Når man spiser mørket råt

Af - 24. maj 2010

Han startede sit liv på flugt. Det var døden, han havde i hælene. Siden blev selve livet hans modstander. I halvandet år rullede han sig sammen bag mørklagte ruder i total isolation fra omverdenen, mens hans indre dæmoner åd ham op indefra. Bogstaveligt talt. Læs portrættet af en dansk raw food-pioner, Søren Wolff, der i dag er kropsterapeut og foredragsholder om forholdet mellem ernæring og psyke.

Søren Wolff var syv, da mørket væltede op i ham første gang, og aggressionerne hamrede ud gennem den krop, der pludselig sitrede og var helt umulig at styre. Det var lige her, alting ramlede sammen inden i. Det var lige her, provokationerne fra en kammerat blev for meget. Og det var lige her, Søren fældede ham og begyndte at sparke. Nedefra og opad mod hovedet bevægede sparkene sig, indtil de voksne brød ind. ”Jeg gik fuldstændig amok. Blev bare ved og ved og ved”, husker han i dag, selv om godt tyve år er gået siden da.

10 år senere braste han for alvor sammen inden i. Denne gang var det både krop og sind, der kortsluttede, og Søren krøb ind i sit mørke. Han trak gardinerne mellem sig selv og omverdenen for. På værelset hjemme i Karlslunde gik 17-årige Søren i et hi, der skulle komme til at vare halvandet år.

”Jeg var hamrende syg og totalt i kaos med mig selv og omverdenen. Det hele kulminerede. Der var mange ting, jeg sloges med. Jeg kunne intet gøre. Intet.”

Ordene løber ud af munden på ham med en præcision, som vidner om, at det ikke er første gang, han forsøger at hitte rede i og sætte ord på den tid, de timer, de dage, de uger og måneder af hans liv, som på mange måder i dag er gledet ind over hinanden i en udefinerbar grød, stumper af sammenfiltret erindring.

Søren er hyperbevidst om, at depression og dystre toner er og bliver markante elementer i det liv, han har levet. Dette er historien om det halvandet år, hvor Søren valgte at afskære sig fuldstændigt fra omverdenen. En historie som jeg tilfældigt hørte om gennem en fælles bekendt i en snak om kropsbevidsthed og intuition over en urtethe i det sydlige Californien. Men det er også historien om det faktum, at han i dag er kommet ud i lyset og har gjort det til sin livsmission at udbrede sin viden om, hvordan han mener man kan skabe balance mellem krop og psyke.

Klik for at forstørre
Foto: Benjamin Hoffmann-Petersen

Søren Wolff har altid haft travlt med at få hold på et sind fuld af ekstremer. De drager ham stadig, ekstremerne. Men i dag på langt mindre selvdestruktiv vis.

EKSREM AF SIND

Spor af natten hænger stadig i hans ansigt, selv om det er hen på eftermiddagen, jeg møder ham hjemme i det røde murstensbyggeri let tilbagetrukket fra Skodsborgvej. Han tager imod mig iført mørke cowboybukser og en sort T-shirt. Henover brystet står: Kontroversiel. Det passer meget godt på de ting, jeg har hørt om ham, før jeg valgte at springe på bus 150 og køre nordpå mod Nærum for at snakke med manden, der efter sigende skal være klog på den balancekunst, det er at finde lyset og meningen i et liv fuld af mørke.

Søren har siddet oppe og arbejdet hele natten. Den lille toværelses lejlighed i Nærum har kontor og soveværelse i samme rum. Praktisk. For arbejdsliv og privatliv flyder fuldstændig sammen for Søren Wolff. Siden han kastede sig ud i at informere danskerne om, hvordan psykiske traumer kan hænge sammen med kostvaner, og hvordan man kan spise sig til livsglæde, har der mildest talt ikke været mange pauser til at puste ud.

”Jeg har altid været ekstrem af sind”

Om det er et kulsort syn på verden, der trænger ud i hver eneste afkrog af hans bevidsthed og tidligere endte i en vold, der var ligeså meningsløs, som den var uforklarlig, eller en ubeskrivelig energi til fuldstændigt fokuseret at styre mod det mål, han sætter sig for, er underordnet. Intensiteten er den samme. Søren er eksplosiv.

”Jeg har nogle gange følelsen af, at min biologiske far forgreb sig på min biologiske mor, og at det var den måde, jeg kom til verden på. Jeg blev født med den vrede, som han levede med kombineret med sorgen og kærligheden fra min mor. Det har skabt kontrast. Hele mit liv har jeg følt stærkt for at hjælpe andre, at ville verden det bedste. Men jeg har også haft ondt blod i mig fra min far. Det er det mest konkrete billede på mine følelser, jeg kan nå frem til”.

I det lange smalle køkken brygger Søren os hver en kop the. Forskellige remedier til presning, blendning og tilberedning af rå frugt og grønt fylder det meste af køkkenbordet. Han har valgt at spise RAW. Ifølge Søren blev det at leve af fødevarer, som naturen tilbyder dem før menneskelig bearbejdning, et af de vigtige skridt, der ledte ham ud af mørket for et par år siden. Men det vender vi tilbage til. Først må vi lidt tilbage i tiden.

IMG_2655
Foto: Benjamin Hoffmann-Petersen

FRA SEOUL TIL KARLSLUNDE

Vi slår os ned ved spisebordet med hver vores kop. Uden for hænger tågen tæt over plænen, som stadig er vinterbrun. Søren Wolff er ikke til de få ord. Det er nærliggende at forestille sig, at nærliggende han fik nok af tavsheden dengang hjemme på værelset i Karlslunde.

I hvert fald står munden ikke stille. Eller kroppen for den sags skyld. Han kører rundt på stolen, skifter ofte stilling. Sætter foden i sædet, så knæet stikker op over bordkanten. Hånden søger op til hovedet, for at køre en tur igennem det glatte sorte og halvlange hår. Og historierne, de kommer bare. Også de mildest talt mindre selvpromoverende. Helt uden man behøver at lirke med nærgående spørgsmål.

Sørens tilgang til livet er blevet lige så kompromisløs, som hans første erfaringer med verden var. Han nåede kun lige at dumpe ud i livet, før moderen ikke magtede mere. Hun afleverede ham på et børnehjem lidt uden for Seoul. Søren var så udmagret, at han måtte have maden intravenøst. Kort efter blev han fløjet til Danmark, og bare 11 uger gammel kom han endnu engang i nye hænder. Denne gang hos mor Kirsten og far Steen i den østsjællandske provinsby, Karlslunde.

Et hvidt 70’er parcelhus blev hans barndomshjem. Når Søren tænker tilbage, springer en sort labrador logrende omkring ude på græsplænen. Kvarteret hed Lykkesholm, og som han siger: ”det var sgu meget idyllisk, meget familien Danmarksagtigt og næsten som taget ud af en Morten Korch film.”

Billederne han ser for sit indre, når han tænker tilbage, er kun pæne. Med tankerne var det anderledes. De var, som han siger: ”sorte, meget sorte”. Søren var enebarn og opvæksten ensom. Det med at knytte sig til andre var en vanskelig affære.

Foto: Benjamin Hoffmann-Petersen
Foto: Benjamin Hoffmann-Petersen

”Jeg har sgu sjældent følt sammenhørighed med andre mennesker. Jeg følte mig anderledes og har aldrig troet på, at jeg ville kunne skabe relationer til andre”.

DEN SOMMER ALT SPRANG UD

I skolen var Søren den generte dreng i klassen. Han passede sine ting, fik gode karakterer og var vellidt blandt de andre; et glansbillede der kun enkelte gange i løbet af de ti år på Karlslunde Skole fik ridser i lakken. Søren kunne pludselig, tilsyneladende uden grund, flippe fuldstændig ud. Som den dag han pludselig sparkede en kammerat i jorden eller hamrede sine knyttede næver i ansigtet på en dreng fra en af de ældre klasser, som spærrede døren, så ingen ikke kunne komme ind, når frikvarteret sluttede.

”Pædagogerne fik jo et chok”, som han siger. De kendte kun Søren som den yderst pligtopfyldende lidt generte dreng, som koncentrerede sig mere om sit skolearbejde end at råbe op og lave ballade, husker han, mens blikket for første gang bliver hængende ude i græsset på den anden side af stuevinduet. Stilheden runger i den lyse stue. Så er han tilbage igen. Han tager luft ind og begiver sig videre fra, hvor han slap.

For i 10. klasse skete der noget. Venner blev en del af tilværelsen, og Søren lukkede pludselig op for sig selv. Den sommer oplevede Søren for første gang for alvor, at alting sprang ud. ”Det gik simpelthen op for mig, at jeg faktisk kunne være glad”. Han smiler ved tanken og kan godt selv høre, at det lyder meget barskt.

Ofte endte en fest et helt andet sted, end den begyndte. Søren og hans nye bedste ven faldt i snak og forlod selskabet i en diskussion, der som regel bugtede sig ind og ud mellem filosofiske betragtninger over utilregnelige piger, skole og alt det andet, de gik og tumlede med.

”Vi fulgte bare landevejen. Engang endte vi med at have gået hele vejen fra Tune til Roskilde. En anden gik vi fra Karlslunde til Tune ad en sort markvej. Bare ud i ingenting. Det var første gang, jeg oplevede at have en meningsfuld dialog med et andet menneske”. Hånden ryger igen en tur op i håret. Han stryger det langsomt bagover.

IND I MØRKET

Sommeren gik, og alting visnede. I stedet blomstrede en ekstrem eksem ud over Sørens krop, en voldsom træthed væltede ned gennem ham sammen med utallige vira, der tvang ham til at blive hjemme i sengen. Sygdommen havde boet i ham længe. Den var en del af forklaringen på de dystre toner, der altid havde haft en markant plads i hans følelsesrepetoir, har han senere fundet ud af.

Til at starte med tog han kampen op. Han gik til lægen, blev undersøgt, tog medicin, gik til lægen igen. Ledene blev ømme, immunforsvaret endnu svagere, og snotten løb konstant.

Søren droppede ud af Teknisk Skole. Og ud af tilværelsen i al almindelighed. ”Jeg var helt væk”. Han siger det lige ned i bordet imellem os med et blik, der er lige så stift, som den pludselige pause virker lang og på en underlig måde helt rar midt i al håbløsheden. Intet syntes at hjælpe dengang for nu små ti år siden.

IMG_2670
Foto: Benjamin Hoffmann-Petersen

Tiden gik. Det var her, alting flød sammen. Det var her, det for alvor sortnede. Og det var her, Søren valgte at give slip på det alt sammen, at overgive sig til mørket.

Han burede sig inde i sig selv og sit lille værelse, rullede rullegardinet ned, så det hvilede i vindueskarmen og holdt alt lys ude. ”Jeg havde intet forhold til verden. For der var jeg ikke. Simpelthen”, husker han. ”Jeg havde svært ved at tro på, at jeg ville blive mere end 30 år. Jeg havde det bare ad helvedes til. Mit liv handlede kun om at få det bedre”. Hånden er landet i håret igen. Denne gang hviler hovedet i den. Men kun et øjeblik. Så skifter han igen position på stolen. Det andet knæ dukker op over bordkanten.

AT MØDE SIG SELV I SKRIFTEN

Dage og nætter flød sammen. Ofte sov han det meste af dagen, vågnede om natten. Tidsfornemmelsen var, som han siger: ”helt fucked.” Internettet blev Sørens nye og eneste vindue til omverdenen. Her åbnede han sig op for den enlige mor til tre, som levede i en campingvogn, kvinden med cancer, ”technofreaks” der kom på diskotek Tuben, ekssoldaten med traumer efter krigen, den eksprostituerede mor, alle ”lyssky personer, der levede et skyggeliv som jeg selv”.

”Jeg lærte mig selv at kende i skriften. Det var vildt at se, hvordan folk reagerede på, hvordan min person kom til udtryk online. Jeg var jo bare mig, men på skrift. Jeg indså, at jeg ikke var helt tabt bag en vogn, at mine tanker ikke var helt fucked, eller at andre i hvert fald havde de samme”, siger han i et tonefald, som om det stadig overrasker ham.

”På en måde følte jeg, at mange af de relationer, jeg etablerede her, var meget mere reelle, end jeg før havde oplevet. Det er den mest personlige og ærlige tid, jeg har haft i mit liv. Der er intet, der kommer tæt på den. Intet”.

Vennerne fra skolen derimod hang og blafrede i en tynd tråd. Søren havde ikke lyst til at indvie dem i sin situation. De ville alligevel ikke forstå, hvordan han havde det, mente han. Og selv havde han ingen forklaring at tilbyde dem.

Det var en mildest talt afmagret Søren, der en dag fulgte en stærk intuition. Biblioteket lå lige rundt om hjørnet. Søren havde mistet troen på, at læger og hospitaler nogensinde kunne hjælpe ham ud af den tilstand, der langsomt åd ham op indefra. Med sig hjem slæbte han stakke af bøger om ernæring og alternativ behandling. Søren blev hooked. Han fik kontakt til den rette behandler, der gav ham et reelt overblik og hans situation. Søren fik at vide, at han havde en slags betændelse i tarmen. Noget faldt på plads inden i ham. Der var en forklaring på, at han havde det, som han havde. Og den var helt konkret.

Søren kunne ikke tåle hverken korn eller mælk. Fødevarer han altid havde spist masser af, og her lå svaret på den tilstand, der havde jagtet ham længe.

IMG_2781
Foto: Benjamin Hoffmann-Petersen

”Jeg spiste mig deprimeret hver eneste dag. Det kan man altså, og det gik op for mig som et lys”. For første gang i to år virkede det som en realistisk mulighed at vove sig ud i samfundet igen.

TILBAGE TIL VIRKELIGHEDEN

Det var hen på foråret, og solen hamrede ind gennem vinduerne i toget, og ramte Søren derinde. Den generede ham, solen. Ikke fordi den fik ham til at svede eller stak i øjnene. Men fordi den slet ikke harmonerede med det følelsesregister, han tog med sig ud i den virkelighed, han havde undladt at tage stilling til så længe.

”Det var en ubehagelig wauw-oplevelse. Det var befriende og vildt angstprovokerende. Jeg havde det så dårligt i de år. Om jeg skulle dø den ene dag eller den anden, var totalt irrelevant. Jeg følte, jeg kæmpede med et liv, jeg i virkeligheden ikke havde lyst til at leve”.

Men Søren valgte kampen. Nogle af aggressionerne kæmpede han bogstaveligt talt ud af kroppen i den lokale karateklub. Det var her, hans træner en dag fortalte om en uddannelse, han mente ville være noget for Søren. En terapeutisk uddannelse, som handler om, hvordan psyke og fysik hænger sammen under navnet Body SDS. Og så lå skolen i nærheden.

Søren lærte, hvordan man læser kroppen, hvordan man finder ud af hvad den rummer af psykiske traumer, og hvordan man løser dem. Det var en uddannelse, der om noget gav mening for ham. Måske fordi den som han selv var en smule ekstrem. ”Det forandrede mit liv”,  som han siger.

NATURENS MEDICIN

Det er de færreste der ved, hvor meget af det de spiser, som påvirker dem både fysisk og psykisk, mener Søren: ”Der er en fødevareindustri, der helst ser, at vi forbliver uvidende”. Med firmaet Reif og Wolff, som han startede med en kollega for godt fem år siden, vil han nu hjælpe andre til, hvordan de mener man kan skabe balance i krop og psyke blandt andet gennem deres kost. Det er det, der holder ham oppe om natten, med snuden i bøgerne eller på nettet i kontakt med de folk, han forhandler raw food-produkter med eller sparer med, når han forbereder foredrag og workshops.

”For alt for mange bliver syge af den måde, de spiser på. Fordi de ikke ved bedre, men også fordi der reelt ikke findes alternativer”

Og Søren fortsætter: ”For eksempel er det mælkeindustrien selv, der har bildt os ind, at mælk er en nødvendig del af vores kost. Men det er en myte, og den er for mange mennesker sundhedsskadelig”. Han langer i det hele taget voldsomt ud efter fødevareindustrien. ”For alt for mange fødevarer, også frugt og grønt, som vi betragter som sunde, har meget lidt med deres oprindelige form at gøre”, argumenterer han ”Gennem forædling har vi ødelagt de fleste afgrøder i effektiviseringens navn, og dermed frataget dem en række grundlæggende stoffer – naturens egen medicin.”

”Vi har avlet de bitre, men sunde, stoffer ud af vores fødevarer. Derfor har vi brug for langt mere medicin i dag, end vi ville have, hvis naturen regulerede sig selv. Vi er nødt til at opdyrke nogle af de oprindelige sorter igen”. Og dette er en af de pointer, Søren leverer, når han underviser på forskellige uddannelser, holder foredrag for restauratører, virksomheder eller private interesserede rundt omkring i landet.

Det virker som noget af et mysterium, hvordan det er lykkedes Søren, at vende et så opgivende og sort syn på fremtiden som hans eget, til tro på at projektet kan lykkes. Selv har han kun én forklaring:

”Når man hele sit liv har haft et kulsort sind, tror jeg, at man når et punkt, hvor man må ud af det, væk fra det simpelthen. Den ild og intensitet, jeg har indeni, og som jeg før brugte retningsløst og uhæmmet, bruger jeg i dag konstruktivt og målrettet. Det er kun blevet muligt, fordi jeg har opdaget, hvad min livsopgave er, hvor jeg passer ind i puslespillet”.

IMG_2831
Foto: Benjamin Hoffmann-Petersen

FAKTA OM RAW FOOD

Raw food eller råkost er mad, som ikke er opvarmet over ca. 42 grader. Tanken bag er, at opvarmning ændrer den kemiske sammensætning af maden og at dette nedsætter den næringsmæssige værdi eller gør maden giftig. Jo kraftigere opvarmning, des større ændring af maden. Mange råkostentusiaster er samtidig veganere, mens nogle også spiser rå animalske produkter, f.eks. rå fisk eller rå æggeblommer. Kilde: wikipedia

BLÅ BOG

Søren Wolff er uddannet kropsterapeut (Body-sds). Han ejer og kører det skandinaviske firma Reif & Wolff på adressen www.rawfood.dk, der sælger råvarer og sundhedsprodukter, og hvorfra han også holder foredrag og afholder workshops.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback