Kontakt til guderne

Af - 3. juli 2010

I en lille have bag et hegn på Roskilde Festivals campingplads holder Blotgruppen Sol til. Det er en menighed af asatroende, der året rundt holder kontakt med de gamle nordiske guder. I løbet af festivalen vil de blote, som det hedder, til ære for guderne for skjaldekunst, kærlighed, styrke og visdom.

Gefion er navnet på den nordiske gudinde for agerbrug. Og det er også navnet på den dame, der leder en offerceremoni på campingpladsen torsdag eftermiddag. Hun bor sammen med sin mand Sten og deres bulldog Thor i et hus på det, der lige nu er en campingplads. De har hele tiden haven fuld af gæster, der sidder og kigger ud på den kæmpemæssige menneskezoo, som campingpladsen ligner ligeså snart, man kommer om på den civiliserede side af hegnet. På muren hænger der et banner, som jeg til at begynde med ikke helt forstår.

Jeg spørger, om de er asatroende?

“Jeg er katolik”, siger Sten. Jeg kigger på den thorshammer, der hænger om hans hals og de tatoveringer, der pryder begge hans arme. Ingen af delene ser synderligt katolske ud.

“Må man godt lyve ifølge asatroen?”, spørger jeg, og så tager Gefion ordet: “Det må man faktisk gerne. Der er ikke rigtig noget, man ikke må ifølge asatroen. Der er bare en ting, og det er, at alle ting har konsekvenser, og dem tager man selv.”  Sten griner og tilbyder mig noget koldt at drikke. Der hænger et drikkehorn på havebænken, men vi drikker bare af dåsen. Gefion viser mig den lille blotplads, de har i haven: en stencirkel med et asketræ i midten, og det hvide flag med en fugl på, der vejrer fra flagstangen. Det viser sig at være en Ravnefane, som er det flag, der blev brugt i Danmark før Dannebrog landede for fødderne af Valdemar Sejr. Når man flager med den hvide udgave, betyder det fred. De har også en rød Ravnefane, men den betyder krig, og det er ikke aktuelt lige i dag.

At Gefion hedder Gefion skyldes i øvrigt en indskydelse, der ikke gik over. Det faldt hende pludselig ind en dag for nogle år siden, mens hun stod og kiggede ind i et bål. Beslutningen om at skifte navn tog nærmest sig selv, det var ikke specielt besværligt, og et par måneder efter hed hun Gefion.

“Hil Brage!

Torsdag eftermiddag har Blotgruppen Sol samlet sig i Sten og Gefions have. Der skal blotes i dag, ude på pladsen. Guderne skal påkaldes og der skal ofres mjød. I dag bliver det primært til ære for Brage, som er skjaldekunstens gud og dermed medansvarlig for et arrangement som Roskilde Festival. Men der skal også blotes til Thor, der står for styrke, og Freja, der sørger for kærlighed. Blotgruppen består af godt en snes mænd og kvinder, som bloter fast fire gange om året til solhverv og jævndøgn.  Man kan også blote alene i det daglige, hvis man har brug for gudernes hjælp. Så skal man bare huske at ofre igen, når man har fået hjælpen.

hil odin

Vi danner en cirkel på pladsen, og fire af gruppens erfarne medlemmer skiftes til at vende sig udad mod hver sit verdenshjørne, løfte armene i vejret og påkalde guderne. Vi råber alle sammen med på omkvædet: “Hil Brage!”, “Hil Thor!”, “Hil Odin!”, “Hil Freja!”. Gefion hælder mjød ud på den støvede plads, hun tegner en spiral med strålen. Der går et drikkehorn rundt, vi drikker, skåler, løfter hornet op over hovedet og hiller. Da dagens guder har fået deres, er der fri blot. Hornet går rundt igen og vi skiftes til at vælge hvilken gud, vi skal hylde. Med tyve deltagere når vi godt rundt om den nordiske mytologi. Jeg får i hvert fald lært nogle nye navne. Det må være Brage, der er topscoreren. Han er jo gud for skjaldekunst, og det kan vi lide.

Specialister vs. allroundguder

Efter bloten er der almindelig snak i haven. Jeg spørger Gefion, om hun har en yndlingsgud. Gefion for eksempel? Hun kan ikke rigtig vælge. Men, forklarer hun, det fine ved asatroen er jo netop, at der er så mange guder, som er specialiserede på hver sit område. Hvis man kun har en gud, skal vedkommende kunne det hele, og så er det bedre at dele arbejdet op:

“Vi har specialister, og det er en kæmpe fordel. Hvis man har et problem, ved man lige hvilken gud, man skal gå til. Nu for eksempel på den her festival, her kan Brage hjælpe musikken på vej, mens Thor kan give os styrke til at holde strabadserne ud, og Odin kan give os visdom, så vi kan opføre os ordentligt.”

Jeg klør bulldogen Thor bag ørerne og tænker over fordelene ved specialisering.

    1 kommentar

  • Gefion Jensen siger:

    Tak synes det er blevet rigtig godt.
    Mvh. Gefion
    Blòtgruppen Sol

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback