Dette skal du overveje, inden du køber en hardware wallet
I de sidste par måneder har rigtig mange danskere købt kryptovaluta – enten på grund af kursen, eller fordi de pludselig er begyndt at interessere sig for det. Uanset hvad, så er det vigtigt at have helt styr på sikkerheden, når det kommer til opbevaring af kryptovaluta. Hvis man ikke har det, kan man hurtigt miste alle sine penge, fordi det gode og dårlige ved kryptovaluta er, at du selv har ansvaret for opbevaringen af dine penge. Dette er mange desværre ikke klar over.
Hardware wallets giver den bedste sikkerhed til almindelige forbrugere
Hvis du er en “almindelig forbruger”, altså du har ikke millioner i krypto stående, så er en hardware wallet den perfekte wallet til dig. Det er vigtigt at huske, at en hardware wallet er en slags forsikring (ikke en reel forsikring!) mod angreb. Sikkerheden er nemlig så høj, og du kan altid sælge den igen – selv om det ikke anbefales at købe en brugt hardware wallet, da sælgeren kan pille ved den.
Det er ikke særligt dyrt at købe sådan en wallet, hvis du går med en Ledger Nano S. Dette er nok den mest populære hardware wallet i Danmark på nuværende tidspunkt. Den har eksisteret i et stykke tid, men den giver bare så mange funktioner for pengene, at den er meget svær at slå – selv for producenten selv. Er du ikke helt overbevist, så bør du læse mere om wallets.
En Ledger Nano S fungerer på den måde, at din private key (adgangskode til wallet) er på en fysisk enhed, som du så skal trykke på, når du vil udføre en transaktion. Det er meget smart, fordi hvis en hacker har adgang til din computer, har denne ikke adgang til din hardware wallet. Det kræver også, at den er tilsluttet, før man kan sende penge fra den. Din wallet er også beskyttet med en pin-kode, som du selv kan sætte. Du kender det allerede fra pin-koden fra dit betalingskort. Det fungerer i princippet på samme måde.
Hvad hvis jeg mister min wallet?
Mister du din wallet, er det ikke et problem. Du skal nemlig skrive en “recovery phrase” på 24 ord ned, når du får din wallet. Det er ekstremt vigtigt, at denne bliver opbevaret et sikkert sted, da denne i princippet er adgangskoden til din wallet. Får en anden person fat i denne, så kan du miste alle dine penge.
På den anden side er det også en fordel, fordi hvis du mister din billige Ledger, så kan du altid gendanne den med de 24 ord ved at købe en ny enhed fra producenten og derefter indtaste dem.
Princippet er det samme ved software wallets, men det anbefales generelt ikke, at man anvender disse til større beløb, da disse er installeret på din computer eller smartphone.
Du bør altid undersøge, hvor meget sikkerhed du har brug for og træffe valg på baggrund af det. Denne artikel beskriver, hvordan den almindelige forbruger kan opnå en høj grad af sikkerhed.