Atom-fupmageren

Af - 30. marts 2009

Danmark har et atomkraftværk.

Det påstår Jens Willy Johannsen i hvert fald, med fup-hjemmesiden Jydsk Atomkraft A/S, som han og to venner oprettede for tre år siden.

Det startede som en intern joke, men i dag er sitet, der udgiver sig for at tilhøre et dansk atomkraftværk, kendt, elsket og hadet af adskillige bruger på internettet. Og da ekstrabladet.dk for nylig skrev en seriøs artikel om atomkraft, interviewede de “Jens Willy Johanssen fra Jydsk Atomkraft A/S”.

Man bør snakke om atomkraft
Men hvad sker der for at lave en hjemmeside, der udgiver sig for at tilhøre et atomkraftværk i Jylland? Det har vi spurgt Jens Willy Johansen om.

“Det er et ironisk indlæg i energidebatten, der skal gøre opmærksom på, at der også er noget, der hedder atomkraft, som man burde snakke om”, siger han.

For selvom siden er ment som en joke, hvor ‘firmaet’ går i dialog med Kim Jung Il, der er utilfreds med leverancen af et nyt atommissil, så har værkets bagmænd faktisk en holdning til atomkraft i Danmark.

“Det har reelt været et tabu at snakke om atomkraft i dansk energipolitik i lang tid, men vi synes jo, at det kunne være godt, hvis man kunne diskutere fordele og ulemper ved atomkraft i Danmark. Vi siger jo ikke, at der ikke er nogle ulemper ved det overhovedet, men der er også enormt mange ulemper ved olie- og kulfyret energi”, siger Jens Willy Johansen.

Folk er blevet forargede
Well, Jydsk Atomkraft A/S har altså besluttet sig for at gå op imod Greenpeace og dansk energipolitik på den sjove måde. Og som man nok kunne forestille sig, har det givet en del dialog på siden.

Under kategorien Korrespondance, kan man blandt andet læse, hvordan kritiske røster tager skarp afstand fra produktionen af atomkraft i Danmark. En mere undrende kommentar lyder:

“Hej, jeg har været inde og se på det her, og så vidt jeg ved er der ikke atomkraft her i Danmark og slet ikke i Jylland. Jeg ved i hvert fald, at det er ulovligt! Er det mig, der tager fejl, eller er det bare drengestreger? Hilsen Kristian og Sif”.

Kritikken lader ikke til at bide på ophavsmændene bag Jydsk Atomkraft A/S.

“Det har været meget underholdende, at mange mennesker ikke har forstået, at projektet var ment ironisk, og at det var en joke”, siger Jens Willy Johannsen. “Der er nogle, der er blevet rigtigt forargede over de ting, vi har skrevet, og over at vi ville lave atomkraft”.

Folk må lære kildekritik!
Igennem årerne er det nok blevet til hundrede henvendelser, vurderer han. Nogle leger med på spøgen, men mange kommer fra sure skoleelever, der har lavet fejl i deres opgaver om atomkraft eller fra de forargede skolelærere, som brokker sig over, at Jydsk Atomkraft A/S fylder deres elever med løgn.

Hvad svarer du de mennesker, der kritiserer jer for at lyve på nettet?

“Nogle gange skriver jeg, at det burde måske lære folk at have en lille smule kildekritik. Hvis man som skoleelev tror på alt, der står på internettet, er det nok en meget god idé at lære at være en smule kritisk. Det skrev jeg også til en skolelærer, der var sur over det, vi skrev. Så må de jo lære eleverne, at de ikke kun skal bruge én kilde”, siger Jens Willy Johannsen.

Er I ikke med til at skabe et problem på internettet, som ikke nødvendigvis burde være der?

“Jo, det kan man godt sige. Men det burde være ret tydeligt, at det her site er for sjov. For mange af de ting, der står, er så groteske, at man burde kunne sige sig selv: ‘ok det her er en joke’,” siger Jens Willy Johannsen.

Velkommen på forsiden
Da Ekstra Bladet i slutningen af februar skrev en seriøs artikel om Atomkraft i Italien, henvendte journalisten sig til Jens Willy Johannsen, der som repræsentant for Jydsk Atomkraft A/S var meget glad for, at 61 procent af eb.dk’s læsere går ind for brugen af atomkraft.

At Jydsk Atomkraft A/S ikke var et rigtigt firma, som ‘A/S’ ellers indikerer, meldte artiklen ikke noget om. Og at det hele egentlig var en joke, hindrede ikke journalisten i at tage Jens Willy Johannsen lige så seriøst som sine andre kilder i artiklen: Silvio Berlusconi, Nicolas Sarkozy og Karin Riis-Jørgensen MEP (V).

Ekstrabladet.dk er en af landets bedst besøgte nyhedshjemmesider, og flere tusinde mennesker kan meget vel have læst artiklen. Nysgerrige og kvikke læsere har muligvis søgt efter det påståede danske atomkraftværk på nettet, og de mindre kvikke sidder måske stadig derhjemme og tror på løgnen om dansk atomkraft.

Hvordan var det at fremstå i Ekstra Bladet som seriøs partskilde og atomkraftejer?

“Jeg har det fint med, at man nævner Jydsk Atomkraft A/S, når man taler om atomkraft i Danmark”, siger Jens Willy Johannsen.

“Men bagefter undrede jeg mig også over, at det var blandet så meget sammen med noget rigtigt sagligt, og at de ikke på nogen måde skriver, at det er en fupside”, fortsætter kraftværkejeren og forsikrer, at han ikke personligt har skrubler med at forplumre den danske atomdebat.

For som han siger, “Hvis folk går ind på siden, vil de ret hurtigt kunne se, hvad det handler om”.

Her ses bygninger, der indeholder Reaktor 1 samt de ansattes kantine og bar. Reaktoren er baseret på russisk højteknologi, står der på kraftværkets hjemmeside.

"Her ses bygninger, der indeholder Reaktor 1 samt de ansattes kantine og bar. Reaktoren er baseret på russisk højteknologi", står der på kraftværkets hjemmeside.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback