På eventyr i Orienten

Af - 26. april 2010

parentes)slut har fået udlængsel og er taget på eventyr i Orienten. Vi har ingen firehjulstrækker eller satellitforbindelse, men til gengæld har vi Kasper Schlie. Bevæbnet med sit spejlreflekskamera og sine årvågne sanser, sender han rejsebeskrivelser hjem fra østens tykke røgslør af mystik, tradition og vanvid.

Rejsebrev fra Indiens Land

1. Med Auto-rickshaw gennem Madras

Rickshaws fylder Madras

Støj fra tusinde motorer

Sveden der hagler af chafføren

Vi er lige ankommet til Indien

Knallertens pitch-lyd

I Holland kalder man en knallert for en “bromfiets”

Radjaween kører slalom mellem forhindringerne.

Med milimeter til de mod- og medkørende suser vi,

gennem de proppede gader med stumme køer som de eneste tålmodige tilskuere

Tjæren bobler, asfalten smelter og trafikken pumper langsomt gennem

Madras.

Omsider når vi frem, dækkene på vores Rickshaw hviner, og hotellet gemmer sig i mylderet.

Radjaween får 100 rupees og virrer uudgrundeligt med hovedet idet han mumler

“no change sir”. Det er kaos, vi trækker vejret i små hurtige ryk

og smager smoggens sødlige sod.

2. Maden i Madras

Vi sidder ned efter et par dage med skånekost og gør klar til at indtage det første store indiske måltid. Et øjeblik vi har set frem til med en vis begejstring og ærefrygt. Tjeneren kommer smilende hen til bordet og sætter de dampende fade fra sig. Vi takker pænt og den høflige mand flyder bort igen.

Så til sagen. Der skal spises med højre hånd – den venstre vasker man jo numse med. Vi forsøger at kopiere en tyk indisk forretningsmand ved nabobordet og løfter en håndfuld ris og en håndfuld brandvarm gryderet over på tallerkenen. Herefter blendes de sammen med fingrene og formes optimalt til en lille håndterbar klump der nemt kan kastes i munden. Det går dog ikke helt sådan. Det bliver et morsomt griseri med deja-vu til den tidlige barndoms glæde ved at måtte lege og mærke på maden (hvor underligt det end måtte lyde – prøv det med mørbradgryden i aften).

Man kan føle chilien mod mod huden allerede før maden kommer i munden. Det prikker. Vi gør klar og tager springet og spiser den første bid originale indiske mad. Vi aner ikke helt hvad det er, men smagen er efter nogle sekunder ikke til at tage fejl af:

Chili, ingefær og karry en masse! Svedperler samler sig hurtigt på panden, men den forventede eksplosion og ørkentørst udebliver. Tværtimod kan man faktisk virkeligt smage maden. Og den er fantastisk. Heldigvis. Kødelskeren erkender at vegetarisk mad ikke behøver at være så ringe endda. Nu håber jeg, at maven synes det samme.

3. Kolonier

Det slår mig som jeg sidder her i Trankebar og skuer ud over kysten, at vore første tre stop i det sydlige Indien alle er tidligere europæiske kolonier. Først Chennai (Madras) som var centrum for det tidlige britiske imperium. Dernæst Pondicherry som var hovedstad for de franske kolonialister og nu altså Trankebar – Indiens Lemvig.

En udpost i det allersydligste, der af størrelse, isolerethed og med fin grandeur fra svundne tider kunne minde om Vestjyllands smilehul. Folkene her taler i hvert fald lige så sjovt. Og helt ukendte med det danske er de heller ikke. Således var Trankebar den første oversøiske danske koloni og fungerede som sådan helt fra 1620 og frem til 1847, da det danske rige for alvor gik på slankekur.

Da der ikke var plads på byens billige hotel har vi fundet logi på det smukke og overdådige “lodge” på stranden. En gammel kolonibygning, der er opført ved siden af Christian d.4′s “Dansborg Fort”. Jeg føler mig lidt som en blanding af Jørgen Leth og Francisco Pizarro som jeg sidder her iført kakibuks og parasoldrink og skuler ud over hotellets velplejede have og den bengalske bugt.

En håndfuld smilende tamilere vimser rundt om huset, travle med deres gøremål. En studser hæk, en anden fejer verandaen med nogle tørrede palmeblade. Dér går tjeneren,”the manager” taler i telefon og den gamle vagt slumrer i sin stol ved indgangen. Den tilfredse hvide dansker er flyttet fra det gule fort ned i herremandshuset på stranden. Kanonerne er skiftet ud med bundter af rupees. “Jeg tager kokkens datter når jeg vil” – fristes man til at mumle under stråhatten.

Nuvel. Endnu en sød drink på bordet. Jeg strækker mig i liggestolen og funderer over om jeg skal vække Sylvia eller spadsere en tur. Det er nu godt at få hvilet ud.

4. Stadig doven i Trankebar

To dage senere. Byen som rejseguiden beskrev som en af de mere “obscure” har vist sig at være det mest venlige og rolige sted vi endnu har mødt på vores korte odyssé. Her findes ikke andre lyde end den fjerne brummen fra en bådmotor og et par dovent skræppende krager der sidder og svajer på et kirketag.

Sylvia er nede med et maveonde i dag så jeg sidder her på kolonihotellets terasse og halvsover og skriver lidt på skift. Hvor man dog kan savne driverlivet. Det kan jeg mærke nu.

Horisonten er diffus, da varmedisen forplumrer den. Den gamle vagt faldt nær af sin stol da jeg gik forbi. Bølgerne buldrer om muligt endnu mere dovent ind mod kysten. Jeg tror jeg vil anlægge et overskæg. Tiden er gået i stå og ruller langsomt baglæns. Jeg kan vel ligeså godt lade være med at stritte imod og rulle med.

Se billeder fra rejsen ved at klikke på fotografierne nedenfor.

Nyt fra Hindustan

5. Bjergene

Endelig i bjergene. Lavlandets tropehede var kvælende og de seneste dage kunne vi ikke bevæge os udenfor mellem middag og kl.15 uden at blive bagt levende. Derfor bjergene. Vi er stadig i det sydlige Indien, et sted i Nigirisbjergene. Vi er højt oppe, det er behageligt og luften er ren.

Når noget er rent overser eller glemmer man det mærkeligt nok. I Lemvig er det sådan. Alt er rent og kan indtages uden problemer. Her i Indien mærker man kontant forskellen i bjergene. Man trækker vejret dybere, er ikke ved at blive kørt over af smog og rickshaws og man kan se vidt omkring. Temarkerne strækker sig ud til alle sider. Et mærkeligt ord. Te og mark. Men ikke desto mindre er det hvor vi har tilbragt eftermiddagen. I en Temark.

Her er der ikke tale om fede jorde, mejetærskere og måger, der halser efter traktorers hjulspor, men uendelige bakker og bjerge, indhyllet i stedsegrønne buske. Buske som ligner små ligusterhække og er delt op i sirlige mønstre der leder tankerne hen på en skildpaddes skjold. Magisk ser det ud. Når markerne endelig brydes af landsbyer, toner små grupper af mennesker frem. Kvinder svøbt i farverige sarier og mænd med sammenknebne øjne og drøje, brugte hænder. For første gang imponeres jeg oprigtigt over dette fjerne sted.

6. Hyklerne

Jeg sidder på en stol på værelsets balkon. Jeg er træt og kigger ud over hotellets enorme have. Gartnere ligger på knæ i heden og klipper hist og her med rustne sakse. Midt på den velplejede plæne sidder en hippie. Han ligger bukket bagover i en unævnelig yoga-position og udstøder små ynkelige støn. Han er helt væk og ænser intet. Iklædt kludebukser, piercinger og dreadlocks så stride og flossede som skibsreb, ligger han der og vrider sig rundt i selvindbildt frelse. Han smiler op mod solen med lukkede øjne.

Det moderne Indien. Et falmet paradoks. Et land uden abstraktion tiltrækker flodbølger af abstraktionssøgende. I lufthavnene samles hemmelighedsfulde hippier op af skinnende hotellers “pick-up service” og indlogerer sig i månedsvis på deres eget lille Hotel Eksistens. De tolerantes holdeplads hvor tolerancen betinges de, der ligeledes har checket ind. De iklæder sig sarier og spiser som inderne og fremviser kun nødigt det nødvendige kapitalistiske visakort. Det omgivende Indien gnider sig i griske hænder. Den dreadlockindhyllede smiler dumt. Smiler op mod solen.

Vi er i hvert fald ikke som de. Vi er de bevidste rejsende, der for længst har erkendt vor rolle som gæster i et land vi ikke kan eller vil sammensmeltes med eller fuldstændigt forstå. Vi går rundt i vestligt tøj med pengekatten på maven og tager fine billeder med spejlreflekskamera. Vi skal ikke nyde noget af naivitet og paradokser. Alligevel smager vi gerne på den stærke chili og spiser med fingre og siger namaste. Goddag, goddag, du eksotiske brune mand! Vi suger den fremmede kultur, men skynder os alligevel duknakkede ved første lejlighed ind på Starbucks og nyder den patenterede kaffe, de amerikanske muffins og det kølige steriliserede lokale. Sådan agerer den bevidste rejsende.

7. Indo-europæisk gravskrift på den britiske kirkegård i Ooty

Do not stand at my grave and weep

I am not there, I do not sleep

I am a thousand winds that blow

I am the diamond glints on snow

I am the sunlight on ripened grain

I am the gentle autumn rain

When you awaken in the morning’s hush

I am the swift uplifting rush

Of the quiet birds in circled flight

I am the soft stars that shine at night

Do not stand at my grave and cry

I am not there, I did not die

8. Den døde

I dag så jeg for første gang et dødt menneske.
Helt stille lå han, i en glaskiste der på en vogn blev rullet gennem gaderne af
mørke mænd.

En ung fyr, næppe tyve. Svøbt i hvide klæder. Stivnet i et smil.
Vi kom drønende forbi i rickshaw. Vores chauffør holdt inde med sin evindelige dytten -
et øjeblik. Og fortsatte sit vilde ridt gennem gyderne.

9. Husbåden

Vi glider stille ned ad en biflod i det vilde netværk af vandveje i de sydlige ‘backwaters’. Vi ville egentlig blot have lejet en bette plimsoller, der kunne vise os lidt rundt, men i lavsæsonen kommer man langt for lidt. Således satte vi ud fra landsbyen i et palads af en husbåd. Rummelige soveværelser, soldæk, spisestue, kok, maskinmand og skipper. Kun til os to. “So what is your profession, sir?”. Man rykker lidt uroligt rundt i stolen. “Ehm, I just finished studying”. Inderen virrer uudgrundeligt med hovedet.

Ikke desto mindre er det nu fantastisk og overvældende at sidde her og klinke ølflasker med Sylvia med junglen glidende forbi. Fra kabyssen strømmer duftene af det næste eksotiske måltid og fra vandet kommer lydende af fisk, der jager i overfladen. Jeg læner mig tilbage og slumrer i heden. Det suser i palmerne.

Børn vinker fra flodbredden. Giv mig kuglepenne, giv mig rupees. Kondensen driver ned ad kølige ølflasker og danner små søer på bordet. Vi er godt tilpas og strækker os i sivstolene.

10. Endestation nr.1

Så er vi nået til Kochi, hvorfra vi i morgen flyver til hovedstaden New Delhi. Små 3.000 kilometer mod nord. Det bliver det ikke køligere af, men derimod varmere – 38 gr. i dag. Pyh. Fra Delhi vil vi bevæge os gradvist nordøst på og ind i Nepal. Noget vi ser meget frem til. Men meget mere om det senere. Såvidt kan vi konstatere, at det sydlige Indien er en smeltegryde. Ikke blot kulturelt – sikke en stærk salat! – men også historisk, klimamæssigt og kulinarisk set. Meget farverigt, meget inspirerende og meget larmende.

Få sat flere billeder på rejsebetragtningerne ved at klikke på fotografierne nedenfor.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback