikke forudset, at han ikke måtte medbringe en diktafon. Det viste sig dog at være et større problem, og Morten blev revet ind på fængselsdirektørens kontor

Morten: Jeg var faktisk også ret nervøs på et tidspunkt og blev meget lillebitte overfor den her kæmpe cambodjanske fængselsdirektør, der stod og råbte af mig uden at kunne et ord engelsk. Der blev oversat temmelig gebrokkent. ’Hvad fanden jeg bildte mig ind at komme og prøve at optage i hans fængsel, og her var det kun ham, der bestemte. Han blev ved med at råbe ’Hvad er det her? Hvad er det her? Hvad har du optaget? Spil det for mig! Spil det for mig!’ Den diktafon skulle bare ud!

Seancen endte med, at Morten måtte skrive under på en erklæring om, at han havde overtrådt den cambodjanske lovgivning ved at tage en ulovlig genstand med ind i et cambodjansk fængsel. Alt dette udspillede sig kort før Sarah skulle til Cambodja, hvilket gjorde hende en anelse mere påpasselig.

Hun fandt dog hurtigt ud af, at nogle penge under bordet kan gøre underværker. Sarahs fængselsdirektør var glad for penge og fik 1000 thailandske Bath hver gang, hun kom på besøg, og dermed fik Sarah adgang og lov til at filme i fængslet.

Sarah: Det er jo ligesom så mange andre steder. Det kommer an på, hvilken person man får fat i, hvilket humør han er i, og hvor meget han har lyst til penge. Der var ingen problemer, fordi jeg betalte. Men hvis jeg havde gjort det, så havde jeg ikke fået lov til noget.

Morten: Jeg ville med glæde have givet 1000 Bath til fængselsdirektøren i Phnom Penh for at få ham til at lade være med at råbe og skrige af mig og kræve mine fingeraftryk.

Morten er selv i tvivl om, hvad han skrev under på den dag i Cambodja. Han blev informeret om, at han havde overtrådt cambodjansk lovgivning ved at medbringe en diktafon. Men erklæringen var skrevet på det cambodjanske sprog Khmer, Morten kendte ikke bogstaverne, og der kunne have stået hvad som helst.

Morten: Jeg er faktisk lidt nervøs for, at jeg skrev under på noget, der viste sig at være noget fuldstændig andet – spionage for eksempel. De kan jo finde på alt.

Kopi af Yangon, hvor Dansk Røde Kors Myanmar har hovedkontor

Undercover i Burma
I den danske Oscar-nominerede dokumentar Burma VJ, fremstår det tydeligt under hvilke kummerlige og diktatoriske forhold den burmesiske befolkning lever. Burma VJ er optaget med små amatørvideokameraer af en gruppe lokale og senere smuglet ud af landet. Filmen giver således et unikt billede af et lukket land med et styre, der griber hårdt ind overfor alt, hvad der minder om presse.

Dette måtte Morten også erfare. Han blev nødt til at stave sit mellemnavn forkert i sit visum og lyve om sin profession under en rejse ind i Burma.

Morten: Så kunne de i hvert fald ikke finde mig på Google, hvis de skulle få lyst til det.

Morten måtte heller ikke tage billeder, da han var i landet, og da han under sit besøg lavede et interview med Røde Kors, foregik det på et aflukket kontor og han skulle for alt i verden holde hemmeligt, at han var journalist

Morten: Hvis jeg kunne lade det fremgå af artiklen, at jeg havde lavet interviewet i Bangkok, så ville det være udmærket.

Sarah: Folk er meget bange i nogle af de her lande. De ved, at de mennesker, der styrer landene, kan finde på hvad som helst. Derfor må man ofte love, at man ikke nævner deres navne i artiklerne.

Intet af alt dette havde Morten og Sarah skænket mange tanker, før de drog af sted. Forhindringen og udfordringer, som man under normale omstændigheder ikke ville være begrænset af som journalist derhjemme – og det er det, der skaber den spændende og anderledes hverdag, forklarer Sarah.

En varm dag på kontoret

På gensyn med Thailand?
En tur til Thailand byder altså ikke nødvendigvis kun på sandstrand og farverige cocktails. Så spørgsmålet er, om Morten og Sarah er blevet helt afskrækkede eller kunne de finde på at tage tilbage til Gregers og ScandMedia, de pædofile, forretningsfolkene i Singapore og eventyrene?

Morten: Kun som turist. Jeg har været meget glad for at være her, men jeg kunne aldrig nogensinde finde på at arbejde i udlandet igen. Jeg er så glad for Danmark. Jeg vil aldrig nogensinde væk fra det igen. Jeg ville ikke bytte det her praktikophold væk, men jeg har bare fundet ud af, at jeg ikke ville gøre det igen.

Sarah: Der er jeg nok fuldstændig modsat af dig. Jeg elsker krim og der simpelthen så meget krim-stof hernede og der foregår så mange mærkelige ting. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at arbejde hernede igen, men jeg ved ikke helt hvordan.

Indimellem fornemmer jeg en klar forskel i tilgangen til dét at tage ud i verden, og enkelte gange går bølgerne højt ved det lille bord.

Hos Gregers, som ejer ScandMedia, hersker der dog ikke så megen tvivl – han kunne aldrig drømme om at forlade Thailand. Nærheden til kilderne, opmærksomheden omkring informationens modtagelse, samt ansvaret for et lokalsamfunds ve og vel, har fået for stor betydning for ham her.

Og så står han der pludselig igen – den unge, velklædte taxachauffør. Jeg mindes ikke at have aftalt noget gensyn, men er da ærlig talt utrolig lettet over udsigten til en mindre problematisk hjemtur.

Sarah: Ha, ha! Så kan du godt regne med, at han på vejen hjem spørger, om du har en kæreste.

Heldigvis viser mit ikke-eksisterende thai og hans ikke-eksisterende engelsk endelig at være en fordel, og Khao San Road er det eneste forståelige ord, der bliver udvekslet imellem os. Et par timer efter er jeg tilbage i det hektiske backpacker miljø, langt fra de inspirerende og adrenalinfremkaldende historier. Historierne som eksisterer derude et sted.

Anne Troldtoft Hjorth. Bangkok.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback