Kunstnerisk inspiration, slaverihistorie og søndagstræning



Af - 12. maj 2010

Foråret i København har alt, kan alt og vil alt. Det vi vil er at sende dig i retningen af et par skæve indslag – hver især berigende for sjæl, sind og krop. God fornøjelse!

Freakshow til inspiration

Det Poetiske Bureau i Griffenfeldsgade er et af Københavns mest uforudsigelige kulturhuse. Fra dag til dag svinger arrangementerne fra hardcore punk-koncert over åben mikrofon for haiku poeter til svensk visesang, øko-brunch og kunstfilm.

I de kommende dage huser bureauet en workshop og koncert med Sid Yiddish. Han beskrives som et usædvanligt jødisk væsen, der på cv’et har undervisningserfaring i alt fra matematik til strubesang. I onsdagens workshop kl 19, vil han præsentere værktøjer, som kan inspirere til kunstnerisk produktion. Torsdag d. 13. maj kl. 21 indtager han selv scenen med sit show, Sid Yiddish Safari Freakshow Adventure.

Tilmelding til workshop sker på poet.bureau@gmail.com.

sid

Slavespor i København

Lørdag d. 15. maj kl. 14 er der mulighed for at få indblik i et mere dystert Frederiksstad end sædvanligt – bydelen, der tæller traditionelt solbeskinnede turistfælder som Nyhavn og Amalienborg. Her laver Another Copenhagen en guidet byvandring, med fokus på Danmarks tid som slavenation.

De kapitler, der omhandler dansk slavehandel, er ikke ligefrem dominerende i historiebøgerne, og i turistbrochurerne er det bestemt heller ikke det, vi sælger vores Wonderfull Copenhagen på. Du anede det måske ikke, men den forsøgsvise fortrængning ændrer ikke på, at danske handelsmænd i 16- og 1700-tallet fragtede op mod 100.000 slaver fra kongens forter i Afrika til de Dansk-vestindiske øer. Det har naturligvis sat sine spor i København, og dem peger Another Copenhagen ud for dig, med historier om bortløbne slaver, sukkermonopoler og skruppelløse handelsmænd.

Man kan booke en plads på turen den kommende eller andre af sommerens lørdage her.

Jorden er giftig – på den hippe måde

En anden utraditionel måde at bevæge sig gennem byen på – rent fysisk – er med det stadigt mere populære fænomen parkour. Sportsgrenen eller bevægelseskunsten, om man vil, går ud på smidigt og snedigt at bevæge sig gennem bylandskabet. Man skal ikke gå uden om bænke, mure og bygninger, men springe over, under og gennem dem… Det er skolegårdens “jorden er giftig” i en udvidet version og med en hel del mere street-cred.

Vil man være med på beatet, kan man pleje tømmermænd med den ugentlige søndagstræning sammen med entusiasterne fra Streetmovement. Det foregår på Islands Brygge kl. 11 på pladsen ved den omvendte båd og klatrevæggene. Der er ikke tale om decideret undervisning, men hvis man møder op med en god portion vovemod og muskelmasse, er der inspiration og fif fra erfarne parkour-udøvere.

parkour

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback