Nyt fra Nepal

Af - 17. maj 2010

parentes)slut har fået udlængsel og er taget på eventyr i Orienten. Vi har ingen firehjulstrækker eller satellitforbindelse, men til gengæld har vi Kasper Schlie. Bevæbnet med sit spejlreflekskamera og sine årvågne sanser, sender han rejsebeskrivelser hjem fra østens tykke røgslør af mystik, tradition og vanvid. Han er nu nået til Nepal.

På grænsen af Indien
Vi var netop ankommet til Gorakhpur i det allernordligste Indien. Sidste stop for natten inden en lang bustur til Nepal. Det var allerede blevet mørkt, da vi ankom til det sidste indiske hotel, hvor krofatter havde et værelse tilbage. Heldigt, tænkte jeg, men det viste sig snart, at vi måtte dele de 8 kvadratmeter med en særdeles aktiv koloni kakerlakker! Derfor besluttede jeg at udvise lidt gentlemanship ved at indvitere Sylvia ud på en god middag. Jeg gik ned til krofatter og spurgte efter “den bedste restaurant i Gorakhpur”. Han virrede med hovedet og sagde lidt beklemt, at det da selvfølgelig var hotellets restaurant. Fandens, jeg skal ikke nyde noget af kakerlaksuppe, tænkte jeg og trak så snyderkortet: “But Sir, it’s our anniversary, I would like to take my wife to a very special place!”. Krofatter gnækkede og udbrød: “Take her to Bobi’s – the finest place in town”. Som sagt så gjort. Vi tog en rickshaw til Bobi’s, hvor vi indtog det sidste indiske måltid. Til vores forbløffelse mindede stedet dog mest om en blanding mellem Bilkas bistro og et gadekøkken, og man serverede helst kun store bryllupskager til dessert. Typisk indisk. Således fejrede vi vor første imaginære bryllupsdag på nippet til Nepal.

Happy 2067!
Så er vi endelig kommet til Nepal (jeg ser gerne, at du tænker navnet på dette land som jeg. Og det er med tryk på anden stavelse: Ne’Pal. Ligesom steppeulvene i deres udødelige klassiker “Itsi Bitsi”). Vi ankom efter 10 timers bil- og bustur fra helvede. Med støv i håret og et godt æltet tarmsystem. Himalaya er nemlig ikke en indbydende bjergkæde, man sådan lige kører op i. Den skal forføres gennem rundt regnet 300 hårnålesving i en motoriseret blikdåse med høj smølfemusik i ørerne. Det var således to godt trætte rejsebavianer der smed sig på rene lagner (chock!) i Pokhara i midten af Nepal. Sagligheden nåede netop at lægge sig over det saxo-nederlandske foretagende, før en hvinende elektrisk guitarlyd fyldte værelset. Dog akkompagneret af en pivfalsk vokal. Ud af vinduet kunne vi se, at et par tusinde lokale holdt noget byfest nede ved søen. Nuvel, vi prøvede at sove alligevel.

Én times nepalesisk byfest. To timers nepalesisk byfest. Jammer! Ved midnat stoppede musikken pludseligt og en glad stemme overtog mikrofonen. “Ten-nine…”, hva fa…, “eight-seven-six…”, hvad kan det være?, “two-one…happy new year! Happy 2067!”. Det viste sig at vi tilfældigvis var ankommet samme aften som det nepalesiske nytår. Og så endda det totusindeogsyvogtresindstyvende af slagsen! Som Pim de Keysergracht ville have sagt: Weird, but funny!

Kød! Øl! Hvide duge! De første indtryk af Nepal er fantastiske. Folk er modsat i Indien imødekommende og blide væsener, og de er ikke så nærrige med kødet. Forstået således at vi endelig atter kan sætte tænderne i møre bøffer og drikke alkohol, som vi lyster. Derfor har vi rekonosceret og fundet et passende sted hvor speciale 12′eren i aften skal fejres med manér. Skål!

Op i Himalaya
Så fik vi syn for sagen. Med sommerfugle i maven og kameraet fuldt opladt begav vi os for fem dage siden ud på en lang trekkingtur op i højderne. I min febervildelse ville jeg først af sted uden guide, da jeg dels tænkte ømt på pengemissen og dels gerne ville undgå at skulle mandsopdækkes i dagevis. Sylvia insisterede dog heldigvis på fuld dækning og noget lokal backup. Kompromiset kom i form af en semifimset nepalesisk guide ved navn Gobin, der skyggede os som en puma gennem de næste fire dage. Han pegede og dirigerede, men talte kun når diverse bjergtinder skulle udpeges. Gobin var som nepaleserne er flest: venlig, blid og stille.

Selve turen var varieret, hård og smuk. Ad lange stenstier kringlede vi os længere og længere op i bjergene – kun ledsaget af enkelte andre turister og talrige æselkaravaner og lokale folk med store kurve spændt på ryggen. Først en stigning med rhodondendronskov, så en landsby med glade tandløse kællinger, så et vandfald tordnende ned fra over skyerne, så endnu en stigning og logi i et gammelt “teahouse” på en bjergside. Sådan så en dagsvandring ud i bjergene. Desværre var monsunen begyndt at bide os i haserne, så regnbyger fik vi også og de højeste bjerge spillede kispus og viste sig kun i silhouetter eller dækket i tyk dis. Alt andet lige var det dog indtrykket at de mange små landsbyer, der står stærkest. Smilende gamle koner og 6-årige gedehyrder.

Tredje nat i bjergene
Prøver at sove på fugtige madrasser
Regnen har taget til og trommer mod bliktaget
Det første glimt fylder værelset
Sylvia er vågen
Regnen slår over i hagl og tager til.
Millioner af pinnochiokugler hamrer mod metal
Tusinder af lyn, sværdslag af lys
Jeg får gåsehud. Jeg har altid elsket uvejret
Vi gnider fødder mens Himalaya får et føl

Til sidst krydser vi passet. 3080 meter og det højeste punkt på turen. Med ømme lår vandrer vi ned og ned og endelig ser vi skarpt, i bredformat, fuld HD og uden dis det, det hele handler om: 3 massive tinder på over 8000 meter kigger frem fra skyerne og får mig ufrivilligt til at stoppe, åbne øjnene helt op og få gåsehud igen. Jeg anede ikke, at bjerge kunne blive så høje, så truende og så rørende smukke.

Min Everestmødom
Jeg tog hævn over de skytinder i dag. Lunemus som de siger i Norge. Hvis bjergene ikke vil komme til Kasper, må Kasper komme til bjergene. Således fandt jeg en mand, der kunne fragte mig helt op til Mount Everest og besigtige sagerne fra et lunt flysæde. Ha! En dramatisk oplevelse med de mest utrolige synsindtryk. Det bette fly måtte strække sig til det yderste for at fragte mig og en håndfuld andre håbefulde helt derop, hvor kragerne falder døde om af iltmangel og gode mænd kaster sig i døden for et par glimt af verdens allerstørste granitbunke. Men alas! De er smukke, og de er værd at dø for. Sådan tænker man i hvert fald, som man sidder der og holder vejret i et knirkende “YETI-AIR” fly og presser næsen mod ruden i de 10 minutter, hvor de største kæmper gør sig til. Jeg er solgt og sværger at vende tilbage til fods en dag…

Kathmandu
Templer, gyldne, gyder og os. Vi koser os. Oser os. I gyldne gyder med farverige munke. Munkebal i gydeland. Tempelfan. Grydeos i munkeland. Vi gyder gyldne munke i tempelfan. Og jeg er slemt syg på tredje dag og kan næppe skrive meningsfulde munkehistorier. Men havde jeg været rask havde i fået ordflåd. Altså en flod af ord. Sådan går dagene i Kathmandu, og om lidt tager vi til de Forenede Arabiske Emirater.

En sidste spliff
I dag blev jeg gift. Eller også var det i går. Vi fandt to fallerede/imiterede sølvringe på markedet og beseglede vor kærlighed i geders og abers åsyn for herved at være synsmæssigt forberedte til Arabien. Så vi kan dele værelse, he he. Inshallah!
Ja, faktisk skriver jeg netop disse sidste ord fra et bumlende tog (igen) et sted mellem Damascus og Hama i Syrien. Alt vi kan se fra vort vindue er rustne tanks og en meget fin solnedgang i ørkenen.

Hermed alt for nu kære læser. Vi har lukket Indien-Nepal kapitlet og næste gang vil byde på en beretning fra Dubai og det overraskende smukke Syrien. Pengemissen er ved at være drænet, så en forsigtig hjemkomst lyder på den 1.juni. Inden da står den dog på Mellemøsten og en endnu ikke fastlagt rute fra Istanbul og hjemover – kom gerne med forslag.

Vi åbner endnu en pose nødder og ønsker jer fred. Salam Aleykum!
Knus Kapper (og Sylfiden hilser på)

Vi åbner endnu en pose nødder og ønsker jer fred. Salam Aleykum!

Se billeder fra rejsen ved at klikke på fotografierne nedenfor

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback