Den nedlagte kirke

Af - 8. oktober 2010
Af Olav Hesseldahl og Hans Boas Dabelsteen
Foto: Peter Hjetting Nielsen

Engang var kirken et sted til trøst og bøn for de syge. I dag er videnskaben rykket ind og har erstattet de syge. Og kirken står i smukt forfald. Læs og se reportagen fra da parentes)slut fik adgang, og endda fandt et gemt og glemt grafitti-mesterværk fra 1883

Igennem flere måneder har vi kredset om de uopdagede hemmelige steder i København – hvor de er og hvordan man finder dem. Det var derfor en slags kulmination, da vi nu stod foran et ægte hemmeligt rum – og endda midt i et område, hvor tusinder af mennesker dagligt passerer.

Vi havde opsnappet historien om, at der skulle ligge et fantastisk rum som få kender til: En kirke i byzantinsk udsmykning bygget ind i en hospitalsbygning så stor, at man har glemt den er der. Midt i København. Derfor stod vi på parkeringspladsen foran komplekset, hvor de syge engang blev passet, men hvor universitetet nu holder til.

Men at få adgang til kirken viste sig at være lige så svært, som det er at få øje på den nede fra gaden. En række af universitetetpedeller og afvisende receptionister med mistroiske øjne havde efterhånden gjort det klart for os, at dette sted ikke sådan lige kunne besøges. Sagen er, at stedet er fredet og permanent lukket for offentligheden – kort sagt er det utilgængeligt for turister, interesserede og nysgerrige journalister.

Alt håb var rendt ud i sandet, da en mail fra ejeren bygningerne, hvor universitetet lejer sig ind, tikkede ind i indboksen. Der var  godt nyt: vi kunne få lov til at dokumentere stedet til vores magasin, dog med den betingelse at vi gjorde opmærksom på, at stedet netop ikke er åbent for offentligheden under normale omstændigheder. Fair nok.

En sær mahogni-portal på en kedelig forskergang

IndgangsdørManden med nøglerne til kirken, der viste sig at være en særlig udsendt pedel fra ejeren og ikke en af universitetspedellerne, mødte os på parkeringspladsen og ledte os op af trapperne på tredje sal. I procession gik vi med nøglerne forrest igennem de lyse, gule forskergange med kontorplanter, vandbeholdere, kopimaskiner og travle forskere. Cirka midtfor på gangen stoppede han foran en lille trætrappe, der førte op til siden, og som i sin farve og form ikke mindede om noget andet på stedet: Vi stirrede på døren, der med sin glasmosaik indsat i sirligt udført mahognitræ adskilte sig markant fra universitets kliniske institutionspræg.

Indgangsdør IIMed lidt lirken og mingelering åbnede mahognidøren sig, vi gik ind og fandt en hemmelig parallelverden foran os. Det var den tørre og støvede luft, der gjorde os opmærksom på, at det var lykkedes os at komme ind. Mens vi lukkede den magiske dør, gik en undrende forsker forbi med en kaffekop i hånden.

Kirkerummet befinder sig midt i universitetsbygningen, som om det var blevet brugt i går. Salmebogen ligger stadig slået op på alteret, dér hvor præsten lagde den for sidste gang.

Byzantinske glasmosaikker og en efterladte samler

Både udvendigt og indvendigt er kirken udført i byzantinsk arkitektur og blev bygget i 1859 af den kongelige arkitekt Hans Christian Hansen sammen med resten af det enorme hospitalskompleks, der var den største af sin slags i Nordeuropa i mange år. Kirken blev endda prydet med en stor kobberkuppel, som i dag kan ses som en del af Københavns skyline. Folk ved bare ikke at det er en kirke. Måske har man glemt det.

Kuplen indefra IIDens indre vægge og kuppel er udført med små fint udførte dybblå og guldbelagte mønstre, med større malerier fra bibelen. Alt  sammen badet i et sælsomt lysindfald fra vinduespartiernes glasmosaikker i kraftige farver. En komplet kirke med kor, alter prædikestol, salmebøger og kirkebænke. Og et fint lag støv over alt. Man kan endda se hvor orgelet engang stod, ud fra en ledning der stikker op af gulvet. Tæt herpå hænger der en hastigt håndskreven seddel med “alt er ryddet” ridset ind, og på bagsiden er oversigten over søndagens samler. Man kan ikke lade være med at tænke, at det nok var de sidste toner, der blev sunget i kirken.

Fra fordums storhedstid henligger kirken i dag i stille forfald. Læk fra kuplen har dyppet lidt vand ned på gulvet. Den malede marmorering skaller lidt. Salmetavlen står pakket ned i en kasse til venstre fra altret, og de døde insekter har lagt sig til hvile på ryggen i vindueskarmen.

Alt sammen tegn på, at det er årtier siden kirken sidst var i funktion.

Tag her med på en fotoreportage fra kirkens indre.

Kan man også komme op under kuplen?

Men vores opdagelsesrejse sluttede ikke her. Vores guide på turen, den særlige pedel med de eftertragtede nøgler til den hemmelige kirke, mente også, at vi kunne få adgang til det øverste af kuplen. Oppe over loftet og under tagkonstruktionen. Udsigten over hele København skulle være fantastisk der og man kan se ned i kirkerummet deroppefra.

En snæver, vakkelvorn vindeltrappe førte os op over loftsniveauet for kirken og helt op under taget. Deroppe kom selv præsten, kordegnen eller kirketjeneren sikkert ikke engang ved kirkens velmagtsdage. Her var kun rå isolation, tagplader, ledninger, vandrør og alskens konstruktion.

I et hjørne mellem de massive tværgående træbjælker gik en lille stige op og ud af en lem i taget. Den var omgivet af en større bunke puds og støv, der gennem hundrede af år havde vokset stødt. Derfra krappede vi ude på taget – 30-40 meter over jorden – rundt langs kuplens yderside og hen til endnu en lille lem der førte ind i kuplen. Nede på gaden gik studerende rundt i deres uvidenhed omkring både kirken og denne delegations Indiana Jones-stunt på taget.

Se kuplen indefra:

PANORAMA

Mesterlig grafitti fra 1800-tallet på tagkonstruktionen

På vej ned fra kuplen fik vi øje på talrige inskriptioner på træbjælkerne. De fleste stammede fra VVS-folk, elektrikere og andre håndværkere, der fra 70′erne og frem har markeret, at de har besøgt loftet.

Traditionen med at ridse sit navn ind i bjælkerne eller murene startede helt tilbage fra bygningens opførelse. Vores pedel med de magiske nøgler førte os hen for enden af taget (nok 100 meter i sin fulde længde) hvor det ældste ‘grafitti’ tilbage fra 1893 befandt sig:

Kirken er i dag helt lukket for offentligheden. Rummet er blevet fredet og venter måske på at blive taget i brug engang i fremtiden. Indtil da står kirken tilbage som en sær parentes midt i et travlt byrum.

    2 kommentarer

  • Der har været nogle spørgsmål til det sidste billede i artiklen, hvor man ser et ‘våbenskjold’ lavet af nogle håndværkere tilbage i 1800-tallet. Nogle mente det kunne minde om noget frimurerlogesymbolik. Efter lidt research, hørte jeg Den Danske Frimurerorden selv om sagen.

    Efter nogle dage kom de med dette svar: “Værktøjerne på den viste vægdekoration er blikkenslagerværktøj. Mit bedste bud på, hvorfor de er der, er at man i 1893 har foretaget reparation af kobberkuplen. Her har mester og måske svendene så markeret det for eftertiden. Det kan være blikkenslagerens eget mærke eller et blikkenslagerlaug. Så frimurerisk er det ikke.”

  • Otto siger:

    …. og frimurerlogen på Blegdamsvej er offentligt!

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback