Psykoser og gys på stribe

Af - 22. april 2010
Hvad sker der med en tegneserie, hvis man fjerner hovedpersonen? Eller hvis man fjerner samtlige levende væsener inklusiv talebobler? Både Garfield og Anders And har været underlagt den slags kreative eksperimenter, og det er der kommet nogle ganske anderledes striber ud af.
Vi kender dem allesammen: Mennesker der taler med deres kæledyr. Eller taler TIL dem er det jo, men ikke desto mindre i vendinger der antyder, at de forventer, dyret forstår, hvad der bliver sagt – måske endda kunne finde på at svare.
Jon Arbuckle er et af den slags mennesker, og hans samtaler med en fedladen gammel kat – Garfield – har fyldt mangen en avisstribe gennem årene. Nu har Dan Walsh dog gjort det umuligt for den besynderlige Jon Arbuckle at gemme sig bag den forestillede dialog med kæledyret. I Garfield minus Garfield http://garfieldminusgarfield.net/ har Dan Walsh skånselsløst photoshoppet Garfield ud af historien og efterladt Jon Arbuckle blottet og alene i en eksistentiel krise på grænsen til galoperende skizofreni.
http://garfieldminusgarfield.net/post/26271189
http://garfieldminusgarfield.net/post/26716838
http://garfieldminusgarfield.net/post/26757432
http://garfieldminusgarfield.net/post/27271402
http://garfieldminusgarfield.net/post/27935321
http://garfieldminusgarfield.net/post/28296515
Ifølge New York Times http://www.nytimes.com/2008/06/02/business/media/02garfield.html?_r=1&ref=technology følger Jim Davis, som skaber de oprindelige Garfield striber, selv med i den redigerede udgave. I nogle af striberne synes han ligefrem, at versionen minus kat er sjovere end originalen.
Når man har bladret igennem tilstrækkeligt mange sider af Garfield Minus Garfield kan man helt glemme, at der egentlig kulle være en kat med i tegneserien. I stedet har man en lidt foruroligende men ganske underholdende fortælling om en ensom og desillusioneret mand.
I disse mobiltelefons-headset tider kan det af og til være svært at skelne de virkeligt vanvittige fra resten af flokken, der kun tilsyneladende samtaler med sig selv på gaden. Måske er headsettet i virkeligheden det nye kæledyr?
Andeby minus ænder
I SPUK går den Schweiziske kunstner Niklaus Rüegg hele vejen. Han har genskabt en række fortællinger fra Carl Barks’ gammelkendte univers, men han levner ikke en eneste and tilbage i Andeby.
I stedet bladrer man gennem forladte gader, tomme huse og tilsyneladende abstrakte scenarier.
Som Derik A Badman gør opmærksom på, på sin blog, http://madinkbeard.com/blog/archives/spuk-thesen-gegen-den-fruhling-by-niklaus-ruegg er man umiddelbart tilbøjelig til trofast at “læse” tegneserien felt for felt fra øverste venstre til nederste højre hjørne.
Mens man uundgåeligt leder efter en handling i de karakter-tomme historier, kryber uhyggen gennem Andeby. Man er ikke i tvivl om, at de manglende figurer spøger et sted i kulissen. Det er ren gys.
SPUK (som er tysk for ‘spøgeri’ eller ‘spøgelse’) skal naturligvis helst læses i gammeldags bogform i en lænestol mens regnen pisker mod ruden og vinden hyler i tagspærrene.
Alternativt kan man bladre virtuelt hos Rüeggs galleri http://www.gbg-galerie.ch/Code/Ausstellungen.asp?HT=2&K=14&A=11&O=1 eller her. http://www.editionfink.ch/php/katalog/detail.php?bestelle=81&buchid=81&parentid=2&navid=9

Hvad sker der med en tegneserie, hvis man fjerner hovedpersonen? Eller hvis man fjerner samtlige levende væsener inklusiv talebobler? Både Garfield og Anders And har været underlagt den slags kreative eksperimenter, og det er der kommet nogle ganske anderledes striber ud af.

Vi kender dem allesammen: Mennesker der taler med deres kæledyr. Eller taler TIL dem er det jo, men ikke desto mindre i vendinger der antyder, at de forventer, dyret forstår, hvad der bliver sagt – måske endda kunne finde på at svare.

Jon Arbuckle er et af den slags mennesker, og hans samtaler med en fedladen gammel kat – Garfield – har fyldt mangen en avisstribe gennem årene. Nu har Dan Walsh dog gjort det umuligt for den besynderlige Jon Arbuckle at gemme sig bag den forestillede dialog med kæledyret. I Garfield minus Garfield har Dan Walsh skånselsløst photoshoppet Garfield ud af historien og efterladt Jon Arbuckle blottet og alene i en eksistentiel krise på grænsen til galoperende skizofreni.

garfieldminusgarfield1

garfieldminusgarfield2

Ifølge New York Times følger Jim Davis, som skaber de oprindelige Garfield striber, selv med i den redigerede udgave. I nogle af striberne synes han ligefrem, at versionen minus kat er sjovere end originalen.

Når man har bladret igennem tilstrækkeligt mange sider af Garfield Minus Garfield kan man helt glemme, at der egentlig kulle være en kat med i tegneserien. I stedet har man en lidt foruroligende men ganske underholdende fortælling om en ensom og desillusioneret mand.

I disse mobiltelefons-headset tider kan det af og til være svært at skelne de virkeligt vanvittige fra resten af flokken, der kun tilsyneladende samtaler med sig selv på gaden. Måske er headsettet i virkeligheden det nye kæledyr?

Andeby minus ænder
I SPUK går den Schweiziske kunstner Niklaus Rüegg hele vejen. Han har genskabt en række fortællinger fra Carl Barks’ gammelkendte univers, men han levner ikke en eneste and tilbage i Andeby.

I stedet bladrer man gennem forladte gader, tomme huse og tilsyneladende abstrakte scenarier.

Som Derik A Badman gør opmærksom på, på sin blog,  er man umiddelbart tilbøjelig til trofast at “læse” tegneserien felt for felt fra øverste venstre til nederste højre hjørne.

Mens man uundgåeligt leder efter en handling i de karakter-tomme historier, kryber uhyggen gennem Andeby. Man er ikke i tvivl om, at de manglende figurer spøger et sted i kulissen. Det er ren gys.

SPUK

SPUK (som er tysk for ‘spøgeri’ eller ‘spøgelse’) skal naturligvis helst læses i gammeldags bogform i en lænestol mens regnen pisker mod ruden og vinden hyler i tagspærrene.

Alternativt kan man bladre virtuelt hos Rüeggs galleri eller her.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback