Søndagsudflugt i løbesko

Af - 10. april 2009

Mens Københavns gader ligger stille og søndagssøvnige hen, møder knap 1000 løbere hver søndag formiddag op foran Østerbro Stadion. Men hvad får søndagsspartaløberne til at ofre et par timer længere under dynen eller langsom morgenkaffe hjemme i varmen for at springe i løbeskoene og løbe langdistanceløb på en grå og kold morgen i marts?


Viseren på uret i hallen på Østerbro Stadion nærmer sig 9.30, og en lind strøm af morgenfriske løbere lunter mod startområdet.

Skyerne hænger tæt over byen, og modvinden blæser om kap med kulden, da jeg tramper i pedalerne mod Østerbro Stadion.

Ved Kongens Nytorv bliver jeg overhalet af en ung fyr i løbetøj og på cykel. Endnu en. Og så en til. For mens byens gader er søndagsøde, bevæger knap tusind løbere sig mod Østerbro for i et par timer i fællesskab at løbe København og omegn tynd. Tidligere ville jeg have forsvoret at skulle finde mig selv blandt dem. Men i dag er det faktisk tredje gang, jeg bevæger mig mod Østerbro i træningstøj og løbesko på en alt for tidlig søndag formiddag. For et par måneder siden besluttede jeg, at nu skulle det være. I år ville jeg løbe mit første maraton. Og så skal der løbes. Langt.

Egentlig har det været overraskende let at komme ud under dynen og få snøret løbeskoene på de sidste par søndage. Er jeg mon blevet det, de hardcore løbere kalder afhængig?, tænker jeg ved mig selv, som jeg lægger Kongens Nytorv bag mig og kører ad Bredgade. Og er det mon det, der driver de cirka 999 løbere, der som jeg i dette øjeblik strider sig vej gennem blæsten for de næste par timer at løbe om kap med den?

Klar parat til startDe knap 1000 løbere, som hver søndag møder op foran Østerbro Stadion for at løbe med, finder deres hold i startområdet.

Klokken er 9.25, da løbere i alle aldre strømmer ud af det røde murstensbyggeri ved Østerbro Stadion. De lunter mod en række hvide skilte på stien på den anden side af parkeringspladsen. Tolv er der i alt svarende til de tolv forskellige tempi, man kan vælge at løbe dagens rute i. Distance: 25 km afslører skiltene. Under skilt 9 sætter Susanne Sloth sine ipod-plugs i ørene under løbehuen og tripper let på stedet.

Hun er 45 år, skolelærer og maratonløber. Den 24. maj skal hun løbe sit tredje maratonløb. Det er i hvert fald planen.

”Det her er ugens højdepunkt for mig. Jeg føler, at jeg får ny energi, og jeg har det så godt bagefter. Jeg lever faktisk på den løbetur hele næste uge”, siger hun kækt, før Spartamanden fra toppen af en grå skurvogn begynder at råbe de første hold af sted.

Så er det nu
Susanne Sloth glæder sig til dagens løbetur. Hun satser på at løbe med til Copenhagen Maraton den 24. maj, fordi hun ikke kan lade være. Det bliver hendes tredje maratonløb.

Susanne Sloth er slet ikke i tvivl. Hun er afhængig. Fuldstændigt. Totalt.

”Man siger jo, at det er endorfiner. Jeg bliver klart mere positivt tænkende og får meget mere overskud i min hverdag”, siger hun, da det i dag 130 løbere store hold 9 sætter i gang på Fælledparkens grusstier. For hende er det ikke et problem at komme ud af dynerne for at springe i løbeskoene. Heller ikke på en søndag. Men at det kan være det for dem, der endnu ikke har følt det kick, det giver at løbe langdistanceløb, kan hun sagtens sætte sig ind i.

”Hvis man gerne vil motivere sig selv til at komme i gang skal man tænke på langtidseffekten. Man får et bedre og mere positivt liv. Det er guleroden”, siger hun. Og så er det vigtigt at huske at belønne sig selv, mener Susanne Sloth.

”I dag har jeg for eksempel bestilt massage bagefter. Det er min belønning”, siger hun, før hun sætter farten op og løber mod fortroppen.

Løberne fylder godt op på den mudrede sti, og vi når ikke mange meter, før en løber længere fremme pludselig råber ”Huuul – Se ned!” ”Huuul – Se ned!” – ”Huuul – Se ned!” – ”Huul – Se ned!” ekkoer budskabet ned gennem gruppen, så alle bliver advaret om det hul, som ellers kunne have fældet en løber og sat en uheldig dominoeffekt i gang.

Ved det første lyskryds ryger den ene hånd efter den anden i vejret, mens vi klumper sammen for at vente på det grønne lys. Signalerne fortsætter. ”Cyklist højre – træk til venstre!”, ”Gående venstre – Hold til højre!”, som vi løber igennem Nørrebro Parken.

Med fire kilometer i benene er vi på vej mod Vanløse. Et grønt parkagtigt område med en bred grussti afløser fortovsløb og lyskryds.

Hænderne ryger igen i vejret på stribe. Det er blevet tid til at fylde sukker- og vanddepoterne op. Ved et par borde står en række plastikdunke med gul energidrik. Spartamænd i røde jakker står klar med lange ruller plastikbægre, som hurtigt afløser hinanden under dunkende, mens dagens holdleder kalder alle sammen.

”Fra nu af skal vi kun løbe i grønne områder. Vi skal en tur omkring Damhussøen og til Utterslev mose. Nyd det. Og husk, det er ikke mange, der står op søndag morgen og løber 25 kilometer. Det gør I, og det er sejt. God tur”, siger han og høster en hurtig klapsalve, før løbeslangen igen sætter i gang og snor sig ned af stien i retning mod Damhussøen.

Det er Darwins skyld
48-årige Jakob Kihl stopper sin drikkedunk tilbage i bæltet og sætter af sted.
For ham er træningen med Sparta hver søndag nødvendige skridt på vej mod målet om at løbe sit tredje maraton den 24. maj. Uden den ville det aldrig blive til noget, erkender han, som vi løber ind gennem en bælgmørk tunnel. Reflekserne fra sko og løbetøj hopper gennem mørket og er de eneste pejlemærker, der forhindrer et gigantisk harmonikasammenstød.

”Jeg er et flokdyr, jeg kan ikke finde ud af at løbe selv. Så for mig er der kun én måde at træne til maraton på. Det er ved at løbe sammen med Sparta, som heldigvis arrangerer det her løb hver søndag”, siger Jakob Kihl. Ordene bliver kastet tilbage i et ekko af tunnellens vægge. Derfor er der ikke så meget at rafle om, mener Jakob Kihl. Han skal bare op og være med. Så det er han hver eneste søndag.

Resten af ugen bliver det kun til et par ture på løbebånd i træningscentret. For Jakob Kihl er ikke ligefrem en af dem, der kalder sig afhængig af at løbe.

Stræk ud
Jakob Kihl benytter dagens første korte drikkepause til at strække ud ved en rutsjebane. Han er nødt til at løbe med andre, hvis det skal blive til noget med de lange ture.

”Jeg er ikke junky. Slet ikke. Det er ikke noget, jeg absolut skal, men jeg vil meget gerne”, siger han.

Så er vi pludselig ved Lindevang Station. Et par unge piger på fortovet, sætter i højlydte grin og peger i vores retning, da vi tonser forbi på grusstien langs vejen. Hvorefter de knækker fuldstændigt sammen. De lårkorte nederdele, tynde nylonstrømper og højrystede udbrud taget i betragtning, har de endnu ikke helt har afsluttet lørdagens bytur.

Alkohol i årene eller ej, er pigerne nok langt fra de eneste, for hvem det er ubegribeligt, hvorfor nogle udsætter sig selv for så seriøs løbetræning. Og så søndag morgen. Til dem har Jakob Kihl en simpel forklaring, mener han selv.

”Det må de spørge Darwin om. Det er jo kun 1000 år siden, at vi blev udviklet. Dengang løb vi på stepperne som jægere. Det er derfor, vi mennesker er gode til at løbe. Vi er bygget til det. Det er min filosofiske forklaring på, at det er en god fornemmelse at løbe”, siger han.

Da vi når Damhussøen, må jeg holde fast i min kasket for at undgå, at den letter og flyver med vinden ud over søen. Hvide skumtoppe vugger højt på bølgerne. Et metalhegn fylder pludselig over halvdelen af stien. ”Hold til højre! – Ind på række”, ”Hold til højre! – Ind på række”, Hold til højre! – Ind på række” ekkoer endnu et budskab ned gennem holdet.

Jeg kommer til at løbe ved siden af en ung fyr. Thomas Bjerringkvist er 25 år og jurastuderende. Det var først sidste år, han blev overbevist om, at han da selvfølgelig skulle løbe maraton. En kollega løb med i Købehavn. ”Og det var ret sejt”, som han siger.

Selv om Thomas Bjerringkvist ikke løber med hver søndag, gør han hvad han kan for at være med så ofte som muligt.

”Hvis jeg har været ude til sent, er det ikke så sjovt, men det er okay. Jeg tænker altid på, hvor fedt det er, når jeg først er i gang, og at jeg altid kommer til at ærgre mig, hvis jeg ikke får det gjort”, siger han og kigger ud over søen.

Energi
Det er første år, Thomas Bjerringkvist løber med Sparta. Målet er at løbe maraton for første gang den 24. maj. Nu nyder han de lange løbeture. Men det har han langt fra altid gjort.

Sådan har han langt fra altid haft det. Faktisk har han som jeg og mange andre været blandt dem, der langt fra nød at trække i løbeskoene og aldrig havde forestillet sig at blive så glad for det, at maraton blev en realistisk mulighed.

”Da jeg begyndte at løbe, var det en pine, men efter at jeg er kommet rigtigt i gang med træningen er det bare fedt, rigtig fedt. Jeg bliver udmattet på en dejlig måde og har super meget energi næste dag. Og når man har gjort det nogle gange, bliver man ikke længere øm i benene dagen efter”, siger han og smiler skævt. Det er det hele værd, når det pludselig er meget lettere er komme op om morgenen og langt mere overskueligt at klare opgaverne på arbejdet i retten i Hillerød, mener han.

Peptalk før muren
Vi er godt et par kilometer fra at være tilbage til fortovsløb i byen, da løbet begynder at sætte anstrengte spor i øjnene på Lilly Sander. Hun er 52 år og maratonløber på syvende år. Alligevel kan turen i dag trække tænder ud og i perioder være virkeligt udfordrende. Men som Lilly Sander siger:

”Jeg kan ikke undvære det. Jeg løber for at holde mig i gang og i form og forhåbentlig blive lige så gammel som mine forældre på 90 og 94,5. De var aktive i en meget høj alder, og sådan vil jeg også være”, siger hun lettere stakåndet, da vi løber med en å på højre side og en række villaer på venstre.
Og så betyder samvær og det fællesskab, der følger med at løbe i en løbeklub meget for hende.

”Man møder rigtigt mange mennesker ved at løbe med her og til alle mulige forskellige løb. Jeg havde virkelig ikke spor lyst til at løbe i går og tænkte, hvorfor er det egentlig lige, at jeg gider det. Men det er lige præcis, fordi det er så fedt at løbe med så mange andre, og så har man det så godt, når man kommer hjem.Jeg bliver træt, men på en virkelig god måde og har god samvittighed til at lave lige hvad jeg har lyst til resten af dagen. Brugt og træt, men så alligevel glad og frisk”, siger Lilly Sander, der pludselig har fået lidt energi tilbage.

Udmattet
Selv om hun er erfaren maratonløber, er Lilly Sander lige ved at være presset, da jeg møder hende godt 4 km før mål. Men efter lidt snak får hun energien tilbage. Peptalks er hendes vigtigste tip til at gennemføre et maraton, siger hun.

Hun var meget tæt på at gå kold, da jeg spurgte, om jeg måtte forstyrre med et par spørgsmål, erkender hun. Men nu er det vendt.

Og det er netop en af de kæmpe store fordele ved at løbe sammen med andre, fortæller hun. Et af hendes bedste tips til at klare sig igennem et maratonløb er faktisk at hente energi fra andre ved at tage imod en peptalk, når man føler, man er tæt på at ramme den berømte og berygtede mur.

”Og så skal man hele tiden huske på, at selv om man føler, at nu er man færdig. Fuldstændig færdig. Så vender det altid. Pludselig har man fået energien tilbage”, siger hun og er selv et eksempel på, at det er sådan, det er. Pludselig er hendes stemme fuld af overskud.

Før vi ser os om knaser gruset fra Fælledparkens stier igen under skoene, og dagens mål er inden for rækkevidde.
En sidste gang ryger hænderne i vejret før et lyskryds. Spartaholdlederen springer op på en af de betonpiller, der markerer det vejarbejde, der er i gang i parken.

”Godt løbet. Tak for i dag”, siger han og fortsætter: ”Næste søndag er det 28 km, det gælder. Og husk nu at få drukket rigeligt væske dagen før”.

Endelig i mål
Sasha Eterberg strækker ud tilbage foran Østerbro Stadion. Det er først nu, hun nyder turen, erkender hun.

Mens nogle fortsætter i løb mod et varmt bad og en velfortjent frokost hjemme, strækker en hel række løbere ud langs den røde murstensvæg ved stadion. Sasha Eterberg er glad og meget tilfreds med dagens præstation.

”Det er ikke under løbet, at jeg synes, at det er en nydelse, det er bagefter. Nu skal jeg bare hjem og spise nogle boller og drikke kaffe, og så skal jeg til Norge og stå på ski”, siger hun, før hun springer på sin cykel og kører hjemad.

Og selv om jeg nu har nydt turen, må jer give hende ret i, at følelsen af at have lagt dagens 25 km bag mig er endnu bedre og ret fantastisk. Men indrømmet, mine ben er trætte, da de træder cyklen ud på Østerbrogade. Og jeg glæder mig pludselig over, at vinden er strid. For den blæser nemlig mod min lejlighed og Amager.

Kommentér

Trackbacks

Leave a Trackback